Forbilleder

De første forbilleder, som præsenterede evangeliet for mig, var de missionærer, der underviste min familie i Filippinerne. Deres eksempel havde stor indflydelse på vores beslutning om at blive medlemmer af Kirken. De viste os tålmodighed, og de bragte en vidunderlig ånd med sig.

Mens vi endnu var nye medlemmer, traf vi en mand, som havde forladt Kirken. Han gav os en masse anti-mormonsk litteratur, og det rystede mig. Det var mit første møde med modstand mod Kirken, og mit vidnesbyrd var stadig svagt. Da han konfronterede os og angreb alt det, som missionærerne havde lært os, blev jeg meget bange. Men når missionærerne var hos os, bragte de fred med sig. Takket være missionærerne lærte min familie at kende forskel på tro og frygt, og vi valgte troen.

Min far og jeg blev snart kaldet som hjemmelærerkammerater. En af vore første opgaver var at besøge missionspræsidenten og hans hustru. De var meget venlige. Min far havde mange traditioner med sig fra vore tidligere tro. Men de var venlige, ikke kritiske, når de forklarede, hvorfor man gjorde tingene anderledes i den sande kirke. Vi var hjemmelærere, men vi lærte meget af vores missionspræsidents eksempel.

Da jeg senere blev fuldtidsmissionær, lærte jeg meget af missionspræsidenter. Min første missionspræsident havde en fast tro på, at alt nok skulle ordne sig, selv når det så sort ud. Af ham lærte jeg at være positiv.

Min anden missionspræsident var tidligere jagerpilot, men som kirkeleder var han varm og følsom, fyldt med kristuslignende kærlighed til sine medtjenere. Mens jeg var assistent til ham, følte jeg, at visse missionærer misbrugte visse privilegier og udnyttede hans venlighed. Jeg foreslog, at vi udformede strengere regler og håndhævede dem skrappere. Han sagde, at han følte, at det var bedre at stole på, at missionærerne valgte det rette, snarere end at tvivle på deres motiver. Af dette forbillede lærte jeg at følge Joseph Smiths råd om at forkynde korrekte principper og lade folk lede sig selv.

Jeg kan huske, at jeg iagttog ældste Dallin H. Oaks, da han som medlem af De Tolv Apostles Kvorum blev kaldet som områdepræsident i Filippinerne. Jeg så ham rådføre sig med andre om de udfordringer, som Kirken stod over for i vores land. Jeg så, hvor meget han elskede at opbygge Kirken og skabe muligheder for at velsigne medlemmerne. Af hans eksempel lærte jeg, at apostle ikke kun interesserer sig for Kirken som helhed, men også for de enkelte medlemmer.

Vores nuværende områdepræsident, ældste Keith R. Edwards fra De Halvfjerds, siger, at selv om der er en administrativ side af Kirkens virke, så ønsker Herren, at vi skal fokusere på hjertet. Han minder os om, hvordan kong Benjamin talte fra tårnet, og hvordan folket reagerede med en forandring i hjertet. De var »[ikke mere] tilbøjelige til at gøre ondt, men bestandig gøre godt« (Mosi 5:2). Af ældste Edwards har jeg lært at se på mit eget hjerte og sikre mig, at mine hensigter er rene.

Skrifterne er fulde af storslåede forbilleder. Hærføreren Moroni er en af mine personlige helte. Mormon beundrede Moroni så meget, at han opkaldte sin søn efter ham. Om hærføreren Moroni skrev Mormon: »Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt; ja, Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte« (Alma 48:17). Mormon sagde også, at han beundrede Mosijas sønner og Alma og hans sønner, fordi »de var alle Guds mænd« (Alma 48:18). Lad dine forbilleder være Guds mænd og kvinder!

Et andet storslået eksempel fra skrifterne er Nefi. Af ham lærte jeg at stole på Herren, snarere end at beklage mig. Lad mig forklare det. Da jeg forlod Filippinerne for at rejse til Brigham Young University for at få en mastergrad, lovede jeg, at jeg ville vende tilbage. Da tiden var inde, til at min familie og jeg skulle vende hjem, var det ikke nogen let beslutning, fordi jeg mente, at mulighederne i mit hjemland ikke var nær så lovende eller berigende som de var i USA. Men fordi jeg havde givet mit æresord, besluttede min hustru og jeg at udøve tro, som Nefi havde gjort, og gøre det, som Herren ønskede af os.

