En fremtid fyldt med håb

Ældste Jeffrey R. Holland: Kære unge venner overalt! Søster Holland og jeg er så privilegerede ved at være sammen med jer i aften. Selvom vi når ud til de fleste af jer rundt om i verden via den moderne teknologis vidunder, så glæder det os at have et publikum her på universitetet og dets institut, hvor Pat og jeg begyndte vores collegeuddannelse, fandt sammen og blev gift.

Nu skal jeg lige se, om der gik et gys gennem salen, da jeg sagde ordet ægteskab. Gå ikke i panik. Vi vil ikke tale om ægteskab i aften. Nogle af jer er allerede gift, og vi ønsker ikke, at resten af jer løber skrigende ud af salen. Jeg nævner det blot med tanke på, at vi selv som unge voksne blev ramt af et romantisk lyn på en aften som denne, så hvem ved? Det kan måske også ramme andre.

Det er bestemt sandt, at rigtig mange unge søstre har fortalt os, at der er nogle mænd, som har behov for at blive ramt, om ikke af Amors pil, så måske af et lille boldtræ. Hvis der er nogle unge kvinder derude her til aften, som sidder sammen med en ung mand, der passer på denne beskrivelse, så giver ældste og søster Holland jer tilladelse til at give ham en albue i siden, lige nu – blidt nok til at vise kærlighed, hårdt nok til at formidle budskabet. Det ville glæde os, hvis et sådant puf virker for jer, således som det virkede for os, bortset fra at i vores tilfælde var det min albue og søster Hollands ribben.

Til juni vil det være 60 år siden, at Pat og jeg blev viet i templet i St. George, lige knap en kilometer her fra universitetet. Seks årtier sammen giver os en god mulighed for at sige farvel til en periode, der har været svær for mange og tragisk for nogle. Vi er gradvist ved at komme ud af COVID-19-pandemien, men denne plage af næsten bibelske proportioner er stadig meget aktuel i mange dele af verden, hvor der stadig rapporteres om 1.700 dødsfald med denne sygdom i gennemsnit dagligt.¹ Den plage har krævet sine ofre, ikke blot fysisk, men også på livets sociale, politiske og økonomiske sider for næsten alle på planeten, på den ene eller anden måde.

En anden slags plage udfolder sig stadig i Østeuropa, hvor millioner af mennesker, herunder medlemmer af Kirken, er blevet knust, fordrevet eller dræbt i en konflikt, som de ikke har bedt om eller fortjener. For blot et par uger siden mødte søster Holland og jeg, mens vi havde opgaver i Europa, nogle af disse ukrainske flygtninge. Vi lo og græd og bad med dem, som havde efterladt alt og var flygtet i det tøj, de stod i. Vi har de samme følelser og sorg for vores trofaste medlemmer i Rusland, som også er uskyldigt påvirket af denne konflikt. Foruden disse tragedier ser vi mange steder i verden masseskyderier – herunder en tragisk begivenhed lige her i det sydlige Utah i sidste uge – umoralsk indhold i underholdning og politisk aktivitet, hvor fundamentale principper som integritet, venlighed og ærlighed på en eller anden måde synes at være blevet glemt.

