2022
Står som vidner om hans udfrielse
April 2022


»Står som vidner om hans udfrielse«, Liahona, april 2022.

Principper for omsorg

Står som vidner om hans udfrielse

Frelseren har vist sin villighed til at udfri sit folk på både store og enkle måder.

Billede
kvinde med mundbind, der støtter en syg ven med COVID-19

Da Lourdes Cutti de Alvarez fra Uruguay fandt ud af, at hun havde to hjernesvulster, fortalte hun sin veninde Marcela Suarez Albano, at hun skulle indlægges for at blive opereret og ville få brug for langvarig behandling efter operationen. Hun var bekymret for, hvordan hendes familie med fire børn skulle klare den stressende situation.

Marcela satte sig ned med sin 16-årige datter, Rocío, for at overveje, hvordan de kunne drage omsorg for Lourdes. Marcela havde for nylig selv været på hospitalet. Hun huskede følelsen af at være alene, og hvilken forskel det gjorde, da Lourdes og søstrene i hendes menighed kom på besøg. Så Marcela og Rocío hjalp med at organisere en sms-gruppe med søstrene i menigheden. Dette gav dem mulighed for nemt at planlægge måltider for familien. Det lettede Lourdes byrder at få andre til at klare middagen. Søstrene sendte hende også et dagligt skriftsted eller budskab for at styrke hendes ånd og vise deres kærlighed til hende.

Lourdes’ datter, Ana Clara, sagde: »Det var svært, at mor ikke var hjemme. Men vor himmelske Fader sendte hjælp til mig og min familie. Det var en stor udgydelse af hans kærlighed. Det Marcela gjorde for at forene medlemmerne af menigheden, så de kunne hjælpe os, var fantastisk. Hver gang vi så en anden familie komme, følte vi Kristi rene kærlighed gennem dem. De delte opmuntrende ord, lo sammen med os og gav os styrke. Vor himmelske Fader var utvivlsomt med os i hvert et øjeblik. Vi kunne mærke det gennem de smil, vi så i ansigterne på dem, der kom for at hjælpe os.«

Et år senere måtte Marcela indlægges på grund af et hjerteproblem. Lourdes og Ana Clara mindedes, hvordan Herren havde trøstet og styrket dem gennem Marcela og Rocío og var ivrige efter at vise deres kærlighed og taknemlighed til gengæld.

Gud inviterer os til at hjælpe med at udfri andre

Herren er villig til at besøge sit folk i deres lidelser (se Mosi 24:14). Han giver os muligheder for at være med til at udfri hans børn fra nød. Han viser dette gang på gang i Anden Mosebog. Herren brugte Moses til at hjælpe med at udfri israelitterne fra trældom i Egypten og hjælpe dem med at overleve i ørkenen (se 2 Mos 12-16). Det krævede tro for Moses at række sin hånd ud, men det var Herren, der »drev … havet tilbage« (2 Mos 14:21).

Principper til overvejelse

Når I overvejer jeres muligheder og opgaver om at drage omsorg for andre, kan I tænke over disse principper, som ses i disse historier:

  • Hvis vi vil handle i tro for at hjælpe andre, som Marcela og Moses, kan Herren vise sin styrke i deres liv.

  • At nå ud til en ven i nød behøver ikke at være en stor gestus (se Alma 37:6). Et varmt måltid eller blot en enkel sms kan hjælpe personen med at føle sig elsket og taget hånd om.

  • Unge omsorgsbrødre og -søstre kan hjælpe med at udfri dem omkring sig fra bekymringer og lidelse. Glem ikke at medtage dem, når I overvejer, hvordan man kan hjælpe.

  • Når vi fortæller, hvordan Herren har udfriet os, står vi som vidner om hans kærlighed og vilje til at frelse sit folk (se Mosi 24:13-14). Tænk over naturlige måder at fortælle om det i samtaler, på sociale medier eller i sms’er.

  • Vi behøver ikke vente på, at Herren vejleder os. Hvis vi ønsker at hjælpe, kan vi være et middel til at gøre mange gode ting (se L&P 11:8; 58:27-28).

Hvad kan vi gøre?

Frelseren har igen og igen vist sin villighed til at frelse sit pagtsfolk fra fysisk og åndelig lidelse på både forbløffende og enkle måder. Han gør dette, så vi kan stå som vidner for andre. Hvordan kan I fortælle andre, hvad han har gjort for jer?