Syv lektier om at dele evangeliet med andre

De to første lektier, som vi har lært tidligt i vores indsats for at være gode medlemsmissionærer, har gjort det lettere at dele evangeliet med andre: Vi kan ganske enkelt ikke forudsige, hvem der vil eller ikke vil være interesseret i evangeliet, samt at det at bygge et venskab ikke er en forudsætning for at kunne invitere mennesker til at høre om evangeliet. Vi opdagede disse principper, da vi var nygifte, og missionærerne i vores ward bad os om at lave en liste over mennesker, som vi kunne dele evangeliet med. Vi skulle begynde med dem, som stod øverst på vores liste og begynde at »forberede« dem gennem en proces på 12 skridt. For det første skulle vi invitere dem hjem til middag og følge det op med gå til en kulturel begivenhed sammen. Det sjette, syvende og ottende skridt var et invitere dem med i kirke, give dem et eksemplar af Mormons Bog og bede dem lytte til missionærlektionerne. Dette program kulminerede med det tolvte skridt – dåb.

Vi lavede pligtopfyldende denne liste og placerede øverst de mennesker, som vi mente var mest interesserede i evangeliet. De så ud som »ideelle mormoner« – mennesker, hvis værdier, så som et rent liv og forpligtelse over for familien afspejlede vores egne værdier. Vi begyndte at bygge et dybere venskab med dem og føjede yderligere sociale aktiviteter til vores allerede travle liv. En efter en afviste de, som vi troede måske ville være interesseret i at lære om evangeliet, vores invitation, når vi kom til skridtene 6 til 8. Vores invitationer fornærmede dem ikke, men på deres egen måde fortalte de os, at de var tilfredse i deres nuværende holdning til religion. Efter et stort arbejde i flere måneder, fandt vi ikke nogen, som var interesseret i at lære mere om evangeliet.

Så kom der nye missionærer til vores menighed. De kendte ikke noget til vores historie, da de kom til vores hjem og foldede et identisk skema ud på vores bord og bad os lave en liste over de mennesker, som vi kunne dyrke et venskab med som forberedelse til at undervise dem i evangeliet. Vi protesterede: »Vi har allerede prøvet dette. Det tog lang tid og virkede ikke.« Vi forklarede, at vi mente, at vi oprigtigt havde forsøgt med alle, som vi mente var kandidat til at høre missionærlektierne.

Eftersom missionærerne var desperate efter en henvisning, bønfaldt de: »Kender I slet ingen , som vi kan besøge?« Vi gav dem navnene på fire par, som vi havde udelukket fra vores første liste. Blandt dem var familien Taylor (navnet er ændret). Vi advarede missionærerne om, at de helt afgjort kunne banke på familien Taylors dør, men at det ville være tidsspilde. Ken kunne slet ikke lide organiseret religion af nogen art. Desuden var han en rå rugbyspiller og drak meget øl.

Senere vendte missionærerne jublende tilbage. Familien Taylor havde inviteret dem ind, lyttet til den første lektion og inviteret dem tilbage til den næste. Vi blev efterfølgende nære venner med familien Taylor, mens vi lyttede til missionærlektionerne sammen. Vi havde aldrig forestillet os, at de ville nære nogen interesse for evangeliet.

Vi lærte fra denne erfaring, at vi ganske enkelt ikke ved noget forud om, hvem der vil og ikke vil være interesseret i at lære om Kirken. Vi troede, at vi kunne bedømme og derfor udelukke fra vores liste de mange mennesker, hvis livsstil, vaner og udseende gjorde dem til mindre sandsynlige kandidater. Når vi reflekterer over dem, som har sluttet sig til Kirken, er det imidlertid klart, at nogle få af dem ville have stået på vores liste som »mulige medlemmer«, da de først havde mødt Kirken.

Mange, som accepterer evangeliet, har modgang eller er i nød (se Alma 32:2-3). Efterlevelse af evangeliet forandrer dem. Den eneste måde, hvorpå alle mennesker kan have muligheden for at vælge eller forkaste Jesu Kristi evangelium er ved at invitere dem til at følge Frelseren.

Denne erfaring lærte os også, at vi i de fleste tilfælde ikke behøver at ændre vores forhold til andre mennesker til dybere venskaber som forudsætning for at invitere dem til at lære om evangeliet. Det var ikke tilfældet for de fleste af vores naboer, klassekammerater, arbejdskollegaer, ekspedienter og folk, som kørte i samme bus.

