Generalkonference
Ved I, hvorfor jeg som kristen tror på Kristus?
Aprilkonferencen 2023


Ved I, hvorfor jeg som kristen tror på Kristus?

Jesus Kristus måtte lide, dø og opstå igen for at forløse hele menneskeheden fra den fysiske død og for at give evigt liv hos Gud.

En aften efter arbejde for mange år siden steg jeg ombord på min sædvanlige bus på vej hjem til New Jersey fra New York City. Kvinden, jeg sad ved siden af, lagde mærke til, hvad jeg skrev på min computer og spurgte: »Tror du på … Kristus?« Jeg sagde: »Ja, det gør jeg!« Mens vi talte sammen, fandt jeg ud af, at hun lige var flyttet til området fra sit smukke asiatiske hjemland for at arbejde i New Yorks meget konkurrenceprægede IT-sektor.

Det faldt mig helt naturligt at spørge hende: »Ved du, hvorfor jeg som kristen tror på Jesus Kristus?« Hun svarede også helt normalt og opfordrede mig til at fortælle hende det. Men da jeg skulle til at tale, havde jeg et af de øjeblikke, hvor mange tanker skyller ind over ens sind. Det var første gang, jeg skulle forklare kristendommens »hvorfor« for en, der var meget ukendt med den og yderst intelligent. Jeg kunne ikke bare sige: »Jeg følger Jesus Kristus, fordi han villigt led og døde for mine synder.« Hun ville måske tænke: »Var Jesus nødt til at dø? Kan Gud ikke bare tilgive og rense os for vores synder, hvis vi beder ham om det?«

Hvordan ville I have svaret på bare nogle få minutter? Hvordan ville I forklare det for en ven? Børn og unge; spørg jeres forældre eller en leder senere: »Hvorfor skulle Jesus dø?« Og brødre og søstre, jeg må bekende noget: Trods alt, hvad jeg troede, jeg vidste om Kirkens lære, historie, retningslinjer og så videre, kom svaret på dette centrale spørgsmål om vores tro ikke så let. Den dag besluttede jeg mig for at fokusere mere på det, der betyder mest for evigt liv.

Jeg fortalte min nye ven,1 at vi har en ånd udover vores legeme, og at Gud er Fader til vores ånd.2 Jeg fortalte hende, at vi boede hos vor himmelske Fader, inden vi blev født ind i denne jordiske verden.3 På grund af hans kærlighed til hende og alle sine børn, skabte han en plan for, hvordan vi også kunne få et legeme, der er udformet efter hans herliggjorte legeme,4 blive en del af en familie5 og vende tilbage til hans kærlige nærhed for at nyde evigt liv sammen med vores familie,6 ligesom han gør med sin.7 Men, sagde jeg, vi ville møde to store forhindringer i denne nødvendigvis faldne verden:8 (1) Fysisk død – adskillelsen af vores legeme og vores ånd. Hun vidste selvfølgelig, at vi alle vil dø. Og (2) åndelig død – vores adskillelse fra Gud, fordi vores synder, fejltagelser og fejltrin som dødelige lægger afstand mellem os og hans hellige nærhed.9 Det kunne hun også relatere til.

Jeg fortalte hende, at den var en virkning af retfærdighedens lov. Denne evige lov kræver, at der betales en evig straf for hver eneste af vores synder eller overtrædelser af Guds love eller sandhed, ellers kan vi aldrig vende tilbage og bo i hans hellige nærhed.10 Det ville være uretfærdigt, og Gud »kan ikke afstå retfærdigheden«.11 Hun forstod dette, og begreb også let, at Gud også er barmhjertig, kærlig og ivrig efter at tilvejebringe evigt liv for os.12 Jeg fortalte min ven, at vi også ville få en snedig og stærk modstander – kilden til ondt og løgne – der var imod os.13 Derfor måtte en person med uendelig guddommelig kraft til at overvinde al sådan modstand og alle hindringer frelse os.14

Jeg fortalte hende så de gode nyheder – den store »glæde … for hele folket«15 – at »således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, så enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv«.16 Jeg vidnede for min ven, og jeg vidner for jer om, at Jesus Kristus er den Frelser, at han måtte lide, dø og opstå igen – hans uendelige forsoning – for at forløse hele menneskeheden fra den fysiske død17 og for at give evigt liv med Gud og vores familie18 til alle, der vil følge ham. Mormons Bog erklærer: »Således [har] Gud … vundet sejr over døden, og giver Sønnen magt til at gå i forbøn for menneskenes børn … fyldt af [barmhjertighed og] medfølelse … idet han har brudt dødens bånd, påtaget sig deres syndighed og deres overtrædelser, forløst dem og tilfredsstillet retfærdighedens krav.«19