Og der er selvfølgelig mange andre kulturelle og sociale problemer, der bekymrer os. Men vi er ikke kommet her i aften for at gøre jer deprimerede over verdens problemer. Faktisk er vi kommet af den stik modsatte årsag. Vi anerkender det forståelige ildebefindende, som hænger over jeres generation. Og vi undskylder for, at vores generation ikke har kunnet løse de udfordringer, I nu står overfor. Men vi kalder på jer og hver eneste unge sidste dages hellig til at stå forrest i den moralske styrke, der kan løse de udfordringer, der kan vende det tidevand af frygt og pessimisme og angst, der omgiver os. Det er vigtigt for jer ikke blot at bede om, at lade Herren råde i jeres liv,² som præsident Russell M. Nelson har bedt os om, men også at bede om, at jeres livsværdier vil påvirke andre, der endnu ikke er så sikre. Hvis vi som Herren Jesu Kristi individuelle disciple alle er mere kærlige, fredfyldte og venlige; hvis vi alle prøver at holde Guds bud efter bedste evne, så har vi absolut grund til at nære tillid til verdens tilstand og vores egen. Ved at gå fremtiden i møde på den måde, fulde af fred og guddommelige løfter, kan vi få en virkelig fantastisk indflydelse på verden. Abraham Lincoln sagde engang, at han prøvede at fjerne ukrudt og plante en blomst i dets sted, hver gang han fik en mulighed. Hvis vi alle gjorde det, ville vores moralske og åndelige ørkener blive veritable haver på ingen tid.³

De af jer, der er i Tyskland i aften – hvor så megen kristen gæstfrihed udvises mod de ukrainske flygtninge, som vi lige har mødt – vil genkende denne vending, som tilskrives Johann Goethe: »Hvis alle fejede foran deres egen dør, ville hele verden hurtigt være ren.«

Så i erkendelse af de udfordringer, og med et ønske om at anvise en måde at løse dem på, er søster Holland og jeg kommet i aften, som apostlen Peter sagde, at vi bør: »Altid være rede til forsvar … for det håb, I har«.⁴ Vi vil tale om håb med en erklæring om, at vi aldrig må miste det eller dets søsterdyder: Tro og kærlighed. Vi erkender, at der er mange måder at definere disse tæt beslægtede principper på, og vi vil nævne nogle få af vores definitioner i aften. I vil høre os erklære, ligesom Moroni gjorde, at håb er afgørende, hvis vi skal »få [d]en arv … som [Gud] har beredt [til os].«⁵ Vi ønsker, at I gør krav på den arv som sønner og døtre af en konge. For at gøre det må vi indse, at det håb ikke kun er et budskab og en væremåde for de naturligt optimistiske; det er et privilegium for alle, der tror.⁶ Som en troende, der er fuld af håb (og tro og kærlighed), føler søster Holland virkelig stærkt vigtigheden af denne verdensomspændende samling her til aften, og jeres rolle i den tid, der ligger forude. Hun ved, at I er den gruppe, som vi skal videregive stafetten til og føler, at det er afgørende, at I træder til og favner jeres skæbne. Søster Holland.

Søster Patricia T. Holland: Jeg holder virkelig af jer. I er den stærkeste, den mest retfærdige generation af unge voksne, verden nogen sinde har kendt til. Jeg elsker jer på grund af det. Ældste Holland og jeg er så taknemmelige for, at I holder jeres pagter, og at I stræber efter at gøre det rette. Og fordi der er så mange af jer, vil I få den kraft, ældste Holland talte om. Jeg ser lyset i dette lokale. Det er så klart. Det får mig til at tænke på, da Frelseren viste sig for nefitterne. Han sagde: »Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op.«⁷ Ligesom I er, var vi unge engang, men nu er vi blevet gamle. Når jeg ser tilbage på mit liv, og hvis jeg kunne leve en del af det om igen, ville jeg gøre én ting anderledes, meget anderledes: Jeg ville forenkle! Det forekommer mig, at alt er bedre, når det forenkles – vores mad, vores tøj, vores møbler og vores kalender. Det, jeg fortryder mest i min ungdom, er, at jeg ikke kunne se den enkle skønhed i evangeliet; selv evangeliet gjorde jeg for komplekst. Jeg følte, at det var for overvældende, for svært og sommetider endda for gådefuldt. Som ung voksen virkede det som om, at jeg måtte klatre op på et bjerg af retfærdighed, gå igennem en rensende ild og rive op i alle de doktrinære kontroverser, som menneskeheden kender til, hvis jeg nogensinde skulle blive god nok til Gud.

