Kom til ham

Mine kære brødre og søstre over hele verden, mine knæ vakler, og jeg kan knap kontrollere mine følelser. Jeg udtrykker min kærlighed til jer og takker jer inderligt for jeres opretholdelse. På så mange områder føler jeg mig utilstrækkelig og ydmyg.

Jeg finder trøst i, at i forbindelse med en kvalifikation for det hellige apostelembede, hvor der ikke kan være noget spillerum, har Herren velsignet mig rigt. Jeg ved med fuldkommen og sikker klarhed gennem Helligåndens kraft, at Jesus er Kristus, Guds elskede Søn.

Der findes ingen mand med mere kærlighed end præsident Thomas S. Monson. Hans varme er som solskin ved middagstid. Og alligevel, da han gav mig denne hellige kaldelse, kan I forestille jer den overvældende følelse af alvor, jeg følte, da Guds profets øjne spejdede dybt ind i min sjæls kamre. Lykkeligvis kan I også forestille jer den kærlighed, jeg følte fra Herren og hans profet, da præsident Monson omsluttede mig med sine lange og kærlige arme. Jeg elsker dig, præsident Monson.

Til alle, som kender mig, hvis jeg nogensinde sammen med jer har opført mig mindre godt, end jeg burde, så beder jeg om jeres tilgivelse og tålmodighed. Jeg har virkelig brug for jeres tro og bønner på mine vegne.

Jeg ved, at jeg ikke er det, som jeg må blive. Jeg beder til, at jeg må være villig og formelig af Herrens undervisning og rettelser. Jeg finder trøst i præsident Monsons ord i går aftes til præstedømmets møde om, at Herren former ryggen, så den passer til de byrder, der placeres på den.

Kort tid efter min kaldelse som generalautoritet for 16 år siden, hvor jeg ledsagede præsident Boyd K. Packer, sagde han noget til en stavskonference, som jeg ikke har glemt. Da han talte til forsamlingen, sagde han: »Jeg ved, hvem jeg er. Så tilføjede han efter en pause: Jeg er ingenting.« Han vendte sig mod mig, der sad på forhøjningen bag ham og sagde: »Og du, bror Andersen, er heller ingenting.« Så tilføjede han disse ord: »Hvis du nogensinde glemmer det, vil Herren straks minde dig om det, og det vil ikke være behageligt.«

Jeg udtrykker dyb taknemlighed for jer, de trofaste medlemmer af Kirken. Som ung missionær i Frankrig blomstrede mit vidnesbyrd, da jeg så medlemmer, der hengivent gav sig fuldt ud for Jesu Kristi evangelium.

I de sidste 20 år har vi boet 10 år uden for USA i vores kirkekaldelser. I lande og på sprog, der er forskelligt fra mit eget, har jeg set Guds kraft virke i jeres liv. I er vidunderlige – den store familie af troende på Jesu Kristi genoprettede evangelium.

Herren har velsignet mig på måder, som jeg aldrig kan betale tilbage. Han tillod, at jeg blev gift med en af hans engle her på jorden. Min hustru Kathy er mit lys og eksempel, en dyrebar Guds datter, fyldt med renhed og uskyld. Jeg ville intet være uden hende. Det meste af mit liv har jeg forsøgt at blive det, som hun troede, at jeg allerede var.

For 20 år siden, da vore fire børn var små, blev vores familie kaldet til at tjene på en mission i Frankrig. Med denne og andre efterfølgende kaldelser flyttede de fra by til by, fra kontinent til kontinent i de år, der fordrer stabilitet. Herren har nu velsignet dem rigt med vidunderlige ægtefæller og gode børn. Jeg ønsker at takke dem for at være så gode og for de ofre, de ydede for mig. Jeg er også taknemlig for mine trofaste forældre – min mor er her i dag – og for alle dem, der har gjort så meget for mig hele mit liv.

Jeg udtrykker min største respekt for og kærlighed til mine brødre blandt De Halvfjerds. Jeg elsker dem, som jeg elsker min egen bror. Vores fællesskab og venskab gælder ikke kun denne verden, men vil følge os gennem sløret.

I 16 år har medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv været mine eksempler og lærere. Jeg har lært af deres integritet og retskaffenhed. I disse mange år har jeg aldrig set utøjlet vrede eller noget ønske om personlig eller materiel vinding. Aldrig har jeg set nogen manøvrere for opnå personlig indflydelse eller magt.

Jeg har snarere set deres loyalitet og omsorg for hustruer og børn. Jeg har oplevet deres kærlighed og sikre vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans Søn. Jeg har set dem utrætteligt søge at opbygge Guds rige først. Jeg har set Guds kraft hvile på dem og styrke og opretholde dem. Jeg har bevidnet opfyldelsen af deres profetiske røst. Jeg har set syge blive oprejst og nationer blive velsignet med deres myndighed, og jeg har stået sammen med dem i situationer, der er for hellige til at omtale. Jeg vidner om, at de er Herrens salvede.

