Bed i tro

I 1815 var den indonesiske ø Sumbawa frodig og grøn på grund af nylig falden regn. Familier forberedte sig på den kommende tørre sæson, ligesom de havde gjort hvert år i generationer, ved at dyrke rismarker i skyggen fra en vulkan kaldet Tambora.

Den 5. april efter årtier med stilhed begyndte bjerget at rumle og udspy aske og ild. Hundrede af kilometer væk hørte vidner noget, der lød som kanonskud. Små udbrud fortsatte i flere dage. Så om aftenen den 10. april eksploderede hele bjerget. Tre brændende ildsøjler skød mod himlen og sammensmeltede til et massivt udbrud. Flydende ild løb ned langs siden af bjerget og omsluttede landsbyen ved foden af bjerget. Hvirvelvinde hærgede gennem området og rev træer op og væltede huse.¹

Kaosset fortsætte hele den nat og ind i den følgende. Aske dækkede flere kilometer land og hav og var over en halv meter høj visse steder. Dagen føltes som midt på natten. Oprørte have svulmede ind over kystlinjerne og ødelagde afgrøder og oversvømmede landsbyer. I ugevis regnede det med aske, sten og ild fra Tambora.²

I de næste par måneder spredte udbruddets følger sig over hele kloden. Spektakulære solnedgange imponerede mennesker over hele verden. Men de levende farver skjulte de dødelige virkninger fra vulkanens aske, da den kredsede om jorden. I det følgende år blev vejret uforudsigeligt og ødelæggende.³

Udbruddet fik temperaturer i Indien til at falde, og kolera dræbte tusinder og ødelagde familier. I frugtbare kinesiske dale erstattede sommersnestorme et ellers normalt mildt klima, og skybrud ødelagde afgrøder. I Europa svandt fødevareforsyninger ind, hvilket førte til sult og panik.⁴

Overalt ledte folk efter forklaringer på de lidelser og dødsfald, som det mærkelige vejr forårsagede. Bønner og messen fra hellige mænd lød i hindutempler overalt i Indien. Kinesiske digtere kæmpede med at finde svar på smerte og tab. I Frankrig og Storbritannien faldt indbyggerne på deres knæ i frygt for, at de forfærdelige ødelæggelser, der var blevet forudsagt i Bibelen, var kommer over dem. I Nordamerika forkyndte præster, at Gud straffede ulydige kristne, og de gentog advarsler for at opildne religiøse følelser.

I hele landet flokkedes folk til kirker og vækkelsesmøder, ivrige efter at vide, hvordan de kunne blive frelst fra den kommende ødelæggelse.⁵

---

Tamboras udbrud påvirkede vejret i Nordamerika hele det følgende år. Efter foråret kom der sne og bidende frostvejr, og 1816 bliver husket for året uden sommer.⁶ I Vermont i det nordøstlige hjørne af USA havde stenede bakker frustreret en landmand ved navn Joseph Smith sen. i årevis. Men da han og hans hustru, Lucy Mack Smith, så deres afgrøder gå under på grund af den nådesløse frost, var de klar over, at de stod overfor økonomisk undergang og en uvis fremtid, hvis de blev i området.

Joseph sen. var i en alder af 45 ikke længere en ung mand, og udsigten til at starte forfra på en ny jord var skræmmende. Han vidste, at hans ældste sønner, 18-årige Alvin og 16-årige Hyrum, kunne hjælpe ham med at klargøre jorden, bygge et hus og plante og høste afgrøder. Hans 13-årige datter Sophronia var gammel nok til at hjælpe Lucy med hendes arbejde i huset og på gården. Hans yngre sønner, otteårige Samuel og femårige William, blev mere hjælpsomme og treårige Katharine og nyfødte Don Carlos ville en dag blive gamle nok til at bidrage.

Men hans midterste søn, den 10-årige Joseph jun., var en anden sag. Fire år forinden havde Joseph jun. fået en operation for at fjerne en betændelse i sit ben. Siden da havde han gået med en krykke. Selvom Joseph juniors ben begyndte at føles robust igen, havde han en smertefuld halten, og Joseph sen. vidste ikke, om han ville vokse og blive ligeså stærk som Alvin og Hyrum.⁷

Familien Smith kunne i hvert fald stole på hinanden, og de besluttede sig for at forlade deres hjem i Vermont for bedre jord.⁸ Som andre i området besluttede Joseph sen. at rejse til staten New York, hvor han håbede på at finde en god gård, som de kunne købe på kredit. Han ville efterfølgende sende bud efter Lucy og børnene, så familien kunne starte forfra.

Da Joseph sen. tog afsted mod New York, gik Alvin og Hyrum med ham ned af vejen, inden de sagde farvel. Joseph sen. elskede sin kone og børn højt, men han havde ikke kunnet give dem meget stabilitet i livet. Familien havde på grund af uheld og dårlige investeringer konstant været fattig og rodløs. Måske ville New York blive anderledes.⁹

---

Den følgende vinter kæmpede Joseph jun. sig igennem sneen sammen med sin mor og søskende. De var på vej vestpå mod en landsby i New York, der hed Palmyra, i nærheden af, hvor Joseph sen. havde fundet et godt stykke jord og ventede på sin familie.