Selv om jeg havde arbejdet før, måtte jeg begynde helt forfra økonomisk set. Pengene var små, og mulighederne var længe om at bære frugt. Så blev alle vore tre børn syge, og vores opsparing forsvandt. Det var en af de mest krævende perioder i vores liv.

Vores yngste søn blev ramt af en form for tuberkulose. Han skulle have meget dyr medicin, og han skulle tage det i ni måneder. Jeg kan huske, at jeg kiggede i min tegnebog, og der var ikke flere penge. Min hustru spurgte mig, hvordan vi skulle skaffe mad til børnene.

I sådanne situationer stiller man sig selv mange spørgsmål. Og hvis man ikke er varsom, kan man blive ligesom Laman og Lemuel og begynde at knurre og blive bitter. Man synes ikke, at livet er fair. Det havde været let for mig at tænke: »Jeg er hjemvendt missionær. Jeg har tjent Herren. Vi betaler vores tiende. Vi tjener i Kirken. Hvor bliver velsignelserne af?« Men vi forblev aktive, tjente i vore kaldelser og klarede os. Min bror og hans hustru hjalp os økonomisk, og til sidst fandt jeg arbejde. Det var ikke nok, og det gav mindre, end jeg havde tjent, før jeg begyndte at læse. Jeg følte mig som en fiasko.

Endelig efter mange år besluttede min hustru og jeg, at det ikke nyttede noget at undre og bekymre sig. Vi sagde: »Lad os holde op med at knurre, stol på Herren og være glad for det, vi har.« Og kort efter ændrede alt sig. Jeg fik adskillige jobtilbud og var i stand til at vælge det bedste. Jeg blev kaldet som biskop i vores menighed. Det syntes, som om velsignelserne strømmede til os.

Som biskop opdagede jeg, hvordan mine vanskeligheder hjalp mig til at hjælpe andre. Især husker jeg, at jeg lyttede til et medlem, som var ude i en økonomisk krise, og jeg havde medfølelse med ham. Jeg kunne ikke have følt den medfølelse, hvis jeg ikke selv havde oplevet noget lignende. Og jeg huskede, hvad Nefi havde sagt: »Så sandt som Herren lever, og vi lever, så vil vi ikke drage ned til vor far i ørkenen, førend vi har udført det, som Herren har befalet os« (1 Ne 3:15).

Jeg huskede, at da de var om bord på skibet på vej til det forjættede land, havde Nefi, skønt han havde været bundet i flere dage og havde opsvulmede håndled og ankler, sagde: »Alligevel så jeg hen til min Gud, og jeg priste ham hele dagen; og jeg murrede ikke imod Herren over mine trængsler« (1 Ne 18:16). Så jeg fortalte medlemmet, at de fleste af os har lang vej endnu, før vi bliver som Nefi, men han er et godt forbillede. Jeg kunne hjælpe det medlem til at se, at svaret ikke ligger i at murre, men i at gøre det, som Herren har befalet, fordi han helt sikkert vil berede en udvej (se 1 Ne 3:7).

Ligesom Nefi var jeg så heldig at være født af retskafne forældre. Min mor var en dydig og stærk kvinde. Jeg er den, jeg er i dag, takket være den solide evangeliske grundvold, som hun lagde i vores hjem. Min far var også et stort forbillede for mig, selv om han ikke var fuldkommen. Han sørgede for, at vi altid var på rette vej, men han spurgte altid: »Hvad mener du?« Og så lyttede han til os.

Han blev interesseret i Kirken, fordi han så et skilt, hvorpå der stod: »Ingen succes andetsteds kan kompensere for fiasko i hjemmet.« Det troede han virkelig på. Han elskede sin familie og arbejdede hårdt for at sørge for os.

