Overvejelser
Søster Mabel synger
Søster Mabels passion for sang var smerteligt utøjlet.
Min bedste ven stak sin albue i siden på mig for, at jeg ikke skulle grine. Vi var trods alt til nadvermøde, og vi sang nadversalmen.
Men det var svært at lade være med at grine, og Pat var ikke meget bedre end jeg til at holde munden lukket.
Vi var 15 år, og vi vidste det hele. Vi vidste, at alle i vores menighed burde være fuldkomne – men ikke var det. Vi vidste, at talerne ved nadvermødet burde være inspirerende – men for det meste var de kedelige. Og vi vidste, at den værste sanger i verden sad iblandt os og ødelagde de salmer, der skulle henlede vore tanker på himlen – men de blev almindeligvis sendt i modsat retning.
Vi havde ikke andet valg end at holde os for ørerne og krumme tæer. Den lejlighedsvise latter lod til at virke.
Vi var ikke sikre på, om søster Mabel (det var hendes fornavn og det eneste, jeg mindes at have hørt hende omtalt med) vidste, at det gjorde ondt at lytte til hende, og at hun bare var ligeglad, eller om hun var totalt intetanende om den virkning, hendes sang havde på resten af os. Det er ganske muligt, at ingen havde vendt det emne med hende. Selvom hun var ældre, var hun en formidabel kvinde. Ikke af størrelse, men hun var energisk. Alt, hun gjorde, var energisk og højlydt. Især hendes sang.
Hendes passion for sang kom ikke blot til udtryk, når forsamlingen sang, men også i menighedskoret. Der var hendes entusiasme ikke til at tage fejl af. Selvom jeg ikke kan mindes, at hendes sang nogen sinde blev holdt tilbage i forsamlingen, så fik den frie tøjler i koret, hvor den svingede mellem højder og dybder, som jeg tvivler på, nogen diva kunne gøre hende efter. Eller ønskede at gøre.
Nuvel, det er lang tid siden. I de mellemliggende år er søster Mabel gået bort. Pat og jeg er gået hver vores vej. Og jeg har i det mindste fundet ud af, at jeg ikke vidste så meget, som jeg troede, jeg gjorde, da jeg var 15. Jeg tror, at jeg har lært nogle få ting om livet – og om sang – i løbet af de sidste 50 år.
Jeg har lært, at livet skal leves med passion og energi. Hvert minut er en gave, og når det engang er gået, er det væk for altid, og vi mindes det kun svagt. Jeg har lært, at når man skal tjene andre eller dyrke Gud, så er man gladest og mest effektiv, når man gør det med al den glæde og energi, man har.
Jeg har lært, at ingen på denne side af sløret er fuldkommen. Alt, Herren beder os om, er vores hjerte, kraft, sind og styrke – i den udstrækning vi råder over dem. Han godtager vores utøjlede gaver, hvor ringe de end er, som målestok for vores hengivenhed.
Jeg antager, at det også er lidt ironisk, at jeg har opdaget, at jeg ikke er bedre til at synge, end søster Mabel var. Jeg håber, at mine menighedsfæller viser mig mere nåde, end jeg viste hende. Var hun her stadig, ville jeg bede hende om at synge for mig. Jeg savner hendes engleagtige stemme.