Da Lucys mand ikke kunne hjælpe til med flytningen, havde hun hyret en mand ved navn hr. Howard til at køre deres vogn. Undervejs håndterede hr. Howard ikke deres ejendele særligt pænt, og han spillede og drak de penge, han modtog, væk. Og da de tilsluttede sig en anden familie, der rejste vestpå, smed hr. Howard Joseph ud af vognen, så den anden families døtre kunne sidde med ham, mens han kørte.

Alvin og Hyrum vidste, hvor smertefuldt det var for Joseph at gå, og forsøgte at konfrontere hr. Howard et par gange. Men hver gang slog han dem ned med håndtaget på sin pisk.¹⁰

Hvis Joseph havde været større, havde han sikkert selv forsøgt at konfrontere hr. Howard. Hans skadede ben havde afholdt ham fra arbejde og leg, men hans stærke vilje opvejede hans svage krop. Før lægerne havde skåret i hans ben og mejslet de inficerede stykker ben væk, havde de ønsket at binde ham eller give ham brændevin for at dulme smerten. Men Joseph havde kun bedt om, at hans far holdt ham.

Han forblev vågen og opmærksom hele tiden, hans ansigt var blegt og dryppede af sved. Hans mor, der normalt var stærk, var nær brudt sammen, da hun hørte hans skrig. Derefter følte hun sikkert, at hun kunne klare hvad som helst.¹¹

Da Joseph humpede ved siden af vognen, kunne han se, at hans mor helt sikkert bar over med hr. Howard. De havde allerede rejst over 300 kilometer, og hidtil havde hun været mere end tålmodig med førerens dårlige opførsel.

---

Da de stadig var 160 kilometer fra Palmyra, var Lucy i færd med at forberede sig til endnu en rejsedag, da hun så Alvin komme løbende mod hende. Hr. Howard havde kastet deres ejendele og bagage ned på gaden og var ved at køre med deres heste og vogn.

Lucy fandt manden i en bar. »Ligesom der er en Gud i himlen,« sagde hun, »er vognen og de heste, såvel som de ejendele der følger med dem mine.«

Hun så sig omkring i baren. Den var fuld af mænd og kvinder, de fleste af dem rejsende som hende selv. »Denne mand«, sagde hun og mødte deres blik, »er fast besluttet på at fratage mig alle mine muligheder for at fortsætte min rejse og efterlade mig med otte børn aldeles fattig.«

Hr. Howard sagde, at han havde allerede brugt de penge, hun havde betalt ham for at køre vognen, og han kunne ikke fortsætte.

»Jeg har ikke brug for dig,« sagde Lucy »Jeg vil selv sørge for hestene.«

Hun efterlod hr. Howard i baren og lovede at genforene sine børn med deres far uanset hvad.¹²

---

Vejen forude var mudret og kold, men Lucy førte sin familie sikkert til Palmyra. Da hun så sine børn klamre sig til deres far og kysse hans ansigt, følte hun sig belønnet for alt det, de havde lidt for at komme dertil.

Familien lejede kort tid efter et lille hus i byen og drøftede, hvordan de kunne få deres egen gård.¹³ De besluttede, at den bedste plan var at arbejde, til de havde nok til en udbetaling på jord i de nærtliggende skove. Joseph sen. og de ældste sønner gravede brønde, huggede bjælker til hegn og høstede hø for at tjene penge, mens Lucy og døtrene lavede og solgte tærter, drikkevarer og dekorative klude for at skaffe mad til familien.¹⁴

Da Joseph jun. blev ældre, blev hans ben stærkere, og han kunne nemt gå rundt i Palmyra. I byen kom han i kontakt med folk fra hele regionen, og mange af dem vendte sig mod religion for at opfylde åndelige behov og forklare livets prøvelser. Joseph og hans familie tilhørte ikke en kirke, men mange af deres naboer gik i kirke i en af presbyterianernes høje kirkebygninger, baptisternes kirke, kvækernes mødested eller den lejr, hvor rejsende metodistpræster afholdt vækkelsesmøder indimellem.¹⁵

Da Joseph var tolv, fejede religiøs debat gennem Palmyra. Selvom han ikke læste meget, kunne han lide at tænke dybt over tankerne. Han lyttede til prædikanter i håbet om at lære mere om sin udødelige sjæl, men deres prædikener efterlod ham ofte urolig. De fortalte ham, at han var en synder i en syndefuld verden, hjælpeløs uden Jesu Kristi frelsende nåde. Og selv om Joseph troede på budskabet og havde det dårligt med sine synder, var han ikke sikker på, hvor han kunne finde tilgivelse.¹⁶

Han troede, at det ville hjælpe ham at tage i kirke, men han kunne ikke bestemme sig for, hvor han skulle gå i kirke. De forskellige kirker diskuterede endeløst, hvordan folk kunne blive frie af synd. Efter at have hørt disse argumenter et stykke tid blev Joseph frustreret over at se folk læse den samme bibel, men komme til forskellige konklusioner af, hvad den betød. Han troede på, at Guds sandhed fandtes derude – et eller andet sted – men han vidste ikke, hvordan han kunne finde den.¹⁷

Hans forældre var heller ikke sikre. Lucy og Joseph sen. kom begge fra kristne familier og troede på Bibelen og Jesus Kristus. Lucy gik i kirke og tog ofte sine børn med. Hun havde søgt efter Jesu Kristi sande kirke siden sin søsters død mange år tidligere.

