En skat af evig værdi

Vi har alle en arv – hvad enten den er fra pionerforfædre, senere omvendte eller andre, der har hjulpet med at forme vores liv. Arven tilvejebringer en grundvold, der er bygget på ofre og tro. Det er vores privilegium og ansvar at bygge på en sådan fast og stabil grundvold.

En historie af Karen Nolen, som blev trykt i New Era i 1974, beretter om Benjamin Landart, der i 1888 var 15 år gammel og en dygtig violinist. Det var nogle gange en udfordring for Benjamin at bo på en gård i det nordlige Utah sammen med sin mor og syv brødre og søstre, da han havde mindre tid til at spille på sin violin, end han ønskede. Af og til låste Benjamins mor violinen inde, indtil han havde udført sine pligter på gården, så fristet var han til at spille på den.

Sidst i 1892 blev Benjamin bedt om at rejse til Salt Lake City for at aflægge prøve i det territoriale orkester. For ham var det en drøm, der gik i opfyldelse. Efter at have øvet sig og bedt i flere uger tog han i marts 1893 til Salt Lake til den længe ventede prøve. Da dirigenten, en hr. Dean, hørte Benjamin spille, fortalte han Benjamin, at han var den dygtigste violinist, han havde hørt vest for Denver. Benjamin fik at vide, at han skulle tage til Denver til prøver i efteråret, og han fandt ud af, at han ville tjene nok til både at kunne forsørge sig selv og sende penge hjem.

Men en uge efter, at Benjamin havde modtaget de gode nyheder, kaldte hans biskop ham ind på sit kontor og spurgte, om han ikke kunne udskyde det at spille med orkestret i nogle år. Biskoppen fortalte Benjamin, at før han begyndte at tjene penge, så var der noget, han skyldte Herren. Biskoppen kaldte derpå Benjamin til at tage på mission.

Benjamin følte, at det at skulle opgive sin chance for at spille i det territoriale orkester næsten var mere, end han kunne bære, men han vidste, hvad hans beslutning måtte være. Han lovede biskoppen, at hvis der var nogen måde, hvorpå de penge, han skulle bruge til sin mission, kunne skaffes, så ville han tage imod kaldelsen.

Da Benjamin fortalte sin mor om kaldelsen, blev hun overlykkelig. Hun fortalte ham, at hans far altid havde ønsket at tage på mission, men at han var blevet dræbt, før han havde haft muligheden for det. Men da de diskuterede finansieringen af missionen, blev hendes ansigt sørgmodigt. Benjamin fortalte hende, at han ikke ville tillade, at hun solgte mere af deres jord. Hun kiggede alvorligt på hans ansigt et øjeblik og sagde så: »Ben, der er en måde, hvorpå vi kan få penge. Familien har kun én ting, der er værdifuld nok til at kunne sende dig på mission. Du bliver nødt til at sælge din violin.«

Seks dage senere, den 23. marts 1893, skrev Benjamin i sin dagbog: »Jeg vågnede i morges og tog min violin ud af kassen. Hele dagen spillede jeg den musik, som jeg elsker. Om aftenen, da lyset svandt, og jeg ikke kunne spille mere, lagde jeg instrumentet i kassen. Det er nok. I morgen tager jeg af sted på mission.«

Femogfyrre år senere, den 23. juni 1938, skrev Benjamin i sin dagbog: »Den største beslutning, jeg nogensinde har truffet i mit liv, var at opgive noget, som jeg elskede højt, for den Gud, som jeg elskede endnu højere. Han har aldrig glemt mig for det.«²

Lær af fortiden.

Vi lever i en verden, der hele tiden forandrer sig. Teknologien har ændret næsten ethvert aspekt af vores liv. Vi står over for disse fremskridt – disse voldsomme omvæltninger – i en verden, som vore forfædre ikke drømte om.

Husk på Herrens løfte: »… men er I beredt, behøver I ikke at frygte.«³ Frygt er fremskridtets dødsfjende.

