Præstedømmeledelse i Jesu Kristi Kirke

Jeg har arbejdet sammen med Kirkens præsidenter lige fra præsident Heber J. Grant og fremefter … Jeg har kendt alle disse mænds rådgivere, og jeg har kendt De Tolvs Råd, som har siddet, mens disse mænd har været præsidenter. De har alle været menneskelige. De har haft menneskelige karaktertræk og måske visse menneskelige svagheder. Men frem for alt har Gud udøst åbenbaring og inspiration over hver eneste en af dem i deres liv. De, der har siddet som præsidenter, har været profeter på en helt virkelig måde. Jeg har på nærmeste hold været vidne til, at Ånden har åbenbaret sig for dem. De er hver især blevet præsidenter efter mange års erfaring som medlemmer af De Tolvs Råd og i andre stillinger. Herren har lutret og forædlet enhver af dem og ladet dem opleve skuffelser, fejltagelser, sygdom og sorg. Alt dette blev et led i den store forædlingsproces, der så smukt er afspejlet i deres levevis.

Mine kære venner i evangeliet, dette er Guds værk. Dette er hans kirke, og den tilhører hans elskede Søn, hvis navn den bærer. Gud vil aldrig tillade en svindler at stå som dens overhoved. Han udnævner selv sine profeter, og han vil inspirere og lede dem.⁴

Nogle har udtrykt bekymring om, at Kirkens præsident formodentlig altid vil være en ældre mand, hvilket jeg kun kan besvare med: »Hvilken velsignelse!« … Han behøver ikke at være ung. Han har og vil fortsat have yngre mænd til at rejse over hele jorden til at udføre arbejdet i dette værk. Han er den præsiderende højpræst, og han er i besiddelse af alle det hellige præstedømmes nøgler og Guds åbenbarings røst til sit folk …

Der er noget fantastisk betryggende ved at vide, at … vi vil have en præsident, som er blevet disciplineret, skolet og prøvet, hvis trofasthed mod værket, og hvis retskaffenhed i sagen er blevet hærdet i tjenestens smeltedigel, hvis tro er modnet, og hvis nærhed til Gud er blevet fremelsket over en periode på mange år.⁵

Jeg taler … i taknemlighed over, at vi har en profet til at lede os i disse sidste dage. Jeg beder om jeres loyalitet mod ham, som Herren har kaldet og salvet. Jeg beder jer være urokkelige i jeres støtte til ham og i efterlevelsen af hans ord. Jeg har … sagt, at hvis vi har en profet, har vi alt. Hvis vi ikke har en profet, har vi intet. Vi har en profet. Vi har haft profeter siden grundlæggelsen af denne kirke. Vi vil aldrig stå uden en profet, hvis vi lever værdigt til at have en.

Herren våger over sit værk. Dette er hans rige. Vi er ikke som får uden hyrde. Vi er ikke som en hær uden hærfører.⁶

En sådan myndighedsomlægning [til en ny præsident for Kirken], som jeg har været med til nogle gange, er smuk og enkel. Det er Herrens måde at gøre tingene på. Han har på sin måde udvalgt profeten til at være medlem af De Tolv Apostles Råd. Det er ikke en karriere, man vælger. Han bliver kaldet, som apostlene blev på Jesu tid, og som Jesus sagde til dem: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer« (Joh 15:16). Årene går. Den nye præsident er oplært og opdraget til at klare sine embedspligter. Han har rejst over hele verden for at opfylde sin apostolske kaldelse. Det er en lang vej at gå, inden han er forberedt og har lært de sidste dages hellige at kende, hvor de end er, og de ham. Herren har prøvet hans hjerte og hans beskaffenhed. Begivenhedernes naturlige rækkefølge gør, at der bliver en tom plads i dette råd, og der må udnævnes nye. I denne proces bliver en bestemt mand til seniorapostel. Alle præstedømmets nøgler ligger latent i ham og hans medbrødre, hvilket de alle får ved deres ordination. Men myndigheden til at anvende disse nøgler er begrænset til Kirkens præsident. Ved præsidentens død sættes denne myndighed i funktion hos seniorapostlen, som derpå udnævnes, indsættes og ordineres til profet og præsident af sine medbrødre i De Tolvs Råd.

