En pionerarv af tro og offer

Det var ved tro, at den lille gruppe af første omvendte [i det østlige USA] … flyttede fra New York til Ohio, fra Ohio til Missouri og fra Missouri til Illinois i deres søgen efter fred og frihed til at tilbede Gud i henhold til deres egen samvittighed.

Det var gennem troens øjne, at de så en vidunderlig by [Nauvoo], da de først gik over sumpene ved Commerce i Illinois. Med den overbevisning, at tro uden gerninger er død, drænede de sumplandet, planlagde en by, byggede solide hjem og huse til at tilbede og uddanne sig i, og som kronen på det hele et strålende tempel, som på den tid var den fineste bygning i hele Illinois …

Forfølgelsen [fulgte snart] med hedenske og morderiske pøbelhobe. Deres profet blev slået ihjel. Deres drømme lå knust. Igen var det ved tro, at de rejste sig ifølge det mønster, som profeten tidligere havde vist dem, og de organiserede sig til endnu en udvandring.

Med tårer og smertende hjerte forlod de deres komfortable hjem og deres værksteder. De så tilbage på deres hellige tempel og rettede derpå med tro deres øjne mod vest, mod det ukendte og endnu ikke kortlagte, og mens vintersneen faldt på dem, krydsede de Mississippifloden i februar 1846 og banede deres mudrede vej frem over Iowas prærie.

Med tro oprettede de Winter Quarters ved Missouriflodens bred. Hundredvis døde af pest, dysenteri og difteri. Troen holdt de overlevende oppe. De begravede deres kære på en skrænt ved floden, og i foråret 1847 begyndte de … at bevæge sig … mod bjergene i vest.

Det var gennem tro, at Brigham Young så ud over [Salt Lake-dalen], som dengang var hed og gold og erklærede: »Dette er stedet.« Det var igen ved tro, at han fire dage senere stødte sin stok i jorden … og sagde: »Her vil vor Guds tempel ligge.« Det strålende og hellige [tempel i Salt Lake] … er et vidnesbyrd om tro, ikke blot troen hos dem, som byggede templet, men også troen hos dem, som benytter det i et stort og uselvisk kærlighedsarbejde.

Paulus skrev til hebræerne: »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses« (Hebr 11:1). Alle de store ting, som jeg har talt om, var engang blot »fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses«. Men med visioner, arbejde og tillid til, at Guds kraft arbejdede gennem dem, gjorde de deres tro til virkelighed.⁶

Den kraft, som bar vore forfædre frem i evangeliet, var kraften i troen på Gud. Det var den samme kraft, der gjorde udvandringen fra Egypten mulig, der åbnede en vej i Det Røde Hav, muliggjorde den lange vej gennem ørkenen og grundlæggelsen af Israel i det forjættede land …

Vi har så meget brug for en stærk, brændende tro på den levende Gud og på hans levende, opstandne Søn, for det var denne store tro, der bærer mennesker fremad, som vore forfædre havde.

De havde en vision, der overgik og tilsidesatte alle andre overvejelser. Da de kom vestpå, var de 1.600 kilometer, 1.600 besværlige kilometer fra de nærmeste bosættelser mod øst og 1.300 kilometer fra dem mod vest. En personlig og individuel erkendelse af, at Gud deres evige Fader, ham, som de kunne se hen til i tro, var selve kernen i deres styrke. De troede på det store bud i skriften: »[Se] hen til Gud og [lev]« (Alma 37:47). I tro stræbte de efter at gøre hans vilje. I tro læste de og tog imod guddommelig undervisning. I tro arbejdede de, indtil de faldt om, altid med en overbevisning om, at de skulle stå til regnskab over for ham, der var deres Fader og deres Gud.⁷

Bag os ligger en strålende historie. Den er fuld af heltegerninger, fastholdelse af principper og en aldrig svigtende trofasthed. Den er produktet af tro. Foran os ligger en stor fremtid. Den begynder i dag. Vi kan ikke standse op for at holde pause. Vi kan ikke slække på tempoet. Vi kan ikke sænke vores hastighed eller afkorte vore skridt.⁸

Det er passende, at vi stopper op og viser ærbødig respekt for dem, der lagde grundvolden til dette store værk … Deres store mål var Zion (se L&P 97:21); Moses 7:18). De sang om det. De drømte om det. Det var deres store håb. Deres episke rejse må for evigt stå som en uforlignelig bedrift. Flytningen af titusindvis vestpå var fyldt med enhver tænkelig fare, deriblandt død, og hvert vogntog og hvert håndkærrekompagni var bekendt med den barske virkelighed.

Jeg har inderlig respekt for Brigham Young. Han så Salt Lake-dalen i et syn lang tid før, at han så det med sine egne øjne. Ellers tvivler jeg på, at han ville have stoppet der. Der var grønnere egne i Californien og Oregon. Der var dybere og rigere muld andetsteds. Der var store områder med træ andre steder, meget mere vand og klimaer, der var mere tempererede og behagelige.