Der var et tidspunkt, hvor det store medicinalfirma, som han arbejdede for, gav ham mere og mere ansvar, og det betød, at han skulle rejse mere og mere. Det kom så vidt, at han kun var hjemme tre dage om måneden. Men pludselig erfarede vi, at han havde opsagt sit job gennem mange år og vinket farvel til en lovende karriere.

Jeg kan huske, at han til vores næste familieråd sagde, at vi måtte spænde livremmen ind de næste par måneder, mens han søgte efter nyt arbejde. Vi spurgte ham, hvorfor han havde sagt op, og vi vil aldrig glemme hans svar: »I er jo allerede ved at blive teenagere, og det er en meget vigtig periode i jeres liv. Jeg vil ikke have, at I en dag skal sige til mig: ›Hvor var du henne, da vi havde brug for dig?‹« Han satte familien først.

Takket være min fars eksempel kunne jeg senere træffe en lignende beslutning. Jeg var netop blevet ansat af et konsulentfirma, som fløj seks af os ansatte fra Filippinerne til Sydney i Australien, hvor vi deltog i lederskabsmøde for 400 ledere fra hele verden. Vi fløj på første klasse. En limousine hentede os i lufthavnen og kørte os ind til et femstjernet hotel, hvor hvert værelse havde en stor kurv med lækkerbiskner. Firmaet ville vise os, at det var et godt firma at arbejde for, og at det ønskede, at dets nyansatte blev der.

Efter møderne den første dag var der gallamiddag, et formelt arrangement. Vi sad omkring 12 mennesker ved hvert bord, hver med ti ledere og to partnere, som skulle være vores forbilleder i firmaet. De fortalte os beretninger om, hvordan de var begyndt i firmaet og havde gjort karriere i det. De fortalte os om de handler til mange millioner dollar, som de havde afsluttet, om betydningsfulde forretningsfolk, som de havde mødt, og om større projekter, de havde ledet. Jeg hørte navnene på direktører fra Fortune 500-firmaer nævnt hyppigt, og jeg følte ærefrygt over for disse mænd på grund af det, de havde udrettet.

Vi var alle begejstrede for vores muligheder, indtil en af dem ved bordet spurgte: »Hvordan tackler din hustru al din rejseaktivitet? Du er jo hele tiden på farten.« Og en af partnerne svarede: »Jeg blev skilt for to år siden.« Og den anden partner ved vores bord sagde: »Jeg har været skilt i fem år.«

Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Jeg har ikke lyst til at være som de mænd. Jeg tror ikke, at jeg vil arbejde for dette firma, for jeg er ligeglad med verdslige præstationer, hvis min familie er i opløsning.« Min fars eksempel gjorde det lettere for mig at beslutte mig for at sætte familien først, og jeg fandt et andet arbejde, som gjorde det muligt.

Det største forbillede for os er naturligvis Herren Jesus Kristus, Guds Søn, som var fuldkommen på enhver måde, og som gav sit liv som offer for vore synder. Al vores retfærdige adfærd og alle vores retfærdige gerninger udspringer af vores tro på Forløseren, og den tro udspringer af vores vidnesbyrd om, hvem han er, og hvad han har gjort for os. Jeg er dybt taknemlig for hans offer. Jeg vidner om, at han lever, og at han ønsker, at enhver af os skal leve værdigt, så vi kan vende tilbage og leve sammen med vor himmelske Fader. Hvis vi følger Frelseren og bliver mere som vor Fader i himlen, bliver vi bestemt velsignet.

At følge gode forbilleder er en nøgle til din fremtid. Du ender med at blive som dem, du ser op til, så find gode helte, og stræb efter at leve, som de ville have levet. Tag evige principper i betragtning, når du overvejer, hvem dine forbilleder skal være. Se på de gode eksempler i din egen familie og følg deres mønster. Se på andre, som indretter deres liv efter Frelseren, og indret dit liv på samme måde.

Vælg dine forbilleder klogt, for de bliver dine helte. Du vil huske på, hvad de ville gøre, og det bliver så et mønster for dig, som gør dig i stand til at træffe kloge beslutninger. Og inden du ved af det, vil andre se op til dig og indrette deres gode adfærd efter et forbillede, som de beundrer – nemlig dig.