Besøgsbudskabet
Det er et helligt ansvar at være forældre
Studér bønsomt dette materiale og søg inspiration for at vide, hvad I skal tale om. Hvordan kan en forståelse af »Familien: En proklamation til verden« øge jeres tro på Gud og velsigne dem, I våger over som besøgslærere? Få yderligere oplysninger ved at besøge reliefsociety.lds.org.
Tro, Familie, Tjeneste
Vor himmelske Fader stiftede familien for at lære os de rette principper i et kærligt miljø. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Giv dit barn en kompliment og et kram og sig ›jeg elsker dig‹ oftere. Udtryk altid din taknemlighed. Lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end et menneske, der skal elskes.«1
Den tidligere hovedpræsident for Unge Piger, Susan W. Tanner, sagde: »Vor himmelske Fader har anvist et mønster, vi bør følge. Han elsker os, underviser os, er tålmodig med os og betror os med handlefrihed … Sommetider forveksles opdragelse, som betyder at udvikle, med kritik. Børn forbedrer sig – ligesom alle andre i alle aldre – når de bliver vist kærlighed og opmuntring frem for at få påpeget fejl.«2
»Hvis vi trofast har familiebøn, skriftstudium, familieaften, præstedømmevelsignelser og overholdelse af sabbatsdagen, vil vore børn være … forberedt til et evigt hjem i himlen, uanset hvad der rammer dem i en vanskelig verden,« har ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.3
Yderligere skriftsteder
Historier fra det virkelige liv
»Jeg sad og læste avisen for adskillige år siden, da et af mine yngste børnebørn kom og puttede sig ind til mig,« har ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum fortalt. »Mens jeg læste, frydede det mig at høre hans søde stemme pludre i baggrunden. Jeg blev lidt overrasket, da han lidt efter skubbede sig ind mellem mig og avisen. Han tog mit ansigt mellem sine hænder og trykkede sin næse mod min og sagde: ›Bedstefar! Er du derinde?‹
At være der betyder at forstå, hvad der rører sig i hjertet på vore unge og omgås dem. Og at omgås dem betyder ikke blot at tale med dem, men også at gøre ting sammen med dem …
Vi må planlægge og gøre brug af de øjeblikke med mulighed for at undervise …
Jo ældre jeg bliver, desto mere indser jeg, at de belærende øjeblikke i min ungdom, særligt dem jeg havde med mine forældre, har formet mit liv og gjort mig til den, jeg er.«4