Engang, hvor hun var alvorligt syg på et tidspunkt før Josephs fødsel, havde hun frygtet, at hun ville dø, før hun fandt sandheden. Hun fornemmede et mørkt og ensomt svælg mellem hende og Frelseren, og hun vidste, at hun var uforberedt på det næste liv.

Hun lå vågen hele natten, bad til Gud og lovede ham, at hvis han lod hende leve, ville hun finde Jesu Kristi kirke. Da hun bad, talte Herrens røst til hende og forsikrede hende om, at hvis hun ville søge, ville hun finde. Hun havde besøgt flere kirker siden da, men hun havde stadig ikke fundet den rette. Men selv da det føltes som om, at Frelserens kirke ikke længere var på jorden, blev hun ved med at søge i tillid til, at det var bedre at gå i kirke end at lade være.¹⁸

Joseph sen. hungrede ligesom sin hustru efter sandheden. Han følte derimod, at det var bedre ikke at gå i nogen kirke end at gå i en forkert kirke. Joseph sen. fulgte sin fars råd og søgte i skrifterne, bad inderligt og troede på, at Jesus Kristus var kommet for at frelse verden.¹⁹ Alligevel kunne han ikke forlige det, han følte var sandt, med den forvirring og uenighed, som han så i kirkerne omkring sig. En nat havde han drømt, at de konkurrerende prædikanter var som kvæg, der brølede, mens de gravede i jorden med deres horn, hvilket forøgede hans bekymring over, at de kun vidste lidt om Guds rige.²⁰

Joseph jun. så sine forældres utilfredshed med de lokale kirker, og det forvirrede ham kun mere.²¹ Hans sjæl stod på spil, og ingen kunne give ham tilfredsstillende svar.

---

Efter at have sparet op i over et år havde familien Smith penge nok til udbetalingen på 40 hektarer skov i Manchester, syd for Palmyra. Der, ind imellem arbejdet som daglejere, tappede de ahorntræer for deres sukkerige saft, plantede en frugthave og ryddede marker for at dyrke afgrøder.²²

Mens den unge Joseph arbejdede med jorden, blev han ved med at bekymre sig over sine synder og sin sjæls velfærd. Den religiøse vækkelse i Palmyra var stilnet af, men prædikanterne vedblev med at konkurrere om konvertitter der og i hele regionen.²³ Dag og nat så Joseph solen, månen og stjernerne komme hen over himlen i orden og storhed og beundrede jordens skønhed fuld af liv. Han så også på folk omkring ham og forundredes over deres styrke og intelligens. Alt lod til at vidne om, at Gud levede og havde skabt mennesket i sit eget billede. Men hvordan kunne Joseph nå ham?²⁴

I sommeren 1819, da Joseph var 13, samledes metodistpræster til en konference nogle få kilometer fra familien Smiths gård og spredte sig ud over egnen for at tilskynde familier, som Josephs, til omvendelse. Disse præsters succes bekymrede andre præster i området og snart blev konkurrencen om nyomvendte intensiv.

Joseph deltog i møder, lyttede til gribende prædikener og så omvendte råbe af glæde. Han ønskede at råbe højt med dem, men han følte ofte, at han var midt i en krig på ord og meninger. »Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret?« spurgte han sig selv. »Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?« Han vidste, han havde brug for Kristi nåde og barmhjertighed, men med så mange folk og kirker i konflikt over religion vidste han ikke, hvor han skulle finde det.²⁵

Håbet om, at han ville finde svar – og ro i sjælen – lod til at forsvinde for ham. Han spekulerede over, hvordan nogen kunne finde sandhed blandt så megen larm.²⁶

---

Mens Joseph overværede en prædiken, hørte han en præst citere fra det første kapitel i Jakobs Bog i Det Nye Testamente. »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom,« sagde han, »skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser.«²⁷

Joseph gik hjem og læste verset op i Bibelen. »Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig,« mindedes han senere. »Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg grundede over det igen og igen, da jeg vidste, at hvis nogen havde brug for visdom fra Gud, så var det mig«. Han havde tidligere søgt i Bibelen, som om den indeholdt alle svar. Men nu stod der i Bibelen, at han skulle gå direkte til Gud for at få personlige svar på sine spørgsmål.

Joseph besluttede sig for at bede. Han havde aldrig før bedt højt, men han stolede på Bibelens løfte. »[Bed] i tro, uden at tvivle«, stod der.²⁸ Gud ville høre hans spørgsmål – også selvom de lød mærkelige.