Der finder intet valg sted. Der er ingen valgkamp. Der er kun denne rolige og enkle udførelse af en guddommelig plan, hvorved Kirken får sine inspirerede og prøvede ledere.

Jeg har været vidne, personligt vidne, til denne forunderlige fremgangsmåde. Jeg vidner om, at det [er] Herren som [udvælger profeten].⁷

Ved præsident [Howard W.] Hunters bortgang blev Det Første Præsidentskab opløst. Bror Monson og jeg, der havde tjent som hans rådgivere, indtog vores plads i De Tolvs Kvorum, som blev den præsiderende myndighed i Kirken …

Alle de nulevende ordinerede apostle [samledes] fastende og i bøn i det øvre værelse i templet. Her sang vi en hellig salme og bad sammen. Vi modtog Herrens nadver og fornyede i det hellige symbolske minde vore pagter og vores forhold til ham, der er vor guddommelige Forløser.

Præsidentskabet blev derpå reorganiseret i henhold til en veletableret praksis gennem mange generationer.

Der var ingen valgkampagne, ingen strid, ingen ambition om embedet. Det var stille, fredeligt, enkelt og helligt. Det skete efter det mønster, som Herren selv har fastlagt.⁸

Præsident Hinckley kom med følgende udtalelse i 1992, da han tjente som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: Overhovedet for Kirken er Herren Jesus Kristus. Det er hans kirke. Men den jordiske leder er vores profet. Profeter er mænd, som har fået en guddommelig kaldelse. På trods af kaldelsens guddommelighed er de almindelige mennesker. De er udsat for jordelivets problemer.

Vi elsker, ærer og ser op til profeten af i dag, præsident Ezra Taft Benson. Han har været en stor og begavet leder. En mand, hvis stemme har lydt højt over hele verden som vidnesbyrd om dette værk. Han bærer alle præstedømmets nøgler på jorden i dag. Men han har nået en alder, hvor han ikke kan gøre mange af de ting, som han engang kunne. Det forringer ikke hans kaldelse som profet, men det medfører nogle begrænsninger på hans fysiske aktiviteter.⁹

Præsident Hinckley kom med følgende udtalelse i 1994, da han tjente som førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: Medlemmerne af Kirken er naturligvis ivrige efter at vide, hvordan præsident Benson har det. Han er nu i sit 95. år … Han lider meget under sin alder og sygdom, og har været ude af stand til at opfylde visse vigtige pligter i sit hellige embede. Denne situation er ikke uden fortilfælde. Andre af Kirkens præsidenter har også været syge eller ude af stand til at virke fuldt ud i månederne eller årene forud for deres død. Det er også muligt, at dette vil ske i fremtiden.

De principper og procedurer, Herren har bestemt for ledelsen af sin kirke, tager højde for sådanne situationer. Det er vigtigt … at der ikke er nogen tvivl eller bekymring om ledelsen af Kirken og udøvelsen af de profetiske gaver, inklusive retten til at modtage inspiration og åbenbaring med hensyn til administrationen af Kirkens anliggender og programmer, når en præsident er syg eller ude af stand til at virke fuldt ud.

Det Første Præsidentskabs og De Tolv Apostles Råd, som er kaldet og ordineret til at bære præstedømmets nøgler, har myndigheden til og ansvaret for at lede Kirken, administrere dens ordinancer, udlægge dens lære og etablere og opretholde dens virke. Enhver, der er ordineret til apostel og opretholdt som medlem af De Tolvs Råd, opretholdes som profet, seer og åbenbarer. Som sine forgængere var præsident Benson seniorapostel, da han blev kaldet som Kirkens præsident. Hans rådgivere er taget fra De Tolvs Råd. Derfor har alle medlemmerne af Det Første Præsidentskabs Kvorum og De Tolvs Råd modtaget nøglerne, rettighederne og myndigheden, der hører til dette hellige apostelembede.