Der var bjergstrømme her, det er sandt, men ingen af dem var særligt store. Jorden var aldrig blevet dyrket. Ingen plov havde nogen sinde brudt den hårde overflade. Jeg er ganske enkelt fuld af beundring for, at præsident Young ville føre et stort kompagni … til et sted, der aldrig før var blevet tilsået eller høstet …

De var udmattede på grund af rejsen, disse pionerer. Det havde taget 111 dage at tage fra Winter Quarters til Salt Lake-dalen. De var trætte. Deres tøj var slidt. Deres dyr var udmattede. Vejret var varmt og tørt, det varme julivejr. Men her stod de og så frem i tiden og havde en drøm om tusindårsriget, en stor drøm om Zion.⁹

Jeg stod for nogle dage siden på de gamle kajanlæg i Liverpool i England. Der var praktisk taget ingen aktivitet den fredag formiddag, vi var der. Men engang var det en veritabel myretue. I 1800-tallet gik titusinder af vore folk hen over den samme stenbro, som vi gik på. De kom fra hele Storbritannien og fra Europas lande, nyomvendte til Kirken. De kom med vidnesbyrd på deres læber og tro i deres hjerte. Var det svært for dem at forlade deres hjem og træde ind i det ukendte i en ny verden? Selvfølgelig var det det. Men de gjorde det med optimisme og begejstring. De gik ombord på sejlskibe. De vidste, at overfarten i bedste fald var risikabel. De fandt snart ud af, at den for det meste var miserabel. De boede i overfyldte rum uge efter uge. De udholdt storme, sygdomme og kvalme. Mange døde undervejs og blev begravet til søs. Det var en vanskelig og forfærdelig rejse. Jo, de havde tvivl. Men deres tro hævede sig over denne tvivl. Deres optimisme hævede sig over deres frygt. De havde deres drøm om Zion, og de var på vej for at opfylde den.¹⁰

Jeg fører jer tilbage til … oktober 1856. Om lørdagen [den 4. oktober] ankom Franklin D. Richards og en håndfuld ledsagere til [Salt Lake-dalen]. De havde rejst fra Winter Quarters med stærke forspand og lette vogne og havde kunnet rejse hurtigt. Bror Richards opsøgte omgående præsident Young. Han rapporterede, at der var flere hundrede mænd, kvinder og børn spredt langs ruten … til denne dal. De fleste af dem trak håndkærrer … Foran dem lå en rute, som gik opad hele vejen til den kontinentale højderyg med mange, mange kilometer derefter. De var i store vanskeligheder … De ville alle dø, medmindre de blev reddet.

Jeg tror ikke, at præsident Young sov den nat. Jeg tror, at billedet af disse nødstedte … mennesker gik gennem hans hoved.

Næste formiddag … sagde [han] til folket:

»Jeg vil nu give dette folk det emne og den tekst, over hvilket ældsterne skal tale … Det er dette … Mange af vore brødre og søstre befinder sig på prærien med håndkærrer, og sandsynligvis er mange over 1.000 km fra dette sted, og de skal bringes hertil, vi er nødt til at sende hjælp til dem. Teksten vil være, ›at få dem hertil‹.

Det er min religion, det er buddet fra den Helligånd, som jeg har hos mig. Det er at frelse folket.

Jeg vil kalde på biskopperne i dag. Jeg vil ikke vente til i morgen eller i overmorgen på at få 60 gode muldyrforspand og 12 eller 15 vogne. Jeg vil ikke sende okser. Jeg ønsker gode heste og muldyr. De er her i territoriet, og vi skal have fat i dem. Ligeledes 12 ton mel og 40 gode kuske, foruden dem, der fører vognene.

Jeg vil fortælle jer, at jeres tro, religion og trosbekendelse aldrig vil kunne frelse en eneste af jeres sjæle i vor Guds celestiale rige, hvis I ikke udfører det, jeg nu lærer jer. Drag ud og bring disse mennesker hertil fra prærien« (i LeRoy R. Hafen og Ann W. Hafen, Handcarts to Zion, 1960, s. 120-121).

Den eftermiddag blev mad, sengetøj og tøj i store mængder samlet af kvinderne.

Den næste morgen blev hestene skoet, og vognene blev repareret og læsset.

Den følgende morgen, tirsdag, kørte 16 muldyrforspand ud og drog mod øst. Inden udgangen af oktober var der 250 forspand på vej med nødhjælp.¹¹

Da redningsmændene nåede de plagede hellige, var de som engle fra himlen. Folk græd af taknemlighed. De, som trak håndkærrer, fik i stedet vogne, så de kunne rejse meget hurtigere til bebyggelsen i Salt Lake.