De trin, som Gud åbenbarede, vi må tage for at følge Jesus og modtage evigt liv, kaldes Kristi lære. De omfatter tro på Jesus Kristus og hans forsoning, omvendelse, dåb i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, modtagelse af Helligåndsgaven samt at holde ud til enden.20 Jeg fortalte min ven om disse trin, men her er nogle måder, hvorpå profeter og apostle for nylig har undervist om, hvordan Kristi lære kan velsigne alle Guds børn.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Kristi rene lære er kraftfuld. Den forandrer livet for alle, der forstår den og forsøger at anvende den i deres liv.«21

Ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt: Vejledningen »Til styrke for de unge er frimodig i forkyndelsen af Jesu Kristi lære [og] opfordrer jer [unge] til frimodigt at træffe valg ud fra [den].«22

Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Vi opfordrer missionærerne til at gøre det, de beder dem, de underviser, om at gøre: Anvende Kristi lære i deres liv og komme ind på og blive på pagtsstien.«23

Kristi lære styrker dem, der kæmper eller føler, at de ikke hører til i Kirken, for den bekræfter for dem, som ældste D. Todd Christofferson har sagt, at »Jesus Kristus døde for mig, [og] han elsker mig«.24

Forældre, hvis jeres barn kæmper med et evangelisk princip eller en profetisk lærdom, bedes I modstå enhver form for ond tale25 eller aktivisme mod Kirken eller dens ledere. Disse mindreværdige og verdslige tilgange er under jeres værdighed og kan på langt sigt være dødsstødet for jeres barns trofasthed.26 Det giver sig selv, at I gerne vil beskytte eller forsvare jeres dyrebare barn eller vise tegn på solidaritet med ham eller hende. Men min hustru, Jayne, og jeg ved af personlig erfaring, at det at undervise sit elskede barn om, hvorfor vi alle desperat har behov for Jesus Kristus, og hvordan vi anvender hans glædelige lære, er det, der vil styrke og helbrede dem. Lad os vende dem til Jesus, som er deres sande talsmand hos Faderen. Apostlen Johannes sagde: »Enhver … der bliver i [Kristi] lære, har både Faderen og Sønnen.« Han råder os så til at tage os i agt, »hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære«.27

Jayne og jeg besøgte for nylig ørkenen, hvor Moses holdt en kobberslange op foran Israels omvandrende børn. Herren havde lovet at helbrede alle, der var blevet bidt af giftige slanger, hvis de blot ville se på den.28 Ved at holde Kristi lære frem foran os gør Herrens profet det samme, »så han [kan] helbrede folkeslagene«.29 Uanset hvilke bid, hvilken gift eller hvilke udfordringer vi får i denne jordiske ørken, så lad os ikke være som dem, der fordum og i dag kunne være blevet helbredt, men desværre »ikke ville se, [fordi] de ikke troede, at det kunne helbrede dem«.30 Mormons Bog slår fast: »Se … dette er vejen; og der er ikke givet nogen anden vej eller noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige. Og se nu, dette er Kristi lære.«31

Den aften i New Jersey, hvor jeg fortalte min nye ven om, hvorfor vi har brug for Jesus Kristus og hans lære, gav mig en ny søster og gav hende en ny bror. Vi følte Helligåndens fredfyldte og bekræftende vidnesbyrd. Jeg opfordrede hende naturligvis til at dele sine kontaktoplysninger og fortsætte samtalen med vores missionærer. Det gjorde hun med glæde.

»Af hvor stor vigtighed er det derfor ikke at gøre dette kendt for jordens indbyggere,« erklærer Mormons Bog – at elske, dele og indbyde,32 når vi indsamler Israel i alle vores lokalsamfund og familier – »så de kan vide, at der intet kød er, som kan bo i Guds nærhed, uden at det er ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde [og lære]«.33 I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Jeg har valgt ikke at nævne min vens navn eller at bruge et fiktivt navn.

  2. Se Rom 8:15-17; Hebr 12:9; L&P 88:15.

  3. Se Jer 1:4-5; L&P 138:55-56; Abr 3:22-23, 26; Guide til Skrifterne, »Forudtilværelse«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org; »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, 2004, s. 47.

  4. Se »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, s. 47.

  5. Faderens fuldkomne plan, der blandt andet kaldes den store plan for lykke, frelsesplanen og forløsningsplanen, er organiseret således, at alle, der kommer ned på jorden, nødvendigvis gør det i en familie, og alle er en del af en familie. Selvfølgelig er alle familieforhold ikke ideelle eller i overensstemmelse med vor Faders kærlige vision for alle sine børn, og nogle er tragiske. Men når vi efterlever Kristi lære, hjælper Jesus Kristus os til at modtage alle de velsignelser, som Faderen har til sine børn gennem sin barmhjertige og omfattende plan. Se også slutnote 6.