Lad mig citere fra Lære og Pagter:

»Fra det melkisedekske præstedømme skal tre præsiderende højpræster, som er udvalgt af gruppen, udpeget og ordineret til dette embede og opretholdt ved kirkens tillid, tro og bøn, udgøre et kvorum, som er præsidentskabet for kirken« (L&P 107:22).

Når præsidenten er syg eller ude af stand til at virke fuldt ud i alle sit embedes pligter, udgør hans to rådgivere tilsammen Det Første Præsidentskabs Kvorum. De fortsætter med præsidentskabets daglige arbejde. Under exceptionelle omstændigheder, hvor kun en af disse kan fungere, kan han handle på vegne af præsidentskabet, som det står at læse i Lære og Pagters afsnit 102, vers 10-11 …

Rådgiverne i Det Første Præsidentskab fortsætter deres arbejde. Alle større spørgsmål om retningslinjer, procedurer, programmer eller læresætninger overvejes imidlertid altid alvorligt og under bøn af Det Første Præsidentskab og De Tolv sammen. Disse to kvorummer, Det Første Præsidentskabs Kvorum og De Tolvs Kvorum mødes, hvor hver person har fuld frihed til at udtrykke sin mening, og de overvejer ethvert stort spørgsmål.

Lad mig igen citere Herrens ord: »Og enhver beslutning, som træffes af et af disse kvorummer, skal træffes ved enstemmighed, det vil sige, at hvert medlem i det pågældende kvorum skal være enig i dets beslutninger, for at give deres beslutninger samme kraft eller gyldighed i forhold til hinanden« (L&P 107:27) …

Lad det være klart for alle, at Jesus Kristus leder denne kirke, som bærer hans hellige navn. Han våger over den. Han leder den. Stående ved Faderens højre hånd leder han dette værk. Det er hans ret og magt at kalde mænd, som han vil, til høje og hellige embeder og til at afløse dem ifølge sin vilje ved at kalde dem hjem til sig. Han er Mesteren over liv og død. Jeg bekymrer mig ikke over den situation, vi står i. Jeg accepterer disse omstændigheder som et udtryk for hans vilje. Jeg accepterer ligeledes ansvaret for at handle i samråd med mine brødre og gøre alt, hvad vi kan for at fremme dette hellige værk i en indvielsens, kærlighedens, ydmyghedens, pligtens og loyalitetens ånd.¹⁰

Når [apostlene] er ordinerede i det hellige apostelembede og indsatte som medlemmer i De Tolvs Råd, forventes det, at de først og fremmest helliger sig arbejdet i deres embede. De vil … bruge deres liv på det ansvar, de har, for at stå som særlige vidner om Kristi navn overalt i verden …

Det er med disse mænd som med alle os andre, der er mennesker. De har deres stærke sider og deres svage sider. Men fra nu af og resten af deres liv skal deres hovedinteresse være fremgangen i arbejdet for Gud her på jorden, så længe de forbliver trofaste. De skal nu beskæftige sig med vor Faders børns velbefindende, både dem som er i Kirken, og dem som står udenfor. De skal gøre alt, hvad de kan for at trøste dem, der sørger, styrke de svage, opmuntre dem, der vakler, gøre sig til venner med de venneløse, give de fattige næring, velsigne de syge, bære deres vidnesbyrd – ikke kun på grund af tro, men på grund af en sikker kundskab om Guds Søn, deres ven og Mester, hvis tjenere de er …

Jeg vidner om deres broderskab, deres hengivenhed, deres tro, deres flid og deres fantastiske arbejde for Guds riges fremgang.¹¹

Billede

De Tolv Apostles Kvorum

Ingen beslutninger udgår fra Det Første Præsidentskabs og De Tolvs overvejelser, før der er fuld enighed blandt alle involverede. I begyndelsen af en sådan diskussion kan der være meningsforskelle. Det er at forvente. Disse mænd kommer fra forskellige baggrunde. Det er mænd, der er vant til at tænke selv. Men før der træffes en endelig afgørelse, er vi nået frem til en enighed i sind og røst.

