Institut
5: Alt er tabt


»Alt er tabt«, kapitel 5 af De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage, bind 1, Sandhedens banner, 1815-1846, 2018

Kapitel 5: »Alt er tabt«

KAPITEL 5

Alt er tabt

Billede
Oversatte sider

Da Joseph havde bragt guldpladerne hjem, forsøgte skattejægere at stjæle dem. For at sikre optegnelsen måtte han flytte den fra sted til sted og gemme den under ildstedet, under gulvet i sin fars værksted og i bunker af korn. Han ville aldrig sænke sine parader.

Nysgerrige naboer kom forbi og tiggede ham om at få lov til at se optegnelsen. Joseph nægtede altid, selv når de tilbød at betale ham. Han var fast besluttet på at tage sig af pladerne og stolede på Herrens løfte om, at hvis han gjorde alt, han kunne, ville de blive beskyttet.1

Disse forstyrrelser holdt ham ofte fra at undersøge pladerne og lære mere om Urim og Tummim. Han vidste, at oversætterne skulle hjælpe ham med at oversætte pladerne, men han havde aldrig brugt seersten før til at læse et gammelt sprog. Han var ivrig efter at komme i gang med arbejdet, men det var uklart for ham, hvordan han skulle gøre det.2

Da Joseph studerede pladerne, blev en respekteret jordejer i Palmyra, der hed Martin Harris, interesseret i hans arbejde. Martin var gammel nok til at være Josephs far og havde nogle gange hyret ham til at hjælpe på sin jord. Martin havde hørt om guldpladerne, men havde ikke tænkt meget over dem, før Josephs mor inviterede ham til at mødes med hendes søn.3

Joseph var ude for at arbejde, da Martin kom forbi, så han spurgte Emma og andre familiemedlemmer om pladerne. Da Joseph kom hjem, greb Martin ham i armen og spurgte om flere detaljer. Joseph fortalte ham om guldpladerne og Moronis instruktioner om at oversætte og udgive det, der står på dem.

»Hvis det er djævelens værk,« sagde Martin, »så vil jeg ikke have noget med det at gøre.« Men hvis det var Herrens arbejde, så ville han hjælpe Joseph med at forkynde det til verden.

Joseph lod Martin løfte pladerne i den låste kasse. Martin kunne mærke, at der var noget tungt i den, men var ikke overbevist om, at det var guldplader. »Du må ikke bebrejde mig for ikke bare at tro på dine ord,« sagde han til Joseph.

Da Martin kom hjem efter midnat, krøb han ind i sit soveværelse og bad og lovede Gud at give alt, han havde, hvis han kunne vide, at Joseph udførte guddommeligt arbejde.

Da Martin bad, følte han en lille, sagte stemme tale til sin sjæl. Han vidste, at pladerne var fra Gud – og han vidste, at han skulle hjælpe Joseph med at dele deres budskab.4


Sent på året i 1827 fandt Emma ud af, at hun var gravid, og skrev til sine forældre. Det var næsten et år siden, at hun og Joseph var blevet gift, og hendes far og mor var stadig ikke glade. Men de gik med til at lade det unge par komme tilbage til Harmony, så Emma kunne føde nær sin familie.

Selvom det ville tage Joseph væk fra sine egne forældre og søskende, var han ivrig efter at tage af sted. Folk i New York forsøgte stadig at stjæle pladerne, og ved at flytte til et nyt sted kunne det give den fred og ro, han havde brug for for at udføre Herrens værk. Han var desværre stadig i gæld og havde ingen penge til flytningen.5

Med håbet om at få styr på sin økonomi tog Joseph ind til byen for at afvikle noget af sin gæld. Mens han foretog en indbetaling i en butik, kom Martin Harris op til ham. »Her, hr. Smith, er der halvtreds dollars,« sagde han. »Jeg giver dem til dig til at udføre Herrens værk.«

