Jeg underviste min lærer

Et efterår for mange år siden begyndte jeg at studere på Columbia University i New York City. I et stort klasselokale fuldt af studerende talte vores lærer om moderne efterligninger af oldtidsskrifter. Da han opremsede listen af forfalskninger, blev jeg rystet over at høre ham nævne Mormons Bog som et af dem.

Jeg vidste straks, at jeg ikke kunne forlade klassen ude at gøre noget. Jeg kunne ikke skuffe mine forfædre, hvis vidnesbyrd om Mormons Bog havde fået dem til at ofre alt.

Efter lektionen opsøgte jeg læreren, som besad Charles Anthons gamle embede ved Columbia. Mere end 100 år tidligere var Martin Harris kommet til Columbia for at tale med professor Anthon. Martin medbragte et stykke papir med indgraveringer, som var kopieret fra de plader, som Mormons Bog blev oversat fra.

Jeg kan huske, at min far havde vist mig et brev, som hans far havde skrevet om Martin Harris. Min farfar fortalte, at han havde truffet Martin Harris, kort før denne døde. Da farfar spurgte ham ud om Mormons Bog, rejste Martin sig op fra sengen og bar et stærkt vidnesbyrd. Han så en engel, han hørte dennes røst, og han så guldpladerne.

»Jeg hedder Diana, og jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« sagde jeg bævende til min lærer. »I mine øjne er Mormons Bog hellig skrift. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvorfor du kalder den for en forfalskning?«

Mens vi vandrede gennem universitetsparken, opremsede min lærer, som havde læst Mormons Bog, flere indvendinger mod dens ægthed. Jeg skrev dem hurtigt ned, og da han var færdig, spurgte jeg ham: »Må jeg skrive alt det ned, jeg kan finde fra kilder om emnet, som et svar på disse indvendinger?« Det gik han med til.

Jeg gik tilbage til mit kollegieværelse, lukkede døren, hvorefter jeg knælede ned og begyndte at græde. Jeg følte mig svag og utilstrækkelig. Heldigvis havde vi en kirkeaktivitet den aften. Efter en undervisning, som opmuntrede mig, bad jeg om hjælp fra fuldtidsmissionærerne, som havde været til stede. De gav mig nogle kilder, som dækkede de fleste af de punkter, som min lærer havde nævnt. Så gik jeg i gang med at granske i Columbias enorme bibliotek. I min besvarelse behandlede jeg alle min lærers spørgsmål og bar mit vidnesbyrd om, at Mormons Bog var sand. Så gav jeg ham min besvarelse.

Jeg ventede i flere uger på hans svar. Til sidst spurgte jeg ham, om han havde læst den.

»Ja, og jeg lod min kone læse den. Hun sagde: ›Hvad du end gør, så lad være med at knuse den elevs tro.‹« Så vendte han sig om og gik.

Da julen nærmede sig, følte jeg mig tilskyndet til at forære ham et eksemplar af Mormons Bog. Jeg fandt et eksemplar, skrev mit vidnesbyrd i den og takkede ham, fordi han havde læst min besvarelse. Så pakkede jeg bogen ind i gavepapir og forærede ham den. Kort efter modtog jeg en håndskrevet besked fra ham, hvor han takkede mig, fordi jeg havde givet ham et eksemplar af »denne enestående bog«.

Da jeg læste hans ord, fik jeg tårer i øjnene. Ånden hviskede, at denne lærer ikke mere ville gøre grin med Mormons Bog. Jeg var taknemlig for, at Ånden havde blødgjort hjertet og hjulpet mig med at undervise min lærer.