Dette må man forvente, hvis Herrens åbenbarede ord bliver fulgt (se L&P 107:27) …

[Da jeg tjente] som medlem af De Tolvs Råd, og [i den tid] jeg har tjent i Det Første Præsidentskab, er der aldrig blevet truffet nogen større beslutning, hvor denne procedure ikke er blevet fulgt … I denne proces, hvor mænd giver udtryk for deres egne meninger, har jeg hørt ideer og begreber blive sorteret. Men jeg har aldrig oplevet alvorlige uoverensstemmelser eller personlige uvenskaber blandt mine brødre. Jeg har tværtimod set noget smukt og bemærkelsesværdigt – en tilnærmelse af forskellige synspunkter, under Helligåndens indflydelse og under åbenbaringens kraft, indtil der er total harmoni og fuld overensstemmelse …

Jeg kender ingen andre ledende organer af nogen slags, hvorom dette kan siges.¹²

Præsidenten for staven er en embedsmand, som er blevet kaldet ved åbenbaring til at stå mellem biskoppen i menigheden og Kirkens generalautoriteter. Han besidder et meget vigtigt ansvar. Han bliver undervist af generalautoriteterne, hvorefter han underviser biskopperne …

Stavspræsidenten tjener som en rådgiver for biskopperne. Hver eneste biskop ved, at når han har et alvorligt problem at klare, så er der med det samme nogen til rådighed, som han kan dele sin byrde med og modtage vejledning fra.

Han udgør endnu et sikkerhedsnet i fastlæggelsen af værdighed hos dem, der besøger Herrens hus … Stavspræsidenten bliver ligeledes den anden dommer i afgørelsen af værdighed hos dem, som drager ud for at repræsentere Kirken i missionsmarken. Han interviewer også missionærkandidaten, og kun når han er sikker på vedkommendes værdighed, godkender han anbefalingen. Han er også blevet givet myndighed til at indsætte dem, som er blevet kaldet på mission og afløse dem, når de har fuldført deres tjeneste.

Og hvad vigtigst er, så er han den øverste, ansvarlige disciplinærrådsembedsmand i staven … Han bærer det meget tunge ansvar at påse, at den lære, som der undervises i i staven, forbliver ren og uplettet. Det er hans pligt at sørge for, at der ikke undervises i falske lærdomme eller udøves falske skikke. Hvis en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme eller for den sags skyld et andet medlem er på afveje, skal han i visse situationer vejlede dem, og hvis vedkommende fastholder sin praksis, så kræves det, at stavspræsidenten griber ind. Han indkalder overtræderen til et disciplinærråd, hvor man kan fastsætte en prøvetid eller udelukke vedkommende af fællesskabet eller af Kirken.

Det er en meget byrdefuld og uvelkommen opgave, men stavspræsidenten må udføre den uden frygt eller partiskhed. Alt dette sker i harmoni med Åndens vejledning og er fremsat i afsnit 102 i Lære og Pagter.

Han må derefter gøre alt, hvad han kan, for at arbejde sammen med og, når tiden er inde, at bringe den, som er blevet disciplineret, tilbage.

Alt dette og meget mere udgør hans ansvar. Det følger heraf, at han selv må være et eksempel for sine medlemmer …

Og fordi vi nærer så stor tillid til [stavspræsidenter], opfordrer vi de lokale medlemmer til ikke at opsøge generalautoriteterne for at rådføre sig med dem og for at få velsignelser. Medlemmernes stavspræsidenter er blevet kaldet med den samme inspiration, som generalautoriterne er blevet kaldet med.¹³

[Kirken] kan vokse og øges i antal, som den sikkert vil. Dette evangelium skal bringes ud til hver eneste nation, slægt, tungemål og folk. Der må aldrig i den nærmeste fremtid ske en stilstand eller et ophør med at række ud, at gå fremad, at opbygge eller at udbrede Zion ud over hele verden. Men mens alt dette sker, skal der fortsat være et nært forhold mellem hvert eneste medlem og en vís og omsorgsfuld biskop eller grenspræsident. De er hjordens hyrder, hvis ansvar det er at tage vare på relativt små grupper af folket, således at ingen glemmes, overses eller forsømmes. Jesus var den sande hyrde, han tog sig af dem, der var i nød, en ad gangen, idet han velsignede dem individuelt.¹⁴