Joseph tøvede med at modtage pengene og lovede at betale dem tilbage, men Martin sagde, at han ikke skulle bekymre sig om det. Pengene var en gave, og han tilkaldte alle i rummet for at være vidne til, at han frit havde givet dem.6

Kort efter betalte Joseph sin gæld og pakkede sin vogn. Han og Emma tog af sted til Harmony med guldpladerne gemt i en tønde bønner.7


Parret ankom til familien Hales’ rummelig hus cirka en uge senere.8 Inden længe forlangte Emmas far at se guldpladerne, men Joseph sagde, at han kun kunne vise ham kassen, som han opbevarede dem i. Isaac løftede irriteret kassen og følte dens vægt, men forblev skeptisk. Han sagde, at Joseph ikke kunne have den i huset, med mindre han viste ham, hvad der var inden i.9

Det var ikke nemt at oversætte med Emmas far i nærheden, men Joseph forsøgte sit bedste. Med Emmas hjælp kopierede han mange af de mærkelige tegne fra pladerne til papir.10 I adskillige uger forsøgte han så at oversætte dem med hjælp af Urim og Tummim. Processen krævede, at han gjorde mere end at se ind i oversætterne. Han måtte være ydmyg og udøve tro, når han studerede tegnene.11

Nogle få måneder senere kom Martin til Harmony. Han sagde, at han følte sig inspireret af Herren til at rejse så langt som til New York City for at konsultere eksperter i gamle sprog. Han håbede på, at de kunne oversætte tegnene.12

Joseph kopierede adskillige tegn fra pladerne, nedskrev sin oversættelse og gav papiret til Martin. Han og Emma så da deres ven tage østpå for at konsultere fremtrædende forskere.13


Da Martin ankom til New York City, tog han hen for at se Charles Anthon, en professor i latin og græsk ved Columbia College. Professor Anthon var en ung mand – cirka 15 år yngre end Martin – og var bedst kendt for at have udgivet et populært leksikon om græsk og romersk kultur. Han var også begyndt på at indsamle historier om indianere.14

Anthon var en striks forsker, der foragtede afbrydelser, men han havde budt Martin velkommen og studeret tegnene og oversættelsen, som Joseph havde givet.15 Selvom professoren ikke kendte egyptisk, havde han læst nogle studier om sproget og vidste, hvordan det så ud. Ved at se på tegnene så han ligheder med egyptisk og fortalte Martin, at oversættelsen var korrekt.

Martin viste ham flere tegn, og han undersøgte dem. Han sagde, at de indeholdt tegn fra mange gamle sprog, og gav Martin en attest, der bekræftede deres ægthed. Han anbefalede også, at han viste tegnene til en anden forsker, der hed Samuel Mitchill, der plejede at undervise ved Columbia.16

»Han er meget lærd i disse gamle sprog,« sagde Anthon, »og jeg er ikke i tvivl om, at han vil kunne gøre dig tilfreds.«17

Martin lagde attesten i lommen, men lige da han skulle til at gå, kaldte Anthon ham tilbage. Han ville vide, hvordan Joseph havde fundet guldpladerne.

»En Guds engel,« sagde Martin »åbenbarede det for ham.« Han bar vidnesbyrd om, at oversættelsen af pladerne ville ændre verden og redde den fra ødelæggelse. Og nu hvor han havde bevis på deres ægthed, havde han til hensigt at sælge sin gård og donere penge til at få oversættelsen udgivet.

»Lad mig se attesten,« sagde Anthon.

Martin tog den op af sin lomme og gav det til ham. Anthon rev den i stykker og sagde, at der ikke fandtes tjenende engle. Hvis Joseph ønskede at få oversat pladerne, kunne han tage dem til Columbia og få en forsker til at oversætte dem.

Martin forklarede, at en del af pladerne var forseglede, og at Joseph ikke måtte vise dem til nogen.

