2009
For hellig?
August 2009


For hellig?

Ian Caloobanan ændrede sig, da han blev medlem af Kirken. Det bemærkede hans venner.

»Du er alt for hellig.«

12-årige Ian Caloobanan blev forbløffet over sine venners ord. Han betragtede ikke sig selv som hellig.

Han venner fortsatte: »Du er blevet så kedelig, siden du blev mormon. Du drikker ikke te sammen med os mere. Du er ikke sammen med os om søndagen mere. Du er alt for hellig.«

Ordene gjorde ondt, men … hvad andet kunne han gøre? Han var blevet døbt og bar nu Det Aronske Præstedømme. Han havde forandret sig, og Ian syntes selv, at han havde forandret sig til det bedre. Men hellig? Nok ikke helt endnu.

Ian, som bor i Las Piñas Stav i Filippinerne, blev døbt, da han var ti. Da ældsterne underviste ham, sagde de, at han skulle bede for at få at vide, om Kirken var sand. Det gjorde han. »Jeg følte mig glad og let om hjertet,« siger han. Han indså senere, at det var Helligånden, der bar vidnesbyrd om sandheden for ham.

Inden Ian blev medlem af Kirken, plejede han at drikke te med sine venner. Han gik også til heppekorsøvelser om søndagen, så han kunne lede skolens heppekor ved sportsbegivenheder. Men alt det holdt han op med. I stedet begyndte han at gå i kirke, selv om han er den eneste i sin familie, der gør det. Ians far støtter ham i hans aktiviteter i Kirken, og hans stedmor, der ikke er medlem, følger ham hen til kirken og henter ham bagefter.

Når man spørger ham, hvorfor han går i kirke, når det ville være lettere at blive hjemme, siger han bare: »Jeg kommer, fordi jeg vil holde min tro stærk.«

»Ian er et godt eksempel på, hvad det vil sige, at være en Jesu Kristi discipel,« siger hans biskop. »Han kommer trofast i kirke, og han lader sig ikke ryste. Han har mange venner her. Han var begejstret for at modtage præstedømmet og bad sin far om at købe en hvid skjorte til ham, så han kunne have den på, når han omdeler nadveren.«

Ians glæde ved at have fundet evangeliet er svær at skjule. Han har givet en af sine lærere et eksemplar af Mormon Bog og har opfordret ham til at tale med missionærerne. Nogle af hans skolekammerater respekterer ham for hans nye standarder og har stillet ham spørgsmål om evangeliet. Andre gør nar ad ham.

Men Ian efterlever budene, så godt han formår.

Ian, der både har oplevet glæde og forfølgelse på grund af sit medlemskab af Kirken, har et klogt råd til os alle: »Bevar troen. Studér skrifterne. Bed. Stol på Jesus Kristus. Forpligt dig til at efterleve evangeliet. Bliv ved at forbedre dig.«

Og er det ikke netop det, der er meningen med at være medlem af Kirken? At få hjælp til at forbedre os. Hjælp til i sidste ende at blive det, som Jesus ønsker, at vi skal blive – nemlig hellige.

Foto: Edwin Redfrino