Hendes mors sang

Susan vågnede med et sæt. Hvad var det for en lyd? Hun lyttede opmærksomt. Vinden hylede i eukalyptustræerne og slog frøkapsler ned på taget over hendes soveværelse. Det lød som voldsom regn, og det var det, der havde vækket hende.

Susan sukkede. Hendes familie var lige flyttet ind i huset her, og hun var ikke vant til alle de nye lyde. Det gjorde det heller ikke bedre, at Susan nu sov alene. I det gamle hus havde hun delt værelse med sin storesøster.

Hun trak dynen op under hagen, da en ny byge af frøkapsler ramte taget. Hun var bange og ensom; og hun opdagede, at hun savnede sin far. Susans far var officer i hæren. Han var ude på manøvre. Selv om han ikke var i fare, blev Susan pludselig bange. Sæt hendes far en dag blev sendt i krig og døde? Hun ville ikke vokse op uden sin far. Hun havde brug for ham.

Tårerne stak i øjnene, og Susan vidste, at hun havde brug for hjælp til at dæmpe sin angst. Hendes søster var ikke lige i nærheden, men hun vidste, at Jesus og vor himmelske Fader altid var der.

Susan tog mod til sig, slog dynen til side og knælede ved siden af sin seng. Hun bad sin himmelske Fader om at fjerne frygten.

Og så hørte Susan noget. Det var blidere end den høje raslen på taget. Det var hendes mors stemme, og hun sang. Mens hendes mor gik rundt i huset og ryddede lidt op, inden hun skulle i seng, sang hun.

Susans mor havde en smuk sangstemme, og hun sang ofte, men det her var den smukkeste sang, Susan nogensinde havde hørt hende synge. Skønt Susan ikke genkendte melodien, så handlede teksten om Jesus. Sangen fyldte hende med fred.

Susan takkede sin himmelske Fader, inden hun krøb i seng igen og lyttede til sin mors sang. Hun fik atter tårer i øjnene, men denne gang var det taknemlighedens og lettelsens tårer. Hun fornemmede, at alt var i orden. Hun vidste, at hun havde en kærlig familie. Hun vidste, at hendes himmelske Fader holdt af hende. Hun troede på, at uanset hvad der skete, så ville der altid være grund til håb. Susan vidste, at når som helst frygten truede med at overmande hende, ville hun altid kunne finde fred ved at tænke på den aften, hvor hendes mors sang var stærkere end frygten.