Kirkens biskopper [er] … på meget bogstavelig vis … Israels hyrder. Hver eneste [i Kirken] står til ansvar over for en biskop eller grenspræsident. Det er voldsomme byrder, som disse biskopper bærer, og jeg opfordrer hvert eneste medlem af Kirken til at gøre alt, hvad han eller hun kan for at lette den byrde, som vore biskopper og grenspræsidenter arbejder under.

Vi må bede for dem. De har brug for hjælp, når de bærer deres tunge byrder. Vi kan støtte dem mere og være mindre afhængige af dem. Vi kan hjælpe dem på alle mulige måder. Vi kan takke dem for alt det, de gør for os. Vi slider dem ned på ganske kort tid med de byrder, vi lægger på dem …

Hver eneste [biskop] er en mand, som er blevet kaldet ved profetiens og åbenbarelsens ånd og indsat og ordineret ved håndspålæggelse. De besidder alle nøglerne til at præsidere i deres menighed. Hver eneste er højpræst, den præsiderende højpræst i sin menighed. Hver eneste bærer et kolossalt ansvar i sin forvaltning. Hver eneste står som en far for sin flok.

Ingen modtager penge for sin tjeneste. Ingen biskop i en menighed får kompensation af Kirken for sit arbejde som biskop.

Kravene til deres stilling er i dag de samme, som de var på Paulus’ tid, da han skrev til Timotheus (se 1 Tim 3:2-6) …

I sit brev til Titus tilføjer Paulus, at »som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på …

han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod« (Tit 1:7, 9).

Disse ord beskriver rammende en biskop i dag i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.¹⁵

Jeg tilskynder Kirkens folk, hvor I end er, til, når I udsættes for prøver, først at forsøge selv at løse problemerne. Gennemtænk dem, undersøg de alternativer, I har, bed Gud om hjælp og søg Herrens vejledning. Hvis I ikke selv kan løse problemerne, så tal med jeres biskop eller grenspræsident. Han er en Guds mand, kaldet gennem det hellige præstedømmes myndighed til at være hyrde for hjorden.¹⁶

• Hvorfor har vi brug for levende profeter? Hvad gør indtryk på jer ved Herrens »forædlingsproces« som forberedelse til at kalde en præsident for Kirken? (Se afsnit 1).

• Hvilke indtryk får I, når I læser præsident Hinckleys beskrivelse af, hvordan en ny præsident for Kirken bliver valgt? (Se afsnit 2). Hvorfor er det vigtigt at vide, at præsidenten bliver valgt ved »en guddommelig plan, hvorved Kirken får sine inspirerede og prøvede ledere«?

• Hvilke principper og procedurer har Herren oprettet for at lede Kirken, hvis præsidenten ikke kan fungere fuldt ud i alle sine pligter? (Se afsnit 3).

• Hvordan viser apostlene i de sidste dage omsorg for alle Guds børn, »både dem som er i Kirken, og dem som står udenfor«? (Se afsnit 4). Hvordan har nylige generalkonferencer omtalt dette emne? Hvordan har I nydt godt af de levende profeter og apostles lærdomme?

• Studér præsident Hinckleys lærdomme om, hvordan Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum når frem til beslutninger (se afsnit 5). Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå de når frem til beslutninger? Hvordan kan vi anvende disse principper i vores familie og i Kirken?

• Når I gennemgår afsnit 6 og 7, hvad lærer I da om en stavspræsidents og en biskops kaldelse? Hvordan kan vi bedre støtte vore kirkeledere?

Ef 2:19-20; 4:11-14; L&P 1:38; 21:1-6; Abr 3:22-23; TA 1:5-6

»Bær vidnesbyrd, når Ånden tilskynder dig dertil, ikke kun ved lektionens afslutning. Giv dem, som du underviser, mulighed for at bære vidnesbyrd« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 45).