Omkring to hundrede døde, men tusind blev reddet.¹²

Billede

handcart rescue

Beretninger om [disse] nødstedte hellige og om deres lidelse og død vil blive gentaget igen og igen … Beretninger om deres redning må også gentages igen og igen. De omhandler det centrale i Jesu Kristi evangelium …

Jeg er taknemlig for, at vi ikke har brødre og søstre, der er strandet i sneen, frysende og døende, mens de prøver at komme til … deres Zion i bjergene. Men, der er andre mennesker, en hel del, hvis situation er desperat, og som råber på hjælp og undsætning.

Der er mange over hele verden, som er sultne og nødstedte, som har brug for hjælp, og jeg er taknemlig for at kunne sige, at vi hjælper mange, som ikke hører til vores tro, men hvis behov er alvorlige, og som vi har midlerne til at hjælpe. Men vi behøver ikke tage så langt væk. Vi har nogle af vore egne, som råber på grund af smerte og lidelse og ensomhed og frygt. Vi har en stor og højtidelig pligt til at række ud og hjælpe dem, til at opløfte dem, til at give dem mad, hvis de er sultne, til at pleje deres ånd, hvis de tørster efter sandhed og retfærdighed.

Der er så mange unge, som vandrer formålsløst omkring og følger det tragiske spor af narkotika, bander, umoral og hele den sværm af dårligdomme, der ledsager disse ting. Der er enker, der længes efter venlige stemmer og en ånd af ivrig interesse, som afspejler kærlighed. Der er nogle, som engang var varme i troen, men hvis tro er blevet kold. Mange af dem ønsker at komme tilbage, men ved ikke helt, hvordan man gør. De har brug for venlige hænder, som rækker ud til dem. Med en lille indsats kan mange af dem igen blive ført tilbage til festmåltidet ved Herrens bord.

Mine brødre og søstre, jeg vil håbe, jeg vil bede om, at alle vi … vil beslutte os for at søge dem, som har brug for hjælp, som er i desperate og vanskelige situationer, og i en kærlig ånd løfte dem ind i Kirkens favn, hvor stærke hænder og kærlige hjerter vil varme dem, trøste dem, støtte dem og lede dem hen til vejen til lykkelige og produktive liv.¹³

Det er godt at se tilbage på fortiden for at få påskønnelse for nutiden og perspektiv for fremtiden. Det er godt at se dyderne hos dem, der gik forud for os, for at opnå styrke til det, der ligger forude. Det er godt at reflektere over det arbejde, der blev udført af dem, der arbejdede så hårdt og fik så lidt i denne verden, og af deres drømme og tidlige planlægning, der blev næret så godt, blev der en storslået høst, som vi er begunstiget af. Deres storslåede eksempel kan være en virkelig motivation for os alle, for vi er hver især en pioner i vores eget liv, ofte i vores egen familie, og mange af os er dagligt pionerer, når vi prøver at finde et fodfæste for evangeliet i fjerne dele af verden.¹⁴

Vi er stadig pionerer. Vi er aldrig stoppet med at være pionerer fra det tidspunkt … hvor vore folk forlod Nauvoo og kom … til Great Salt Lake-dalen. Deri lå et eventyr. Men hensigten med det var at finde et sted, hvor de kunne etablere sig og tilbede Gud og følge deres samvittighed …

Nu rækker vi stadig ud over hele verden til steder, der [engang] knap nok syntes mulige at få adgang til … Jeg har personligt været vidne til Kirkens vækst i Filippinerne. Det var mit privilegium at åbne for missioneringen der i 1961, da vi var i stand til at finde ét filippinsk medlem af Kirken ved et møde, som vi holdt i maj 1961. [I 1996] var vi i Manila med en forsamling … på omkring 35.000 i det store Araneta Coliseum … For mig er det et mirakel, lige fra vi åbnede for værket i dette storslåede land, Filippinerne [se s. 29-30 for flere oplysninger om denne oplevelse].

Vi rækker ud alle steder, og det kræver, at vi er pionerer. Vore missionærer bor ikke under de bedste forhold, når de tager til visse af disse områder, men de går fremad og udfører deres arbejde, og det bærer frugt. Inden længe har vi en håndfuld medlemmer, så hundrede medlemmer, og så femhundrede medlemmer, og så tusinde medlemmer.¹⁵

Dagene med at være pioner i Kirken er ikke forbi; de endte ikke med tildækkede vogne og håndkærrer … Pionerer findes blandt de missionærer, der underviser i evangeliet, og de findes blandt de omvendte, der kommer ind i Kirken. Det er sædvanligvis svært for hver af dem. Det kræver uvægerligt ofre. Det kan medføre forfølgelse. Men det er omkostninger, de villigt afholder, og den pris, der betales, er lige så virkelig, som den pris, de, der krydsede prærien i den store udvandring for mere end et århundrede siden, betalte.¹⁶

Hvad enten I har pionerforfædre eller først blev medlem af Kirken i går, så er I en del af hele dette store billede, som disse mænd og kvinder drømte om. Deres bedrift var enorm. Vi har et stort og vedvarende ansvar. De lagde grundvolden. Det er vores pligt at bygge på den.