Jeg beder til, at min ånd må blive som ældste Joseph B. Wirthlins – hvis bortgang har medført denne kaldelse – en ånd blottet for ethvert ønske om personlig opmærksomhed, villig til at gå overalt og gøre alt, hvad Herrens profeter ønsker, jeg skal gøre, og anvende hele min indvielse til at vidne om Frelseren og opbygge Guds rige indtil mit sidste åndedrag.

Vore dage er en tid, der har været længe ventet i verdenshistorien. Skrifterne taler om det, »som Herren har befalet og forberedt før verdens grundlæggelse« (L&P 128:5).

Åbenbaringerne fortæller om en stor indsamling, der skal finde sted (se 2 Ne 10:7-8; 3 Ne 16:5). Esajas profeterede, at Herrens hus ville blive etableret i bjergenes top, og at Herrens røst ville udgå derfra til hele jorden (se Es 2:2-3). Daniel erklærede, at det ville være som en sten, der blev revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd (se Dan 2:34, 44-45). Peter taler om genoprettelsen af alt (se ApG 3:20-21). Nefi så, at antallet tilhørende Guds lams kirke ville være få, men være i alle lande og nationer (se 1 Ne 14:12, 14).

Vi lever i disse dage, hvor Herren udfører »et forunderligt værk og et under« (2 Ne 25:17). Vi er blevet velsignet med at bringe evangeliet til vores familie og vore efterkommere og til at hjælpe ved forberedelsen af Frelserens andet komme. Herren beskrev formålene med genoprettelsen som at »være et lys for verden … være et banner for [os, hans] folk … og for at den kan være et sendebud for [hans] ansigt til at berede vejen foran [ham]« (L&P 45:9). Vi har ikke et ligegyldigt ansvar; det er ikke tilfældigt, at vi er dem, vi er; overholdelse af vore pagter i disse skæbnesvangre dage vil være et hæderstegn gennem alle evigheder.

Jeg har været så privilegeret at se Herrens hånd virke over hele verden. Selvom vi ærer de pionerer, som vandrede over sletterne til Salt Lake-dalen, så lever der langt flere pionerer i dag. De skubber ikke håndkærrer, men de er på så mange måder præcis de samme pionerer: De har hørt Herrens røst gennem Mormons Bog og gennem deres personlige bønner. Med tro og omvendelse er de trådt ned i dåbens vande og har plantet deres fødder solidt i evangeliets fede muld. Som Kristi disciple har de været villige til at ofre for det, der er rigtigt og sandt. Og med Helligåndsgaven holder de en stabil kurs mod evigt liv.

Mine kære brødre og søstre, vi må huske, hvem vi er, og hvad vi har i vore hænder. Vi er ikke alene i vores ønske om at gøre godt; der er vidunderlige mennesker i mange trosretninger.

Vi er ikke alene om at bede til vor himmelske Fader eller om at modtage svar på vore bønner; vor Fader elsker alle sine børn.

Vi er ikke alene om at ofre for en stor sag; der er andre, der er uselviske.

Andre deler vores tro på Kristus. Der er loyale og hæderlige fædre og mødre i alle lande, som elsker hinanden og elsker deres børn. Der er meget, vi kan lære af gode mennesker overalt omkring os.

Og alligevel må vi ikke vige tilbage fra det, der er enestående og kun findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Kun her findes Guds præstedømme, gengivet til jorden af himmelske sendebud. Kun her står Mormons Bog ved Bibelens side og åbenbarer og erklærer Kristi guddommelighed og hele hans evangelium. Kun her er der Guds profeter, som bringer vejledning fra himlen og bærer de nøgler, der binder det i himlen, der er bundet på jorden.

Vores viden om Kirkens guddommelige mission bør ikke føre til tanker om overlegenhed eller arrogance, men bør føre os på knæ, bønfaldende om Herrens hjælp, så vi kan blive det, vi bør være. Men vi behøver i ydmyghed ikke være frygtsomme, idet vi husker Herrens ord: »Dette er min kirke, og jeg vil stadfæste den; og intet skal omstyrte den« (Mosi 27:13).

Frem for alt proklamerer vi vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus. Alt, hvad vi er – alt, hvad vi nogensinde vil blive – skylder vi ham. Mens vi med forundring betragter hans majestæt, så beder han os ikke om at holde os på afstand, men byder os at komme til ham. »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham« (Åb 3:20).

Hans ord lyder ned gennem århundrederne:

»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« (Joh 11:25-26).

Brødre og søstre, han lever. Han er opstanden. Han vejleder sit hellige værk på jorden. Hans profet er præsident Thomas S. Monson. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.