  6. Et af de største løfter, Gud har givet sine børn, er også den største af alle hans gaver til os: Ophøjelse eller evigt liv, som er at leve for evigt »i Guds nærhed og at fortsætte som familie« (Gospel Topics, »Eternal Life«, topics.ChurchofJesusChrist.org, se også L&P 14:7). »Familie« omfatter ægtemand, hustru og børn, såvel som vores levende og afdøde slægtninge, der accepterer og efterlever Kristi lære. Allerede afdøde familiemedlemmer i åndeverdenen, som ikke var i stand til at tage imod Kristi lære i dette liv, kan gøre det i åndeverdenen, da ordinancer som dåb, modtagelse af Helligåndsgaven og andre, der hjælper os til at »holde ud til enden«, kærligt udføres stedfortrædende af levende slægtninge i templer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Desuden gælder løftet om evigt liv ikke kun dem, der bliver gift i dette liv. Præsident M. Russell Ballard har sagt: »Skrifterne og sidste dages profeter [bekræfter], at alle, der trofast holder evangeliets pagter, vil få mulighed for ophøjelse« (»Håb i Kristus«, Liahona, maj 2021, s. 55, fremhævelse tilføjet). Præsident Ballard citerede præsident Russell M. Nelson og præsident Dallin H. Oaks og fortsatte: »Den præcise tid og på hvilken måde ophøjelsens velsignelser skænkes [er] ikke alle blevet åbenbaret, men de er ikke desto mindre garanteret« (»Håb i Kristus«, s. 55; fremhævelse tilføjet). Præsident Nelson har sagt, »at Herren på sin egen måde og til sin egen tid ikke vil holde nogen velsignelse tilbage fra sine trofaste hellige. Herren vil dømme og belønne hver enkelt person ud fra deres hjertes ønske såvel som deres gerninger« (»Celestialt ægteskab«, Liahona, nov. 2008, s. 94). Og præsident Oaks har forklaret: »Mange af de største afsavn i livet på jorden vil blive rettet op i tusindårsriget, som er tiden til at udføre alt, hvad der er ufuldstændigt i lykkens store plan for alle vor Faders værdige børn« (»Saliggørelsens store plan«, Liahona, jan. 1994, s. 72). Se også slutnote 5.

  7. Se Guide til Skrifterne, »Forløsningsplanen«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org; se også Gospel Topics, »Plan of Salvation«, topics.ChurchofJesusChrist.org; »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, s. 47-49, 52.

  8. Se »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, s. 48.

  9. Se »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, s. 46-49.

  10. Se »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, s. 46-49.

  11. Mosi 15:27. Henvisninger til evig retfærdighed eller Guds retfærdighed findes i rigt mål i skrifterne, men se især Alma 41:2-8 og Alma 42.

  12. Se Alma 42:14-24; Moses 1:39.

  13. Se »Lektion 2: Frelsesplanen«, Forkynd mit evangelium, s. 46-49.

  14. Se Alma 34:9-13; se også Mosi 13:28, 34-35; 15:1-9; Alma 42:15.

  15. Luk 2:10.

  16. Joh 3:16.

  17. Se Hel 14:15-17; Morm 9:12-14.

  18. Se slutnote 5 og 6.

  19. Mosi 15:8-9.

  20. »Hvad er mit mål som missionær?«, Forkynd mit evangelium, s. 1; se også »Lektion 3: Jesu Kristi evangelium«, Forkynd mit evangelium, s. 62.

  21. Russell M. Nelson, »Ren sandhed, ren lære og ren åbenbaring«, Liahona, nov. 2021, s. 6; fremhævelse tilføjet.

  22. Dieter F. Uchtdorf, »Jesus Kristus er de unges styrke«, Liahona, nov. 2022, s. 11; se også Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, 2022, s. 4.

  23. Dale G. Renlund, »Lifelong Conversion of Missionaries« (tale holdt ved seminar for missionsledere, 25. juni 2021), s. 1, Church History Library, Salt Lake City.

  24. D. Todd Christofferson, »Løftet om at høre til«, Liahona, nov. 2022, s. 56; se også D. Todd Christofferson, »De helliges glæde«, Liahona, nov. 2019, s.15-18.

  25. Se Jak 4:11; L&P 20:54; Guide til skrifterne, »Ond tale«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org.

  26. Se Ahmad S. Corbitt, »Activism vs. Discipleship: Protecting the Valiant« (tale holdt ved chaplains’ seminar, okt. 2022), cdn.vox-cdn.com/uploads/chorus_asset/file/24159863/Brother_Corbitt_Chaplain_seminar.pdf; video: media2.ldscdn.org/assets/general-authority-features/2022-chaplain-training-seminar/2022-10-1000-activism-vs-discipleship-1080p-eng.mp4.

  27. 2 Joh 1:9-10.

  28. Se 4 Mos 21:5-9.

  29. 2 Ne 25:20.

  30. Alma 33:20.

  31. 2 Ne 31:21.

  32. Se »2021 Broadcast: Principles of Love, Share, and Invite«, broadcasts.ChurchofJesusChrist.org; se også Gary E. Stevenson, »Elsk, del, indbyd«, Liahona, maj 2022, s. 84-87.

  33. 2 Ne 2:8.