»Jeg kan ikke læse en forseglet bog,« sagde Anthon. Han advarede Martin om, at Joseph sikkert snød ham. »Pas på uærlige personer,« sagde han.18

Martin forlod professor Anthon og tog hen til Samuel Mitchill. Han tog venligt imod Martin, lyttede til hans historie og så på tegnene og oversættelsen. Han kunne ikke tyde dem, men sagde, at de mindede ham om egyptiske hieroglyffer og var skrivelserne fra en uddød nation.19

Martin forlod byen kort tid efter og vendte tilbage til Harmony mere overbevist end nogensinde om, at Joseph havde ældgamle guldplader og kraften til at oversætte dem. Han fortalte Joseph om sine interview med professorerne og ræsonnerede, at hvis nogle af de højst uddannede mænd i USA ikke kunne oversætte bogen, så måtte Joseph gøre det.

»Jeg kan ikke,« sagde Joseph overvældet af opgaven, »for jeg er ikke lærd.« Men han vidste, at Herren havde forberedt oversætterne, så han kunne oversætte pladerne.20

Martin var enig. Han planlagde at tage tilbage til Palmyra, få styr på sine sager og vende tilbage så hurtigt som muligt for at virke som Josephs skriver.21


I april 1828 boede Emma og Joseph i et hus langs Susquehannafloden ikke langt fra hendes forældres hjem.22 Emma, der nu var langt henne i sin graviditet, fungerede ofte som Josephs skriver, da han begyndte at oversætte optegnelsen. En dag, mens han oversatte, blev han pludselig bleg. »Emma, var der en mur rundt omkring Jerusalem?« spurgte han.

»Ja,« sagde hun og mindedes beskrivelser af den i Bibelen.

»Åh,« sagde Joseph med lettelse, »Jeg var bange for, jeg var blevet narret.«23

Emma var forundret over, at hendes mands mangel på viden om historie og skriften ikke forhindrede oversættelsen. Joseph kunne knap nok skrive et sammenhængende brev. Alligevel sad hun time efter time ved siden af ham, mens han dikterede optegnelsen uden hjælp fra nogen bog eller et manuskript. Hun vidste, at det kun var Gud, der kunne inspirere ham til at oversætte, som han gjorde.24

Efter en tid vendte Martin tilbage fra Palmyra og tog over som skriver, hvilket gav Emma en mulighed for at hvile sig, inden babyen kom.25 Men hvile kom ikke let. Martins hustru, Lucy, havde insisteret på at tage med ham til Harmony, og de var begge to meget stærke personligheder.26 Lucy var mistænkelig over Martins ønske om at støtte Joseph økonomisk og var vred over, at han var taget til New York City uden hende. Da han fortalte hende, at han tog til Harmony for at hjælpe med oversættelsen, havde hun inviteret sig selv med, fast besluttet på at se pladerne.

Lucy var ved at miste sin hørelse, og når hun ikke kunne forstå, hvad folk sagde, troede hun nogle gange, at de kritiserede hende. Hun havde også en meget lille fornemmelse for privatliv. Da Joseph havde nægtet at vise hende pladerne, begyndte hun at lede i huset, ved at søge i familiens kister, skabe og kufferter. Joseph havde intet andet valg end at gemme pladerne i skoven.27

Lucy forlod kort tid efter huset og boede hos en nabo. Emma fik sine kister og skabe tilbage igen, men nu fortalte Lucy naboerne, at Joseph var ude efter at få fat i Martins penge. Efter at have skabt problemer i flere uger tog Lucy hjem til Palmyra.

Med freden genskabt oversatte Joseph og Martin hurtigt. Joseph voksede med sin guddommelige rolle som seer og åbenbarer. Ved at se ind i oversætterne eller en anden seersten var han i stand til at oversætte, uanset om pladerne lå foran ham, eller om de var viklet ind i et af Emmas linnedklæder på bordet.28

I løbet af april, maj og starten af juni lyttede Emma til rytmen af Joseph, der dikterede optegnelsen.28 Han talte langsomt, men klart og stoppede til tider op for at vente på, at Martin sagde »skrevet,« når han havde nået at skrive det, som Joseph havde sagt.30 Emma tog også ture med at være skriver og var forbløffet over, hvordan Joseph efter en afbrydelse eller pause altid var i stand til at fortsætte der, hvor han slap uden nogen tilskyndelse.31

Det var ved at være tid til, at Emma skulle føde. Stakken af siderne i manuskriptet var blevet stor og Martin var blevet overbevist om, at hvis han kunne lade sin hustru læse oversættelsen, så ville hun se dens værdi og holde op med at blande sig i deres arbejde.32 Han håbede også, at Lucy ville være tilfreds med, hvordan han brugte sin tid og sine penge for at hjælpe til med at frembringe Guds ord.