Det er unødvendigt at sige, at den tankegang var langt mere end en lille pige fra det sydlige Utah følte, at hun kunne tackle. Det var, som nogen engang sagde: »Årsagen til, at folk ikke slutter sig til jer kristne, er, at I bærer jeres religion som en hovedpine, som en tornekrone.« Der er kun en person, der har skullet bære den tornekrone, og han gjorde det, så vi kan leve med glæde, rigt og fredfyldt – ikke i fortvivlelse. Det var aldrig meningen, at evangeliet skulle være et bjerg, som den lille pige ikke kunne bestige. Han ønskede, at hun – og alle andre i verden – altid skulle være fuld af håb. Han ønsker, at vi ved, at evangeliet er vidunderligt enkelt og ganske enkelt vidunderligt.

Men misforstå mig nu ikke. Når jeg taler om håb, mener jeg ikke, at Kristus bør give os en tryllestav eller et moderne lyssværd. Vores håb må være større end Pinocchios, da han så et stjerneskud,⁸ hvis det skal være det håb, som Frelseren underviste om. Mine unge brødre og søstre, det er en gave, hans gave til os og til hele menneskeheden. Og vi bør se det som et lys, der skinner i en mørk verden. Som en forfatter sagde: »Ingen er helt ulykkelige, [bortset] fra dem, der er uden håb.«⁹

Den søde enkelhed, der er forbundet med at opdage denne håbets gave, er, at I ikke behøver at søge efter den; I behøver ikke at løbe rundt og jage efter den; det behøver I ikke, og I kan ikke fremstille den. Som så meget andet i nådens rige opnår I ikke håb ved at læne jer op ad jeres egen eller en anden persons styrke. Der er ingen hemmelige formler eller magiske mantraer involveret. Det kommer ikke af øvelser med dybe vejrtrækninger (hvor værdifulde de end er) eller ved at læse endnu en bog om, hvordan man finder lykken.

Faktisk er den rolle, vi spiller, vigtig, men ret lille; Gud har den største del af opgaven. Vores rolle er at komme til ham i ydmyghed og enkelhed, og derpå skal vi ikke bekymre os og ikke frygte.¹⁰ Hvorfor er det så enkelt? For bag alt, Kristus underviste i – i alle skriftsteder, historier og lignelser – er løftet om, at med Gud er »alt muligt«,¹¹ løftet om, at Guds kraft kan borttørre hver tåre.¹² Vi må give slip på vores personlige desperation og søge hvile hos Herren.¹³ Så vi kommer til ham i hjertets sagtmodighed og ydmyghed ¹⁴ for at modtage de velsignelser, der følger med hans uophørlige kærlighed. Vores håb består i at være som et lille barn, eller som et lille lam, hvilket vi rent faktisk er i hans store flok.

Vores hjerte vil altid være rastløst, indtil det hviler hos Gud.

Dette kald til at være sagtmodig og ydmyg af hjertet – en af de få beskrivelser, Herren gav af sig selv – han var sagtmodig og ydmyg af hjertet – er et kald til os alle som hans disciple. Hvis vi kan leve på denne måde, siger han, vil vi finde hvile for vores sjæl, og vi vil opdage, at hans åg er godt, at hans byrde er let.¹⁵ Jeg ser dette kald til at være sagtmodig og ydmyg igen og igen, når jeg læser skrifterne. (Det er sikkert fordi, jeg har brug for det igen og igen).

Jeg er sikker på, at intet af større åndelig betydning nogensinde er udført af nogen, der ikke var forhåbningsfuld og ydmyg. Den form for indstilling er vores håb for jer i aften – at I lærer det, mens I stadig er unge. Vi ønsker af hele vores hjerte, at I ved, at Gud er jeres Fader, at han har »båret [jer] fra moders liv«,¹⁶ at han har planer for jer, planer for »en fremtid og et håb.«¹⁷

Lad mig dele to skriftsteder, jeg elsker i Det Gamle Testamente, som bruger netop det sprog. Esajas siger:

»Hør mig, Jakobs hus, alle … af Israels hus: Lige fra fødslen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv …

Til I bliver gamle … til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil … løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.«¹⁸

Og Jeremias skriver:

»Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.

