Budskab fra Det Første Præsidentskab:
Efter kærlighed, hvad så?
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Detalje fra Han helbredte mange, af J. Kirk Richards, med tilladelse fra Illume Gallery
Vores kære profet, præsident Thomas S. Monson, har lært os, at »kærlighed er selve evangeliets kerne«.1
Kærlighed er så vigtig, at Jesus kaldte den for det første og største bud, og han sagde, at alle øvrige dele af loven og profeternes ord hviler på den.2
Kærlighed er det centrale motiv bag alt, vi gør i Kirken. Ethvert program, ethvert møde og enhver handling, vi deltager i som Jesu Kristi disciple, bør udspringe af denne egenskab – for uden næstekærlighed, »Kristi rene kærlighed«, er vi intet.3
Når vi engang har forstået det med vores sind og hjerte, når vi har erklæret Gud og vore medmennesker vores kærlighed – hvad så?
Er det nok at have medfølelse og kærlighed til andre? Opfylder det vores pligt over for Gud at erklære vores kærlighed til ham og vores næste?
Lignelsen om de to sønner i vingården
Ved templet i Jerusalem gik ypperstepræsterne og jødernes ældster hen til Jesus og prøvede at fange ham med hans egne ord. Men Frelseren fortalte dem til gengæld en historie.
»En mand havde to sønner,« fortalte han indledningsvist. »Han gik hen til den første og sagde: ›Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.‹ Men han svarede: ›Nej, jeg vil ikke!‹ Bagefter fortrød han og gik derud.
Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud.«
Derefter vendte Frelseren sig mod ypperstepræsterne og ældsterne og spurgte: »Hvem af de to gjorde deres fars vilje?«
De måtte indrømme, at det var den første søn – den, som sagde, at han ikke ville, men som senere omvendte sig og gik ud og arbejdede i vingården.4
Frelseren brugte denne lignelse til at fremhæve et vigtigt princip – det er den, som adlyder buddene, der i sandhed elsker Gud.
Måske er det derfor, at Jesus opfordrede folket til at lytte til og følge farisæernes og de skriftkloges ord, men de skulle ikke følge deres eksempel.5 Disse religiøse lærere levede ikke, som de prædikede. De elskede at tale om religion, men de havde desværre ikke fattet pointen.
Handlinger og vores frelse
I en af Frelserens sidste formaninger til sine disciple fortalte han dem om den endelige dom. De ugudelige og de retfærdige ville blive adskilt. De gode ville arve evigt liv, og de ugudelige ville stå til evig straf.
Hvad var forskellen på disse to grupperinger?
De, som udviste kærlighed igennem deres handlinger, blev frelst. De, som ikke gjorde, blev fordømt.6 Ægte omvendelse til Jesu Kristi evangelium og dets værdier og principper vil kunne bevidnes i vore daglige handlinger.
I sidste ende kan en erklæring om vores kærlighed til Gud og vore medmennesker ikke i sig selv sikre os ophøjelse. For som Jesus sagde: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«7
Hvad følger der efter kærligheden?
Svaret på spørgsmålet »efter kærlighed, hvad så?« kan både være enkelt og ligetil. Hvis vi vitterligt elsker Frelseren, vil vores hjerte hælde til ham, og vi vil gå ad disciplens sti. Når vi elsker Gud, vil vi stræbe efter at holde hans bud.8
Dersom vi virkelig elsker vore medmennesker, vil vi række ud for at hjælpe »de fattige og de trængende, de syge og de plagede«.9 For de, som udfører disse uselviske og næstekærlige tjenester,10 er Jesu Kristi disciple.
Det er det, der kommer efter kærligheden.
Det er kernen i Jesu Kristi evangelium.