En dag bad Martin Joseph om tilladelse til at tage manuskriptet med Palmyra i nogle få uger.33 Joseph var bekymret for ideen, da han huskede, hvordan Lucy Harris havde opført sig, da hun havde besøgt dem. Men han ønskede at behage Martin, der troede på ham, da så mange andre havde tvivlet på hans ord.34

Joseph var usikker på, hvad han skulle gøre og bad for at få vejledning, og Herren fortalte ham, at han ikke skulle lade Martin tage siderne.35 Men Martin var sikker på, at hvis han viste dem til sin hustru, ville tingene ændre sig, og han tiggede Joseph om at bede igen. Det gjorde Joseph, men svaret var det samme. Martin pressede ham til at spørge en tredje gang, og denne gang gav Gud dem lov til at gøre, som de ville.

Joseph fortalte Martin, at han kunne tage siderne i to uger, hvis han lovede at bevare dem låst inde og kun at vise dem til visse familiemedlemmer. Martin indvilligede og vendte tilbage til Palmyra med manuskriptet i hånden.36

Da Martin var taget af sted, viste Moroni sig for Joseph og tog oversætterne fra ham.37


Dagen efter Martin var rejst, gennemgik Emma en smertefuld fødsel og fødte en dreng. Barnet var skrøbeligt og syg og levede ikke længe. Prøvelsen efterlod Emma fysisk udmattet og følelsesmæssigt ødelagt, og for en tid virkede det, som om hun måske også ville dø. Joseph tog sig kærligt af hende og forlod aldrig hendes side i lang tid.38

Efter to uger begyndte Emmas helbred at blive bedre, og hendes tanker vendte sig mod Martin og manuskriptet. »Jeg er så urolig,« fortalte hun Joseph, »at jeg ikke kan hvile eller falde til ro, før jeg ved noget om, hvad hr. Harris gør med det.«

Hun opfordrede Joseph til at finde Martin, men Joseph ville ikke efterlade hende. »Hent min mor,« sagde hun, »og hun vil blive hos mig, mens du er væk.«39

Joseph tog en diligence nordpå. Han spiste og sov kun lidt på rejsen, da han var bange for, at han havde fornærmet Herren ved ikke at lytte, da han sagde, at han ikke skulle lade Martin tage manuskriptet.40

Solen var ved at stige op, da han kom til sine forældres hjem i Manchester. Familien Smith var ved at lave morgenmad og sendte en invitation til Martin om at komme og spise med. Klokken otte var maden på bordet, men Martin var ikke kommet. Joseph og familien begyndte at blive urolige, mens de ventede på ham.

Endelig, da der var gået mere end fire timer, kunne de se Martin på afstand gå langsomt op mod huset med øjnene fokuseret på jorden foran sig.41 Da han kom til lågen, stoppede han op og satte sig på hegnet, med hatten trukket ned over øjnene. Han kom så ind og satte sig ned i stilhed.