Fuldtidsmissionærer venter fx ikke med at blive venner med deres kontakter. De taler med alle. Der opbygges så et tillidsforhold, når de får mulighed for at undervise. I de sidste 20 år har vi lagt mærke til, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dybden af et forhold og sandsynligheden for, at et menneske vil være interesseret i at høre om evangeliet. Men det modsatte er næsten altid sandt: Enhver, som accepterer invitationen, bliver en nærmere ven, uanset om vedkommende bliver døbt eller ej. Vi har også lært, at selv om mennesker afviser vores invitation, bliver de ikke fornærmet, hvis de kan mærke vores kærlighed og Guds kærlighed, når vi inviterer dem til at høre om evangeliet. De har typisk udtrykt taknemlighed over, at vi har været så interesseret i dem, at vi ønskede at dele noget så personlig og vigtigt med dem.

Vi lærte en tredje lektie, da missionærerne var i vores hjem for at undervise Jack, som er en af Claytons kollegaer. Den ene af ældsterne var for nyligt kommet på mission, og hans seniorkammerat fra Argentina kæmpede med det engelske. Som et resultat ville Jack, når der opstod et spørgsmål, instinktivt spørge Clayton, som svarede – i den tro, at han kunne svare mere klart og overbevisende end disse ældster kunne. Vi faldt ind i en rytme, hvor ældsterne ville undervise i et begreb. Jack ville stille et spørgsmål, Clayton ville besvare det, og så ville ældsterne undervise i det næste begreb. Jack stillede derpå et vanskeligt spørgsmål, som Clayton ikke straks havde et svar til. Da Clayton gjorde en pause, kom den argentinske ældste med et dybsindigt svar, givet af Ånden. Da Jack stillede det næste spørgsmål, ventede Clayton for at se, om denne ældste ville gøre det igen – og det gjorde han. Vi lærte en vigtig lektie om at dele evangeliet med andre. På trods af deres uerfarenhed kan vi stole på, at missionærerne underviser godt i evangeliet , fordi Herren kvalificerer dem, som han kalder.

Den fjerde indsigt kom, da vi flyttede et gammelt og tungt køleskab fra kælderen hos en ældre søster, som Clayton var hjemmelærer for. Vi havde forsøgt at finde et andet medlem af wardet, som kunne hjælpe os, men der var ingen. Så i vores desperation spurgte vi naboen Jim, som ikke var medlem, men som med glæde tilbød at hjælpe til. Det var en varm og meget fugtig sommerdag, og vores tøj blev hurtigt gennemblødt af sved. Da vi nåede det første drej på trappen og havde fået køleskabet balanceret oppe på afsatsen, sagde Jim: »Fortæl mig så noget om mormonkirken.«

Clayton tørrede sveden af sin pande og sagde: »Helt ærligt, så er det lige det her.« Han forklarede, hvordan hjemmeundervisningen fungerer og sagde, hvor meget denne søster havde behov for os. Vi fortalte ham, at fordi studerende og deres familier flyttede ud og ind af vores område hele tiden, hjalp vores familie ofte en eller anden med at læsse eller tømme en lejet lastbil.

Jim kunne slet ikke tro det. »I vores kirke lytter vi bare til prædikenen og går så hjem. Jeg har ikke nogen idé om, hvem der har behov for min hjælp. De spørger aldrig, og der er ingen måde, jeg kunne tilbyde mig på. Vil I bede om min hjælp igen, når I har behov for et ekstra par hænder? Jeg kan godt lide det her.« Selv om Clayton uden succes havde forsøgt at tale med Jim om religion førhen, var han ikke interesseret. Men han var interesseret i muligheden for at hjælpe andre.

Her er, hvad denne oplevelse lærte os: Mange mennesker, som er tilfredse med deres liv, føler et behov for at tjene. Kristi lys skaber dette ønske om at hjælpe. Når vores invitationer om at undersøge Kirken lægger vægt på lærdom, sammenknytter vi det ofte ikke med, hvad mennesker søger fra begyndelsen. Når vi involverer dem i sammen med os at hjælpe andre, finder de ofte, at Kirken tager sig af et vigtigt behov.

Ved at invitere andre til at hjælpe os med vores arbejde i Kirken hjælper vi dem til at føle, at der er brug for dem, og hjælper dem til at føle Ånden. Når disse følelser kommer, erkender mange mennesker ofte, at noget har manglet i deres tilværelse. Ved at hjælpe os med at gøre Guds vilje, lærte Jim mere om, hvordan Kirken er, end han nogensinde kunne have lært ved en samtale eller ved at komme til en fest i menigheden. Som resultat accepterede Jim til sidst vores invitation til at modtage missionærlektionerne.