Råber I til mig … og beder til mig, vil jeg høre jer.«¹⁹

Jeg vidner for jer, mine unge brødre og søstre, om, at jeg af personlig erfaring har sandet, at vor himmelske Fader vil gøre sin del for at opfylde disse løfter. Det er blot op til os at tro, helt enkelt at tro, at være mere som et barn i vores sagtmodighed og særligt i taknemmelighed, når vi modtager hans gaver. Ønsker I at få et rigtig vidunderligt år dette år? Ønsker I en fremtid fyldt med håb? Tror I, at der er velsignelser i vente til jer? Har I set nok af Guds godhed til at have håb og til at række opad? Ironien er, at dette gøres ved at knæle ned, ved at bøje sig, måske endda ved at falde ned, for Guds fødder. Sådan en dejlig enkelhed! Knælende, bøjende og faldende ned for »nådens trone«.²⁰

Ældste Holland tilkendegav, at I vil finde denne dyrebare gave håb forbundet med to andre gaver, som Gud giver os – nemlig tro og kærlighed. Lad være med at gøre, som jeg gjorde, da jeg var yngre, gør ikke disse dyder så store og komplekse, at vi fortvivler, når vi prøver at forstå dem. Påskøn deres enkelhed.

Jeg giver jer denne enkle lille rækkefølge. Tro er overbevisningen om, at der findes en Gud, håb er tillid til, at han vil hjælpe os, og kærlighed er hans kærlighed og evne til at arbejde gennem os til velsignelse for andre.

Om kærlighed har jeg lært, at ingen af os har energi, tid, ressourcer eller styrke til at gøre alt det, vi ønsker at gøre. Vi kan ikke gøre det hele; vores hjertes ønsker overgår vores evner. Hvor er det vidunderligt, at Guds kraft, der spredes gennem os, kan øge vores beskedne indflydelse, højne vores begrænsede indsats og gøre noget for andre, som vi aldrig kunne gøre alene.

Denne enkle tilgang til disse tre store doktrinære emner har velsignet mit liv. Jeg ville ønske, at jeg havde set dem på denne mindre skræmmende måde meget tidligere. Jeg tror fuldt og fast på, at Gud havde til hensigt, at sådanne evangeliske sandheder skal være tydelige nok til, at selv et barn kan forstå dem. Må jeg gentage det? Tro er overbevisningen om, at der findes en Gud. Håb er tillid til, at han vil hjælpe os. Og kærlighed er hans kærlighed, der virker gennem os.

Nu hvor jeg taler om gaver fra Gud, så lad mig tilføje endnu en gave, der øger vores håb i dette nye år. Lysende tro, håb og kærlighed er den ubeskriveligt smukke – og uudsigeligt enkle – gave i form af Kristi lys. Dette lys, der er så tæt knyttet til håb, er en gave, der gives til alle mænd, kvinder og børn, der nogensinde er blevet eller vil blive født på jorden. Det er indlejret i vores natur. Det er en del af selve vores sjæl.

Et af mine yndlingsskriftsteder indeholder denne linje: »Og Ånden giver lys til enhver, som kommer til verden; og Ånden oplyser enhver overalt i verden.«²¹

Det lys er en af de grundlæggende årsager til håb i vores liv. Det er så opmuntrende, så spændende og bare så håbefuldt – at der er noget i os, der ikke alene fortæller, at der er en rigtig måde at komme igennem livets kompleksitet på, men det fortæller os også, at vi vil finde den rette vej, hvis vi er »sagtmodige og ydmyge af hjertet.«²² Som præsident Nelson sagde til hele Kirken for en uge siden: »Verden har brug for Jesu Kristi lys. Og verden har [desperat] brug for jeres [smukke] lys.«²³