Familien så på, mens Martin samlede sit bestik op som for at spise for derpå at slippe det. »Jeg har mistet min sjæl!« råbte han og pressede sine hænder mod sine tindinger. »Jeg har mistet min sjæl!«

Joseph sprang op. »Martin, har du mistet manuskriptet?«

»Ja,« sagde Martin. »Det er væk, og jeg ved ikke hvor.«

»Åh, min Gud, min Gud«, stønnede Joseph, mens han knugede sine hænder sammen. »Alt er tabt!«

Han begyndte at gå frem og tilbage. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. »Gå tilbage,« befalede han Martin. »Søg igen.«

»Det nytter ikke noget,« græd Martin. »Jeg har kigget alle steder i huset. Jeg har endda sprættet senge og puder op, og jeg ved, at det ikke er der.«

»Skal jeg vende tilbage til min hustru med sådan en beretning?« Joseph frygtede, at nyheden ville slå hende ihjel. »Og hvordan skal jeg kunne vise mig for Herren?«

Hans mor prøvede at trøste ham. Hun sagde, at Herren måske ville tilgive ham, hvis han ydmygt omvendte sig. Men Joseph græd nu, rasende på sig selv for ikke at have adlydt Herren første gang. Han kunne knap nok spise resten af dagen. Han blev natten over og tog næste morgen af sted til Harmony.42

Da Lucy iagttog ham tage af sted, var hendes hjerte tungt. Det virkede som om, at alt, de havde håbet på som familie – alt, der havde bragt dem glæde i løbet af de sidste par år – var forsvundet på et øjeblik.43

Noter

  1. JS-H 1:59; Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, 8, i JSP, H1:236-238 (draft 2); Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 1-2; Knight, Reminiscences, s. 3.

  2. Knight, Reminiscences, 3–4; Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s.1-3; Joseph Smith History, circa Summer 1832, 1, i JSP, H1:11.

  3. »Mormonism—No. II«, Tiffany’s Monthly, aug. 1859, s. 167-168; Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 3-4; Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1,. 8, i JSP, H1:238 (draft 2). Emne: Witnesses of the Book of Mormon (Mormons Bogs vidner)

  4. »Mormonism—No. II«, Tiffany’s Monthly, aug. 1859, s. 168-170.

  5. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 8-9, i JSP, H1:238 (draft 2); Knight, Reminiscences, s. 3; »Mormonism—No. II«, Tiffany’s Monthly, aug. 1859, s. 170.

  6. Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 6; Lucy Mack Smith, History, 1845, s. 121.

  7. »Mormonism—No. II«, Tiffany’s Monthly, aug. 1859, s. 170.

  8. »Mormonism—No. II«, Tiffany’s Monthly, aug. 1859, s. 170; Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9 i JSP, H1:240 (draft 2).

  9. Isaac Hale, Affidavit, 20. mar. 1834, i »Mormonism«, Susquehanna Register, and Northern Pennsylvanian, 1. maj 1834, s. 1.

  10. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:240 (draft 2); Knight, Reminiscences, s. 3.

  11. Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 3; Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:240 (draft 2); »Letter from Elder W.H. Kelley«, Saints’ Herald, 1. mar. 1882, s. 68; se også L&P 9:7-8 (Revelation, Apr. 1829–D, på josephsmithpapers.org).

  12. Joseph Smith History, circa Summer 1832, s. 5, i JSP, H1:15; Knight, Reminiscences, s. 3. Emne: Book of Mormon Translation (Mormons Bogs oversættelse)

  13. Joseph Smith History, 1838-1856, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:238-240 (draft 2); Joseph Smith History, circa Summer 1832, s. 5, i JSP, H1:15.

  14. MacKay, »Git Them Translated«, s. 98-100.

  15. Bennett, »Read This I Pray Thee«, s. 192.

  16. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:240 (draft 2); Bennett, Journal, 8. aug. 1831, i Arrington, »James Gordon Bennett’s 1831 Report on ›The Mormonites‹«, s. 355.

  17. [James Gordon Bennett], »Mormon Religion—Clerical Ambition—Western New York—the Mormonites Gone to Ohio«, Morning Courier and New-York Enquirer, 1. sep. 1831, s. 2.

  18. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:240-242 (draft 2); Jennings, »Charles Anthon«, s. 171-187; Bennett, »Read This I Pray Thee«, s. 178-216.