På trods den store sandhed og godhed, som Jim havde set i vores kirke, besluttede han efter den tredje lektion ikke at fortsætte sin undersøgelse af Kirken. Selv om vi ved, at mange, som ophører med at undersøge Kirken, senere vil fortsætte med at lytte og acceptere evangeliet, blev vi skuffet. Men dette lærte os vores femte værdifulde lektie om medlemsmissionering – vi forstod, at vi havde haft succes som missionærer. Jim var blevet en god ven, og vi havde givet ham muligheden for at forstå Jesu Kristi evangelium på et dybere plan. Uanset om han bliver døbt eller ikke, har han taget et skridt på sin egen evige udviklings vej, og han har truffet nogle vigtige valg. De fleste os frygter ikke at slå til. Når vi forstår, at vi har succes som medlemsmissionærer, når vi inviterer mennesker til at høre og acceptere sandheden , så forsvinder meget af den frygt, der holder os borte fra at dele evangeliet med andre.

Vi har lært vores sjette lektie ved at følge råd fra ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum: Vi har brug for en tidsfrist, fordi vi har så meget at gøre i vores liv. Uanset om vi kan lide det eller ej, så har vi tendens til at udsætte det, som ikke har en tidsfrist, mens det, som skal færdiggøres til en bestemt tid, ser ud til at blive gjort. Uden en tydelig tidsfrist kan selv belønnende ansvar af evig betydning – som missionering – hurtigt blive fortrængt af noget andet.

Ældste Ballard har for at hjælpe os bedt os om regelmæssigt at »nedskrive en dato «. Han har udtrykkeligt sagt, at vi ikke behøver at skrive et navn ned. Ældste Ballard har udfordret os til at fastsætte en dato som en forpligtelse over for Herren. Han har lovet, at hvis vi da søger enhver mulighed for at tale om evangeliet med så mange mennesker, som vi kan, så vil Herren velsigne os ved, at vi inden den dag finder nogen, som vil accepterer vores invitation til at lytte til missionærerne.² Sammen har vi accepteret ældste Ballards udfordring, og vi har hvert år fundet nogen, som missionærerne kan undervise. Hver gang vi bønsomt har sat en dato, har Herren tilvejebragt nogen for os, som kan undervises.

Men de personer, som vi har fundet, har vi sjældent fundet med lethed. Det har krævet daglig bøn, ofte faste, samt det at skabe muligheder for at have evangeliske samtaler. Vi har fundet det som en hjælp at bruge »mormon«-udtryk i vores samtaler – og henvist til aktiviteter i kirken, vores børn på mission, oplevelser, som vi har haft i kaldelser i Kirken osv. Når vi bruger disse udtryk, er det som om vi åbner en dør og indbyder den anden person til at komme ind og tale om Kirken. De fleste mennesker vælger ikke at komme ind gennem den dør, og det er helt fint. Men af og til spørger de os om Kirken. Vi svarer så på deres spørgsmål. Og hvis det synes passende, så åbner vi en anden dør – og indbyder dem til et kirkemøde eller til at komme til vores hjem, så vi kan fortælle dem mere. De fleste af dem, som vi har inviteret, har sagt nej, men nogle accepterer. Uanset udfaldet så har vi fundet, at hvis de føler vores kærlighed, giver de ofte udtryk for taknemlighed over, at vi bekymrer os nok til at invitere dem.

For adskillige år siden satte ældste Christensen en dato til den 31. januar. Det blev januar, og selv om han havde indledt samtaler med dusinvis af mennesker og inviteret adskillige af dem til at mødes med missionærerne, lykkedes det ham ikke at finde nogen, som var interesseret. Han havde planlagt at rejse til Honolulu på Hawaii til en akademisk konference den 20. januar, og som hans skema så ud, syntes det klart, at han måtte møde den person, som han kunne introducere til missionærerne på flyveturen til eller fra Hawaii. Der var ingen anden tid. Han bønfaldt i daglig bøn om, at Gud ville lade en person sidde ved siden af ham, som ville acceptere hans invitation.

Efter al denne anstrengelse kunne han ikke tro sine egne øjne, da han så den, han skulle sidde ved siden af – en mand ved navn Vinnie, som havde en åbentstående hawaiiskjorte helt ned til livremmen og med tre guldkæder på sit hårfyldte bryst. Vinnie forklarede, at han arbejdede 11 måneder om året for at spare nok sammen til om vinteren at slippe væk i en måned til Hawaii for at jage efter kvinder. Clayton var dybt skuffet. Han havde forsøgt og havde bedt så indtrængende for at finde en eller anden – og i stedet blev han sat ved siden af en mand, som slet ikke syntes at være spor religiøs. Clayton, der havde tabt modet, begyndte at læse.