Mine vidunderlige, unge venner, min inderligste bøn i aften – mit håb – er, at alle I unge voksne over hele verden vil gøre denne opfordring til jeres personlige mission, at I vil modtage det håb, som Frelseren talte om, og bære det som en fakkel for dem, der føler, at verden er et mørkt og svært sted. Kan jeg på nogen måde opmuntre jer til at se, at det at bære dette lys er jeres sidste dages tjenestegerning? Forstå venligst, at det er det, jeg føler, der er vigtigst at sige til jer i aften. Min største frygt har været, at jeg ikke formulerer det godt nok til, at I virkelig tror mig. I må bære dette lys på en sådan måde, at intet mørke i verden nogensinde vil slukke det.

Denne enkle, men kraftfulde tilgang til det, der ellers er store og komplekse emner, vil ændre kursen for en falden, mørk verden. Hav tro på Gud, håb om, at han vil hjælpe jer, og modtag den kærlighed, der gør ham i stand til at arbejde gennem jer for at opnå det, som kun I kan.

Når I tager imod denne opfordring og begynder dette nye år, beder jeg jer om at kigge opad, efter I har set indad. De øjne, der kigger ned på jeres, vil være jeres kærlige himmelske Faders, som kan og vil skænke jer alle de ting, I håber på i retfærdighed. I kan ikke få disse velsignelser ved at jage dem. Hold op med at løbe til I bliver udmattede. Vær stille; stands op. Gør det enkelt. Vær sagtmodige og ydmyge af hjertet og bed. Jeg vidner om, at mirakler vil ske, når vi sætter tempoet ned, når vi falder til ro, og når vi knæler ned. Alt, Faderen har, kan en dag blive jeres.²⁴ I sandhed en virkelig håbefuld måde at gå jeres fremtid i møde på. Jeg elsker jer meget højt, jeg beundrer jer, og jeg vil altid bede for jer. I Jesu Kristi navn. Amen.

Ældste Holland: Tak, søster Holland, ikke alene for at undervise i evangeliet, men også for at efterleve det og være så fyldt af det håb i Kristus, som du er. Gennem vores sværeste dage – og i seks årtiers ægteskab har der været nogle – har søster Holland levet, som hun har prædiket. Hun har altid været troende. Hun har altid stolet på det evige lys i sin sjæl. Hun har altid levet med vished om, at Gud ville høre vores bønner og vise os vejen, selv om natten er mørk. I en verden, der ofte virkede overvældende for et ungt par, var evangeliets sandheder og løfter alt, vi havde at holde fast i, men det var nok, for her er vi nu, hvor vi er blevet mere velsignet igennem næsten 60 års ægteskab, end vi nogensinde kunne turde drømme om. Så som denne smukke kvinde siger og har gjort det, hold venligst fast i håbet, bed altid og udvis tro.

Jeg føjer til søster Hollands en opmuntring fra skriften, en opmuntring til at gå fremtiden så frejdigt i møde som muligt. Nogen har engang skrevet, at af al den opmuntring, som Kristus har givet os, alt det håb, som han til stadighed tilbyder os, så er det, som vi gentagne gange glemmer at acceptere, tilskyndelsen til at »være ved godt mod.«²⁵ Lad os tage Kristus på ordet. Lad os blot prøve. Må vi favne den glade, håbefulde opfordring i aften, når vi griber endnu en chance for at begynde et nyt år og få præcist det ud af vores liv, som vi ønsker.