De viste vej og førte an. Der er vores forpligtelse at udbygge, udvide og styrke den vej, indtil den omfatter hele jorden … Tro var det vejledende princip i disse svære tider. Tro er det vejledende princip, som vi skal følge i vore dage.¹⁷

Billede

President Hinckley with African women, children

Hvor er det vidunderligt at have en storslået arv, mine brødre og søstre. Hvor er det fantastisk at vide, at der er dem, der er gået forud for os og har tilrettelagt den vej, som vi bør gå på, og har undervist i de store evige principper, der bør være en ledestjerne for os og dem, der kommer efter os. Vi kan i vore dage følge deres eksempel. Pionererne var folk med stor tro, ufattelig loyalitet, umådelig flid og en fuldstændig solid og ubøjelig retskaffenhed.¹⁸

Vi i dag nyder godt af [pionerernes] store indsats. Jeg håber, at vi er taknemlige. Jeg håber, at vi i vores hjerte nærer en dyb taknemlighed for alt, hvad de har gjort for os …

Ligesom der blev forventet store ting af dem, forventes der også meget af os. Vi lægger mærke til, hvad de udrettede med det, de havde. Vi har så meget mere og har den overvældende udfordring at fortsætte og at opbygge Guds rige. Der er så meget at gøre. Vi har guddommelig bemyndigelse til at bringe evangeliet ud til alle nationer, slægter, tungemål og folk. Vi har fået befaling om at undervise og døbe i vor Herre Jesu Kristi navn. Den opstandne Frelser sagde: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15) …

Vore forfædre lagde en solid og vidunderlig grundvold. Nu har vi den store mulighed at opføre bygningen med Kristus som hovedhjørnesten.¹⁹

I er frugterne af al [pionerernes] planlægning og al deres møje … De var vidunderlige mennesker. Der findes ikke noget som deres store indsats i hele historien … Må Gud velsigne os, så vi husker dem til vores eget bedste. Når vejen synes svær, når vi er mismodige og tror, at alt er tabt, så kan vi vende os mod dem og se, hvor meget værre deres forhold var. Når vi spekulerer over fremtiden, kan vi se hen til dem og deres store eksempel på tro …

Med en så stor arv bør vi gå fremad. Vi bør aldrig slappe af. Vi bør holde hovedet højt. Vi bør gå med retskaffenhed. Vi bør gøre, hvad der er ret, og så lade følgerne komme (se »Gør hvad er ret«, Salmer og sange, nr. 153).²⁰

• Hvorfor var tro så vigtig for de pionerer, der ønskede at samles i Salt Lake-dalen? (Se afsnit 1). Hvordan omsatte de deres tro til handling? Hvordan kan vi omsætte vores tro til handling og hjælpe med at tilvejebringe den »stor[e] fremtid«, der ligger foran os?

• Præsident Hinckley forklarede, at de første pionerer så mod fremtiden med Zion som deres »store mål«, »store håb« og »drøm« (afsnit 2). Hvorfor tror I, at dette var så stærk en motivation for de første pionerer? Hvilke lignende håb motiverer os i vore dage?

• Hvad gør indtryk på jer ved præsident Hinckleys beretning om redningen af Willies og Martins håndkærrepionerer? (Se afsnit 3). Hvordan viser Brigham Youngs opfordring til at redde dem hans profetiske inspiration? Hvad kan vi lære af dem, der reagerede på hans kald? Hvad kan vi gøre for at redde og opløfte dem, der er trængende i vore dage?

• Hvordan hjælper det at se tilbage på fortiden jer til at »få påskønnelse for nutiden og perspektiv for fremtiden«? (Se afsnit 4). Hvordan er vi hver især pionerer?

• Hvorfor er det godt for os at ære de første pionerer? (Se afsnit 5). Hvordan er alle Kirkens medlemmer velsignede ved disse pionerers tro og ofre? Hvordan kan de første pionerers eksempler hjælpe os, når vi møder udfordringer?

Matt 25:40; Eter 12:6-9; L&P 64:33-34; 81:5; 97:8-9; 98:1-3

»Meningsfulde samtaler er grundlæggende for hovedparten af undervisningen i evangeliet … Gennem velordnede samtaler øges elevernes interesse og opmærksomhed. Alle tilstedeværende kan motiveres til at blive aktivt involverede i indlæringsprocessen … Stil spørgsmål, der ansporer til velovervejede kommentarer og hjælper den enkelte med virkelig at grunde over evangeliet« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 63).