Det er nødvendigt at forberede og planlægge, så vi ikke sløser livet bort. Uden et mål kan der ikke være nogen virkelig succes. En af de bedste definitioner på succes, jeg nogen sinde har hørt, lyder sådan her: Succes er den gradvise virkeliggørelse af et værdigt ideal. En eller anden har sagt, at problemet med ikke at have et mål er, at man kan tilbringe hele livet med at løbe frem og tilbage på banen uden nogen sinde at komme over målstregen.

For mange år siden var der en romantisk og fantasifuld vise, der indeholdt ordene: »Dit ønske alene får alt til at ske. Bliv ved med at ønske, så ordner alt sig.«⁴ Jeg vil gerne her og nu sige, at ønsketænkning ikke kan gøre det ud for en grundig forberedelse til at møde livets prøvelser. Det kræver hårdt arbejde at forberede sig, men det er aldeles afgørende for vores udvikling.

Vores rejse ind i fremtiden bliver ikke ad en jævn landevej, der strækker sig herfra og til evigheden. I stedet er der skilleveje og sving på vejen, for ikke at nævne de uventede bump. Vi skal bede dagligt til en kærlig himmelsk Fader, der ønsker, at det går hver af os godt i livet.

Forbered jer på fremtiden.

Nogle gange lader vi vore tanker om i morgen fylde for meget i dag. Dagdrømme om fortiden og længsel mod fremtiden kan give tryghed, men det kan ikke erstatte at leve i nuet. Det er mulighedernes dag, og vi skal gribe den.

Professor Harold Hill advarer i Meredith Wilsons The Music Man: »Hvis I dynger nok i morgener sammen, så opdager I, at I har samlet en masse tomme forgangne dage.«

Der er ikke nogen i morgen at huske, hvis vi ikke gør noget i dag og for at leve fuldt ud i dag, skal vi gøre det, der er allervigtigst. Lad os ikke udsætte det, der betyder mest.

Jeg kan huske, at jeg engang læste en historie om en mand, der, efter at hans hustru var gået bort, åbnede hendes kommodeskuffe og fandt noget tøj, som hun havde købt, da hun havde besøgt det østlige USA ni år tidligere. Hun havde ikke haft det på, men havde gemt det til en særlig lejlighed. Nu ville den lejlighed selvfølgelig aldrig komme.

Da enkemanden fortalte historien til en veninde, sagde han: »Gem aldrig noget til en særlig lejlighed. Hver eneste dag i dit liv er en særlig lejlighed.«

Veninden sagde senere, at de ord ændrede hendes liv. De hjalp hende til at holde op med at udskyde det, der var vigtigst for hende. Hun sagde: »Nu tilbringer jeg mere tid med min familie. Jeg bruger krystalglassene hver dag. Hvis jeg har lyst til det, så tager jeg nyt tøj på for at gå i supermarkedet. Ordene ›engang‹ og ›en dag‹ svinder bort fra mit ordforråd. Nu tager jeg tid til at ringe til mine slægtninge og nære venner. Jeg har ringet til gamle venner for at slutte fred over gamle skænderier. Jeg fortæller min familie, hvor meget jeg elsker dem. Jeg prøver på ikke at forsinke eller udskyde noget, der ville kunne bringe latter og glæde i vores liv. Og hver morgen siger jeg til mig selv, at dette kan blive en særlig dag. Hver dag, hver time, hvert minut er noget særligt.«

Et vidunderligt eksempel på denne filosofi blev fortalt af Arthur Gordon for mange år siden i et stort dagblad. Han skrev:

»Da jeg var omkring 13 og min bror 10, havde vores far lovet at tage os med i cirkus. Men ved frokosttid ringede telefonen: Der var noget vigtigt forretningsmæssigt, der krævede hans tilstedeværelse inde i byen. Vi forberedte os på skuffelsen. Så hørte vi ham sige i telefonen: ›Nej, jeg kommer ikke. Det bliver nødt til at vente.‹

Da han kom tilbage til bordet, smilede mor. ›Du ved godt, at cirkus kommer til byen igen.‹

›Det ved jeg godt,‹ sagde vores far, ›men det gør barndommen ikke.‹«⁵

Ældste Monte J. Brough, tidligere medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum, fortalte om en sommer i sit barndomshjem i Randolph i Utah, hvor han og hans lillebror Max besluttede sig for at bygge en træhytte i et stort træ i baghaven. De lagde planer for deres livs mest vidunderlige værk. De samlede byggemateriale fra hele nabolaget og bar det op til et sted på træet, hvor to grene dannede det perfekte sted til hytten. Det var svært, og de var spændte på at færdiggøre deres værk. Tanken om den færdige træhytte var en vældig stor motivation for dem.