Som det gælder alle Kristi invitationer, efterlevede han dem, inden han forkyndte dem. På trods af alle de byrder, han bar, var han optimistisk, positiv og hjalp andre til at være det samme, herunder Guds profeter. Fra afgrunden i fængslet i Liberty – og den dybe fortvivlelse, som profeten Joseph Smith oplevede der – gik hans ultimative råd til de hellige, som var uden for og bad om hans løsladelse, på, »med glæde [at] gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret.«²⁶ Og ingen er mere positiv, mere optimistisk, mere fuld af håb, end Russell Marion Nelson, vores levende profet, der gentog Josephs råd, da han for nylig sagde til os: »Ingen åndelig velsignelse vil blive holdt tilbage fra de retfærdige … Herren ønsker, at vi ser hen til fremtiden med ›glædesfyldt forventning‹ (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 508).«²⁷ Profeter er ved godt mod, da de er Jesu Kristi sande disciple, og han er den ultimative kilde til al optimisme. Profeter er ved godt mod, fordi de kender planen; de ved, hvem der i sidste ende vinder.

Som søster Holland så smukt har sagt, er evnen til at se verden positivt endnu en gave fra Gud. »Menneskene er til for at kunne nyde glæde,«²⁸ lyder det gentagne gange til os i skriften. Det er derfor, at der er en »plan for lykke.«²⁹ Som følge af den plan og Kristi forsoning, som er kernen i den, kan vi nære håb, uanset hvor mørke nogle dage måtte blive.

Storheden i Frelserens eksempel i dette anliggende, fortjener vores ærbødighed, når vi står over for et nyt år, et år, der kan rumme nogle udfordringer for nogle af os. Tænk over det. Hvordan kunne Jesus tale om glæde midt i alle de kvaler, han stod i hen mod korsfæstelsen? Selv i den skæbnesvangre stemning, der må have hersket ved det sidste måltid, mindede Kristus stadig sine disciple om årsagen og deres pligt til at være »frimodige.«³⁰ Jeg har undret mig over, hvordan han, med den smerte, der ventede ham, kunne tale så positivt og forvente af sine brødre, at de så frejdigt fremad. Denne manifestation af hans tro, af hans håb og kærlighed kommer, fordi han kender enden på historien. Han ved, at retfærdigheden sejrer, når det endelige regnskab gøres op. Han ved, at lyset altid overvinder mørket for evigt og altid. Han ved, at hans Fader i himlen aldrig giver et bud uden også at sørge for en udvej til at opfylde det.³¹ En sejr gør alle glade, og Kristus blev sejrherren i hans store kamp mod død og helvede. Det er nok lidt tung teologi i aften, men det er det, de skulle glæde sig over. Den triumferende Kristus er kilden til vores håb i dette nye år og i alle år – for evigt.

På grund af livets forvirring og Lucifers fristelser, kan det blive svært at forblive håbefulde og frimodige i morgen eller i næste måned eller næste år. Ikke desto mindre er det præcist det, som søster Holland påpeger ved at opfordre til at bede om enkelhed og et vedholdende fokus på det grundlæggende ved at leve som sidste dages hellig. Sommetider forbliver vi frivilligt fokuseret på det, og andre gange gør livet det for os, men i begge tilfælde gælder det, at hvis vi har bygget vores vidnesbyrd på det grundlæggende i evangeliet, kan vi få lige så meget ud af svære erfaringer, som en af mine gode venner i øjeblikket får af sine. Han, hans hustru og hans datter – og jeg tror, at de lytter med i aften – oplever lige nu alle forskellige udfordringer med helbredet – meget alvorlige udfordringer, bør jeg tilføje. De har enhver god grund til at give op og spørge sig selv, hvad godt deres håb, deres tro eller deres kærlighed har gjort dem. Men på grund af et oprigtigt ønske om at være disciple i både glæde og sorg, så trænger de sig fremad.

I en nylig e-mail (som jeg deler med tilladelse), skrev min ven:

»I de seneste måneder er min verden blevet ret lille: Den måles på størrelsen af hospitalssenge og -stuer. For min kone har det vist sig svært at komme sig over sin nyretransplantation, og den sidste måned er hun røget ind og ud af hospitalet. Derfor har jeg ikke megen kontakt med verden omkring mig.« Tænk på ordet enkelhed.

