Syklasser og en chance mere

Billede

sewing classes and a second chance

Da jeg var 18 år, flyttede min familie fra det sydlige Argentina til den nordlige del af landet, hvor min far tjente som missionspræsident. De måneder var det svært for min familie og jeg at tilpasse os. Vi havde endnu ikke fået nogen venner, så vi begyndte at se efter aktiviteter, vi kunne deltage i. Jeg meldte mig til klaver.

Min klaverlærer, Mabel, var den bedste, jeg nogensinde havde haft. Jeg nød virkelig undervisningen, og jeg begyndte hurtigt at blive bedre til at spille. Men Mabel havde kræft, og hun havde det svært. Hun brugte en masse tid på at rejse til behandlere, læger og præster forskellige steder. Hun måtte indlægges på hospitalet adskillige gange, men hun kom sig altid og kom tilbage for at undervise med den samme gode ånd og iver.

Dag for dag og klavertime efter klavertime fik jeg et ønske om at fortælle hende om håbet i Guds plan, håbet som Jesus Kristus giver med sin kraft, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Da undervisningen begyndte igen efter sommerferien, var Mabel syg igen. Der gik nogen tid, uden at jeg hørte fra hende, så jeg ringede og efterlod en besked på telefonsvareren og spurgte, hvordan hun havde det. Næste dag fortalte hendes datter mig, at Mabel var gået bort. Jeg blev overvældet af en dyb sorg. Jeg vidste, at jeg skulle have fortalt hende om evangeliet, men jeg havde udskudt det så længe, at jeg havde misset chancen.

Jeg begyndte at gå til syning, og her fik jeg en anden skøn lærer. Hun troede på Gud, men var medlem af en anden kirke. En af gangene kom emnet religion på banen, og så spurgte hun mig, hvilken kirke jeg tilhørte, og jeg svarede, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun virkede forvirret over navnet, og jeg forklarede, at folk også kender os som mormoner. Hun blev straks begejstret og sagde: »Jeg elsker mormonerne« med et stort smil.

Hun fortsatte: »Jeg kan godt se, at du er mormon,« og så begyndte hun at nævne hvorfor. Jeg var glad for, at hun havde bemærket, at jeg bestræbte mig på at efterleve evangeliet. Hun stillede lidt spørgsmål om dåb i Kirken. Da jeg forklarede det, sagde hun straks: »Jeg kan ikke blive døbt i din kirke, for jeg er opdraget i en anden tro.« Da hun fortalte mig om sin tro, lærte jeg en masse om, hvad jeg kunne fortælle hende. Jeg fik en stille, men sikker fornemmelse af, at jeg skulle give hende en Mormons Bog, og jeg vidste, at det var Ånden, der talte til mig.

Jeg fik fat på en Mormons Bog, fandt et stykke papir og skrev en kort, men oprigtig hilsen til hende og mit telefonnummer på den anden side i tilfælde af, hun havde spørgsmål. Jeg lagde papiret ind i bogen, pakkede bogen ind og bandt en sløjfe om. Jeg gav hende den, da vi mødtes til syning igen. Hun blev henrykt over at få den og takkede mig.

Hele ugen spekulerede jeg på, hvordan hun havde reageret på at åbne gaven – kunne hun lide den eller ej. Jeg kom lidt for sent til syklassen den næste gang og blev overrasket over hendes reaktion, da jeg trådte ind i lokalet. Hun krammede mig og sagde inderligt: »Jeg elskede den, elskede, elskede den! Det er en dejlig bog, du har givet mig, især indledningen, hvor der talt om nogle plader. Det er så rigtigt! Den har nogle skønne skriftsteder. Jeg begyndte at læse den, og jeg er halvvejs igennem den. Jeg kan ikke holde op med at læse den!«

Da resten af klassen hørte al den begejstring, vendte de sig om for at se, hvad der foregik. En af de andre på holdet, som jeg havde fortalt om Mormons Bog, spurgte, om den bog bragte fred. Min lærer svarede: »Den giver mig lyst til at græde ikke af sorg, men fordi jeg føler mig velsignet.« Hun kunne ikke holde op med at smile og kramme mig.

Jeg følte mig meget glad. I det øjeblik forstod jeg, at vi ikke ved, hvem der er klar til at modtage Guds ord. Vi ved ikke, hvor åbent et menneskes hjerte er. Hvis Gud inspirerer os til at fortælle om evangeliet, må vi gribe til handling, for han ved bedst.