2022
Spørg dem om din drøm
Marts 2022


Kun digitalt: Kom og følg mig

1 Mosebog 37-41

Spørg dem om din drøm

Uanset hvordan vor himmelske Fader kommunikerer med os, er det vigtigt at huske, at han ønsker det.

Billede
Templet i Salt Lake City

Fotografi af templet i Salt Lake City: Kimberly Willett Hayes

Da Cecilia Betancourt begyndte at mødes med fuldtidsmissionærerne i Tijuana i Mexico, var hun ikke rigtigt interesseret i deres budskab. Hun ville hellere bevise, at de tog fejl.

»Jeg ville bevise mit synspunkt – at jeg vidste, hvad jeg troede på, og at det, de ville lære mig, ikke var korrekt,« siger Cecilia. Hun var så opsat på at bevise sin pointe, at hun ikke lærte meget af de tre første lektioner.

»Men det, jeg husker, er den fjerde lektion,« siger hun. »Den fjerde lektion var den, der forandrede mit hjerte.«

Den lektion, der handlede om at holde befalingerne, introducerede Cecilia for templer og læren om evigt ægteskab og evige familier.1

»Da de viste mig et billede af templet i Salt Lake City, hviskede Ånden til mig og sagde: ›Spørg dem om den drøm, du havde, da du var lille.‹« Cecilia huskede et værelse, hun havde set i sin drøm, og spurgte missionærerne: »Er der stole i en bestemt rækkefølge inde i templet?«

»Ja,« svarede søstermissionærerne.

»Er der en pude eller noget, som nogen står bagved?« spurgte Cecilia.

Missionærerne, der spekulerede på, hvor mange oplysninger de skulle dele, så nysgerrigt på hinanden og sagde: »Ja.«

»Klæder folk sig i hvidt i templet?« spurgte Cecilia.

»Ja,« sagde missionærerne.

Så spurgte Cecilia: »Bag personen, der står midt i lokalet, er der så noget lyst og hvidt, som jeg ikke kan træde ind i?«

»Ja,« svarede missionærerne igen.

»I det øjeblik,« sagde Cecilia, »sagde noget til mig: ›Det er det sted, du så i din drøm.‹ Så begyndte jeg at græde. Jeg kunne ikke holde det inde. En af søstrene sagde: ›Cecilia, vil du forberede dig på at blive døbt?‹ Ånden var så stærk, at jeg sagde ja.«

Nattesyner

De fleste drømme er selvfølgelig ikke så betydningsfulde eller livsændrende som søster Betancourts barndomsdrøm. Men drømme er, som skrifterne viser, en måde, hvorpå vor himmelske Fader forbereder, advarer og åbenbarer information til sine børn.

Da Josef af Egypten for eksempel var en ung mand, drømte han og så sine forældre og brødre »bøje sig for [ham]« (1 Mos 37:9). Den drøm blev opfyldt på en vidunderlig måde, efter Josef gennem »Guds ånd« (1 Mos 41:38) tydede Faraos drøm om overflod og hungersnød (se 1 Mos 41), blev hersker i Egypten (se 1 Mos 41:40-43) og reddede sin fars familie (se 1 Mos 45).

Andre eksempler fra skriften omfatter Daniels fortolkning af Nebukadnesars drøm, som kom til Daniel »i et nattesyn« (Dan 2:19). Daniel fortalte kongen: »Der er en Gud i himlen, som kan åbenbare hemmeligheder, og han har meddelt kong Nebukadnesar det, som skal ske ved dagenes ende« (Dan 2:28).

I Det Nye Testamente viste Herrens engel sig for Josef i en drøm og sagde til ham: »Vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden« (Matt 1:20). I en efterfølgende drøm sagde englen til Josef: »Tag barnet og dets mor med dig, og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel« (Matt 2:13).

Da de vise mænd havde tilbedt Kristusbarnet, fik de også »i drømme … en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes« (Matt 2:12).

I Mormons Bog sagde Lehi til sin familie: »Jeg har drømt en drøm; eller med andre ord, jeg har set et syn« (1 Ne 8:2; se også 1 Ne 1:16).

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Åbenbaringer overbringes på mangfoldige måder, herunder fx drømme, syner, samtaler med himmelske budbringere og inspiration.«2

Ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at drømme, der omfatter inspireret kommunikation, generelt ledsages af en hellig følelse.

»Herren bruger mennesker, som vi nærer stor respekt for, til at lære os sandheder i en drøm, fordi vi stoler på dem og vil lytte til deres råd,« tilføjede ældste Scott. »Det er Herren, der underviser gennem Helligånden. I en drøm kan han dog både gøre det lettere at forstå og mere sandsynligt at røre vores hjerte ved at undervise os gennem én, som vi elsker og respekterer.«3

Uanset hvordan vor himmelske Fader kommunikerer med os, er det vigtigt at huske, at han ønsker det.

Præsident Russell M. Nelson mindede os om: »En af de ting, som Ånden gentagne gange har indprentet i mit sind siden min nye kaldelse som Kirkens præsident, er, hvor villig Herren er til at åbenbare sin hensigt og vilje. Muligheden for at få åbenbaring er en af Guds største gaver til hans børn.«4