En bøn sammen med min hjemmelærer

Jeg er flov over at indrømme det, men der var engang, hvor jeg syntes, at hjemmelærere mere var en pestilens end en velsignelse. På sådanne tidspunkter fandt jeg en udvej for ikke at være til stede ved deres besøg, så jeg kunne få udført mit arbejde.

Det var derfor, at jeg, da Lincoln blev vores hjemmelærer, blev særligt irriteret. Han passede altid sine besøg. Han havde altid forberedt en lektion, og han udførte trofast sine hjemmelærerforpligtelser. Jeg værdsatte hans indsats, men ikke nok til at vise ham og hans makker min udelte opmærksomhed, når de kom på deres månedlige besøg. Lincoln var altid hjertelig – jeg var altid lidt uhøflig.

Et år i det tidlige forår var jeg ude at arbejde i haven. Det var en klar og varm dag. Normalt er havearbejde ren terapi for mig, men denne dag var jeg oprevet. Min mand havde netop gennemgået en svækkende rygoperation, og som familie stod vi over for nogle svære beslutninger.

Da jeg havde brug for nogle svar, lagde jeg mig på knæ ude i haven. Tårerne flød, da jeg inderligt bad Herren om vejledning. Bare jeg kunne føle lidt fred. Bare jeg kunne få lidt forsikring om, at vores fremtid ikke ville blive lige så dyster, som den tegnede på det tidspunkt. Jeg bad oprigtigt, talte nogle gange højt og tiggede Herren om at få håb, men frem for alt om fred.

Da jeg gik ind i huset igen efter at have bønfaldt Herren, var jeg udmattet. Jeg var glad for, at der ikke var nogen hjemme, så jeg kunne få lidt samling på mig selv. Men jeg havde kun lige akkurat taget mine havesko af, da dørklokken ringede. Lincoln var den, der sidst faldt mig ind, men da jeg åbnede døren, stod han der med sin hustru uden lektionsmaterialer.

For første gang blev jeg faktisk glad for at se ham. Jeg bød dem indenfor. Vi sludrede, og Lincoln spurgte til min mands arbejde, vore fem døtre og andre familieanliggender. De blev ikke ret længe, men da de rejste sig for at gå, spurgte Lincoln, om han måtte efterlade en velsignelse over vores hjem. Jeg var taknemlig og undrede mig over, hvordan han kunne vide, at en bøn kunne være så velkommen. Vi knælede, og mens jeg lyttede til hans trøstende ord, bad han specifikt om, at vores hjem måtte blive velsignet med fred.

I det øjeblik mærkede jeg en bølge af trøst fylde min sjæl. Da vidste jeg, at alt var i Herrens hænder, og at det hele nok skulle gå.

Mine bønner var blevet besvaret med klarhed og forvisning gennem Lincoln, vores trofaste hjemmelærer. Ved at ære sin forvaltning og følge Helligåndens tilskyndelser efterlod han mig med et vidnesbyrd om sin hellige kaldelse.