Da stewarden kom med frokosten, lagde Clayton bogen ned og talte lidt løst og fast med manden ved siden af. Vinnie spurgte Clayton, om han før havde været på Hawaii, og Clayton svarede, at han gået på sprogskole i Laie på vej til sin mission for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Korea. Vinnie lagde overrasket sin gaffel ned og sagde: »Så du er mormon? Der er sket det mærkeligste for mig i løbet af det sidste år. Jeg har aldrig været interesseret i religion, men jeg har haft denne voksende nysgerrighed om at vide mere om mormonerne. Jeg ved ikke hvorfor. Kan du fortælle mig lidt om jeres kirke?«

De næste tre timer drøftede de i en atmosfære af en vidunderlig ånd Jesu Kristi evangelium ved at gennemgå trosartikel efter trosartikel. Adskillige gange på resten af flyveturen afbrød Vinnie for at takke ham for at have fortalt ham om Kirken. Da flyet landede, fortalte Clayton Vinnie, at der var missionærer i hans hjemby og spurgte, om de måtte besøge ham, når han vendte tilbage. Vinnie spurgte, om der var nogen missionærer i Honolulu. Clayton modtog dette gyldne svar på sin bøn ved at bruge et »mormonudtryk« til at åbne døren til en samtale og ved at holde sin egen dom tilbage om, hvad der måtte være i Vinnies hjerte.

Vi lærte den syvende lektie fra denne oplevelse: Når vi har travlt med at tjene i Kirken, kan vi forvente, at Gud velsigner os med mirakler, når vi udfører det, som han befaler (se 1 Nephi 3:7). I det regnestykke, der afgør, om vi kan finde mennesker, som missionærerne kan undervise, er Guds rolle konstant og varierer ikke. Han vil altid indfri sine løfter. Den eneste variabel er, om vi har tro nok til at forpligte os, adlyde og forvente mirakler. De travle mænd og kvinder, som leder vores menigheder og stave (eller distrikter), bør i højere grad end andre medlemmer udøve denne enkle tro – fordi hvis de ikke kan tale i nutid og jeg-form om det at dele evangeliet med andre, så kan de ikke inspirere andre til at opfylde vores profets kald til at være medlemsmissionær.

Mange af os kender mennesker, som synes at være »naturlige missionærer«, næsten som de har en medfødt gave, som gør det at dele evangeliet med andre let for dem. Vi er helt sikkert ikke født med denne evne. Vi finder, at arbejdet er ukomfortabelt og skræmmende i begyndelsen, men ved at lære og ved at følge disse lektier, har det hjulpet os med at dele evangeliet med andre på måder, som er blevet naturlige.

De velsignelser, som vores familie har modtaget ved at udføre dette arbejde, er ikke til at tælle. Missioneringen har bragt Guds Ånd ind i vores hjem og vore hjerter. Vi inviterede fx for fire år siden en af Claytons tidligere elever, Sunil, til at modtage missionærlektionerne i vores hjem. Missionærerne gjorde et vidunderligt job, og ved afslutningen af undervisningen vidnede de begge om de sandheder, som de havde belært os om. Vi bar begge vores vidnesbyrd, og Clayton bad en af missionærerne om at slutte med bøn. Lige da rakte vores søn Spencer sin hånd op. »Far, må jeg sige noget?« Så rejste han sig op og kiggede med så rent et blik på Sunil og sagde: »Sunil, jeg er kun 11 år. Men jeg ved, at det, som missionærerne har fortalt dig i aften er sandt. Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at du og jeg er hans sønner, og at Joseph Smith i sandhed var en Guds profet.« Mens han delte sine følelser, kom der en sød og stærk ånd i stuen.

Den næste dag sendte Sunil en e-mail, hvor han sagde, at mens han værdsatte den klare forklaring om vores tro, som missionærerne og vi havde givet i løbet af undervisningen, »så følte jeg noget indvendig, som jeg aldrig før har følt, da jeres søn stod op og sagde det, som han sagde. Det må være det, som I mener, når I taler om Guds Ånd.«

Mange velsignelser og venskaber er blevet en del af vores liv ved at forsøge at dele evangeliet med andre. Men denne velsignelse har været en af de bedste: At have missionærerne regelmæssigt til at hjælpe os som familie med at undervise vore nye og gamle venner ved Helligåndens kraft, noget som på afgørende vis har påvirket troen hos vore fem børn og bragt Guds Ånd ind i vores hjem.