Han fortsætter: »Jeg har aldrig brudt mig om ideen om, at Herren giver os prøvelser, men jeg tror, at han kan bruge dem til at nå sine formål. En ting, der særligt har ligget mig på sinde i de seneste uger, er, hvor … vigtigt og ægte hjertet og kernen i evangeliet er [i modsætning til hvor meget, der kan være så overflødigt]. Erfaringen med at elske andre, oplevelsen af at blive elsket og betjent af andre, at høre Guds stille stemme, når man sidder udmattet ved et sygt barns seng eller på en hospitalsstue, hvor ens hustru ligger desperat syg, sent om natten [og høre den guddommelige vending]: ›Fred være med din sjæl, min søn.‹

Jeg har læst Mormons Bog og evangelierne, og jeg har følt Guds kærlighed. Bagom Kirkens stillads og [bagom den abstrakte] teologi er det, der kan hjælpe os med at kravle fremad mod lyset … at troen … vidnesbyrdet og håbet og kærlighed virkelig findes.«

Han afslutter: »Jeg har ikke været i stand til at deltage i nadvermøder i ugevis, men jeg har set så mange gode mennesker, der har været tro mod deres … pagter og tjent min familie … Jeg er blevet velsignet med så meget, og jeg elsker Herren, evangeliet, genoprettelsen og Kirken.«³²

Det velformulerede vidnesbyrd om håb og udholdenhed midt i en meget svær tid rører mig. Og vi er nødt til at vide, at vores håb og vores overbevisning på et tidspunkt utvivlsomt også vil blive prøvet og forædlet i smeltediglen af personlig lidelse. Mine smukke unge venner, uprøvet tro, er ikke ret stor tro. Vi siger, at vi er bygget på klippen Kristus. Og det må vi hellere være, for livet har sine storme og regnskyl, og en grundvold af sand holder ganske enkelt ikke, når vinden blæser, regnen falder og oversvømmelserne kommer.³³

En sidste kommentar, hvor vi nærmer os afslutningen på denne verdensomspændende transmission for at tage hul på et vidunderligt nyt år, og et nyt institutår. Nogle af jer derude kan være bekymrede over mere alvorlige anliggender end, hvilket kursus man skal tage i skolen, eller hvilken levevej man skal vælge. Nogle af jer kæmper måske med byrden af skyld – og intet skader eller ødelægger vores håb for fremtiden mere end den fremmedgørelse over for Gud, overtrædelse giver. Søster Holland og jeg har bevidst valgt ikke at gøre dette til en tale om synd eller overtrædelse, men det ville være uansvarligt ikke at nævne det, Herren har sagt, at det er vores pligt at undervise om.

Der vil altid være et universelt behov for omvendelsens håbefulde princip og praksis. Når vi har overtrådt, ved vi godt, hvorfor vores håbs flamme flakker, og hvorfor den til tider synes at være gået ud. I en sådan tilstand, er vi nødt til at ændre os, ellers er vores håb om en »strålende fremtid« dømt til undergang. Lyset er pustet helt ud. Det er derfor, at vi alle har brug for at omvende os. Allesammen! Hver dag, har præsident Nelson sagt.³⁴

Så jeg beder jer i aften om straks at håndtere overtrædelsens byrde, begynd lige nu, for synd er den største fjende af håb og glæde, som jeg kender i hele verden. Gå frem for Gud med jeres bekendelse og for jeres biskop, hvis jeres synd kræver det. Men lav om på det, der er forkert, om det så er stort eller småt. Omvendelse er vejen til en ny begyndelse; det er den måde, hvorpå vi får en ophøjet fremtid. Livet er svært nok uden at bære på en masse fejl – hele dagen, hver dag, hver nat, hver eneste nat. Læs dem af. Byt ængstelsen ud med fred. Byt sorg ud med glæde. Kristus gav sit liv præcist for, at I kunne være frie til at gøre det.