  19. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:244 (draft 2); Bennett, Journal, 8. aug. 1831, i Arrington, »James Gordon Bennett’s 1831 Report on ›The Mormonites‹«, s. 355; Knight, Reminiscences, s. 4. Emne: Martin Harris’s Consultations with Scholars (Martin Harris’ konsultation med forskere)

  20. Joseph Smith History, circa Summer 1832, s. 5, i JSP, H1:15; Es 29:11-12; 2 Ne 27:15-19.

  21. Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 8; Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:244; Joseph Smith III, »Last Testimony of Sister Emma«, Saints’ Herald, 1. okt. 1879, s. 289-290.

  22. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:244 (draft 2); Isaac Hale, Affidavit, 20. mar. 1834, i »Mormonism«, Susquehanna Register, and Northern Pennsylvanian, 1. maj 1834, s. 1; Agreement with Isaac Hale, 6. apr. 1829, i JSP, D1:28-34.

  23. Briggs, »A Visit to Nauvoo in 1856«, s. 454; se også Edmund C. Briggs to Joseph Smith, 4. juni 1884, Saints’ Herald, 21. juni 1884, s. 396.

  24. Joseph Smith III, »Last Testimony of Sister Emma«, Saints’ Herald, 1. okt. 1879, s. 289-290; Briggs, »A Visit to Nauvoo in 1856«, s. 454.

  25. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:244 (draft 2); Isaac Hale, Affidavit, 20. mar. 1834, i »Mormonism«, Susquehanna Register, and Northern Pennsylvanian, 1. maj 1834, s. 1.

  26. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 6, s. 8.

  27. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 6, s. 3-5, 8-9.

  28. Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 9-10; Joseph Smith III, »Last Testimony of Sister Emma«, Saints’ Herald, 1. okt. 1879, s. 289-290.

  29. I en erindringsberetning sagde Emma Smith, at hun arbejdede i det samme værelse som Joseph og Oliver Cowdery, mens de færdiggjorde oversættelsen i 1829, og hun var formentlig også til stede, da Joseph Oliver og Martin oversatte i 1828 (Josef Smith III »Last Testimony of Sister Emma«, Saints’ Herald, 1. okt. 1879, s. 290).

  30. William Pilkington, Affidavit, Cache County, UT, 3. apr. 1934, i William Pilkington, Autobiography and Statements, Kirkens historiske bibliotek; »One of the Three Witnesses«, Deseret News, 28. dec. 1881, s. 10.

  31. Briggs, »A Visit to Nauvoo in 1856«, s. 454; Joseph Smith III, »Last Testimony of Sister Emma«, Saints’ Herald, 1. okt. 1879, s. 289-290.

  32. Se Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s.10; Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:244; Joseph Smith History, circa Summer 1832, s. 5, i JSP, H1:15; Knight, Reminiscences, s. 5; Historical Introduction to Preface to the Book of Mormon, circa aug. 1829, i JSP, D1:92-93.

  33. Joseph Smith History, 1838–56, volume A-1, s. 9, i JSP, H1:244 (draft 2); Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 6, s. 10.

  34. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 6, s. 10-11; book 7, s. 1.

  35. Joseph Smith History, circa Summer 1832, s. 5, i JSP, H1:15.

  36. Joseph Smith History, 1838–56, volume -1, s. 9 9–10, i JSP, H1:244-244 (draft 2); Lucy Mack Smith, History, 1844–45, book 7, s. 1; Knight, Reminiscences, s. 5.

  37. Joseph Smith History, 1838-1856, volume A-1, s. 9-10, i JSP, H1:244-246 (draft 2).

  38. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 7 s. 1-2. Emne: Joseph and Emma Hale Smith Family (Familien Joseph og Emma Hale Smith)

  39. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 7 s. 1-2.

  40. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 7, s. 2-4.

  41. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 7, s. 5.

  42. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 7, s. 5-7. Emne: Lost Manuscript of the Book of Mormon (Mormons Bogs mistede manuskript)

  43. Lucy Mack Smith, History, 1844-1845, book 7, s. 7. Emne: Lucy Mack Smith