De arbejdede hele sommeren, og hen på efteråret, lige før det nye skoleår begyndte, var deres hytte endelig færdig. Ældste Brough sagde, at han aldrig ville glemme deres følelse af glæde og tilfredshed, da de endelig var i stand til at nyde frugterne af deres arbejde. De sad i træhuset, så sig omkring et par minutter, klatrede ned fra træet – og vendte aldrig tilbage. Det færdige projekt, hvor vidunderligt det end var, kunne end ikke fastholde deres interesse én dag. Med andre ord, processen med at planlægge, samle sammen, bygge og arbejde – ikke det færdige projekt – gav den vedvarende tilfredsstillelse og fornøjelse, som de havde oplevet.

Lad os nyde livet, mens vi lever det, og finde glæde i rejsen ligesom ældste Brough og hans bror Max.

Det gamle ordsprog: »Udsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag« er dobbelt så vigtigt, når det gælder at udtrykke vores kærlighed og hengivenhed – i ord og handlinger – over for vores familie og vore venner. Forfatteren Harriet Beecher Stowe sagde: »De bitterligste tårer, der bliver udgydt ved graven, udgydes over ord, der ikke aldrig blev sagt, og gerninger, der aldrig blev gjort.«⁶

En digter har udtrykt sorgen over evigt tabte muligheder. Jeg vil citere et stykke:

Med det vers i tankerne besluttede jeg for nogle år siden, at jeg ikke længere ville udskyde et besøg hos en kær ven, som jeg ikke havde set i mange år. Jeg havde haft til hensigt at besøge ham i Californien, men jeg havde bare ikke fået det gjort.

Bob Biggers og jeg mødtes, da vi begge hen mod slutningen af anden verdenskrig arbejdede i personaleadministrationen i den amerikanske flådes træningscenter i San Diego i Californien. Vi blev gode venner med det samme. Han besøgte mig en gang i Salt Lake, før han blev gift, og vi forblev venner, idet vi skrev sammen, siden jeg fratrådte i 1946. Min hustru Frances og jeg har hvert år udvekslet julekort med Bob og hans hustru, Grace.

Endelig i begyndelsen af januar 2002 fik jeg til opgave at deltage i en stavskonference i Whittier i Californien, hvor familien Biggers bor. Jeg ringede til min ven Bob, der nu er 80 år gammel, og aftalte, at Frances og jeg kunne mødes med ham og Grace, så vi sammen kunne mindes gamle dage.

Vi havde en dejlig dag. Jeg medbragte nogle fotografier, som var taget, mens vi var i flåden sammen mere end 55 år tidligere. Vi udpegede de mænd, vi kendte, og fortalte hinanden, så godt vi kunne, hvor de var henne nu. Selvom Bob ikke er medlem af vores kirke, kunne han huske, at han havde været med mig til et nadvermøde for alle de mange år siden, da vi var udstationeret i San Diego.

Da Frances og jeg sagde farvel til Bob og Grace, følte jeg en overvældende fred og glæde, fordi jeg endelig havde taget mig sammen til at mødes med en ven, jeg havde værdsat på afstand i så mange år.

En dag vil enhver af os løbe tør for i morgener. Lad os ikke udskyde det, der er allervigtigst.

Lev i nuet.

Jeres skattekort er nu på plads: Lær af fortiden. Forbered jer til fremtiden. Lev i nuet.

Jeg slutter, hvor jeg begyndte. Fra vor Herre og Frelser:

»Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.

Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.

For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.«⁸