Så kan I gøre det, som Nefi bad os alle om. I det, der i bund og grund er hans afskedsbudskab kort tid før han døde, siger denne søn, der så så mange konflikter og stridigheder, det, som søster Holland og jeg har ønsket og forsøgt at sige i aften:

»Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker.«³⁵

»Et fuldkommen klart håb« affødt af en kærlighed til Gud og til alle mennesker – det er det, vi ønsker for jer i det nye år. I tillæg til det klare håb, vil der være den unægtelige hvisken om, at Gud elsker jer, at Kristus er jeres forsvarer, at evangeliet er sandt. Dets klarhed vil minde jer om, at der i evangeliet altid – hver dag, hver time – er en ny chance, et nyt liv og et nyt år. Sikke et mirakel! Sikke en gave! Og takket være Kristi gave, er alt det bedste i livet vores, hvis vi trofast bliver ved med at tro, bliver ved og bevarer håbet.

Husker I de globale forhold, jeg talte om, da vi begyndte? Godt, se dem i øjnene og se jeres personlige udfordringer i øjnene, i vished om, at med tro ordner alt sig i sidste ende. Nægt at antage verden for det, den virker til at være. Lad jeres klare håb skinne på den, og gør den til det, den burde være. Vær det lys, som søster Holland bad jer om at være, et lys, der aldrig slukkes, et lys fra verdens Frelser.

Jeg giver i aften hver enkelt af jer en apostolsk velsignelse for dette nye år omkring det, som jeg ved med sikkerhed, og det, I altid vil have brug for. Jeg gør det af kærlighed til jer, Herrens kærlighed til jer, Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums kærlighed til jer. Alles kærlighed! Og for jeres tilstedeværelse her i aften. Jeg velsigner jer med, at den enkle, men udsøgte kraft, der er iboende i frelsens principper som tro, håb og kærlighed, altid vil være til stede og virke i jeres liv. Jeg velsigner jer med at vide, som jeg visselig gør, at Jesu Kristi evangelium er personligt dyrebart, bestandigt fuld af håb og evigt sandt. Jeg vidner med apostolsk myndighed om, at det er således, og dermed det eneste aldrig svigtende svar på livets mange udfordringer, jeres og mine, og den eneste vej til ophøjethed i evighedens storslåethed.

Jeg velsigner enhver iblandt jer, som i disse dage måtte tale om en »troskrise«. Virkelig tro, livsændrende tro, tro som Abrahams, er altid i krise. Det er sådan, at I finder ud af, om den overhovedet er tro. Jeg lover jer, at mere tro vil betyde mindre krise, indtil Gud en gang siger: »Godt, du gode og tro tjener.«³⁶

Jeg velsigner enhver af jer med en viden om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er præcist det: Jesu Kristi Kirke. Og kun gennem de ordinancer og muligheder, den bringer, kan man fuldt ud opnå »en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«³⁷ Jeg velsigner hver eneste af jer, individuelt og ved navn, med hver eneste gave, I har brug for til denne opgave, og jeg velsigner jer, jeg bønfalder jer om tålmodigt at holde ud, alt imens jeres himmelske Fader i sin visdom finder den bedste måde til oftest at give jer det, I beder om, men altid usvigeligt giver jer det, som I har brug for. Om Guds guddommelige kærlighed, om Frelserens evige forsvar af os og om Helligåndens konstante trøst, om kraften i det hellige præstedømme, og om den profetiske tradition, som for tiden legemliggøres i præsident Russell M. Nelson, om guddommeligheden af Mormons Bog og om »et fuldkomment klart håb,« som dette evangelium giver, vidner jeg højtideligt, helligt og personligt. Jeg gør det i det navn, der er kilden til alt mit håb, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.