2009
Hvornår så vi dig syg?
December 2009


Hvornår så vi dig syg?

Araceli López Reséndiz, Veracruz i Mexico

Fra 2003 til 2005 virkede jeg som præsident for Unge Piger i Gutiérrez Zamora Menighed i Veracruz i Mexico. Hver jul bagte de unge piger og deres ledere godbidder til de ældre medlemmer af menigheden.

Da julen 2005 nærmede sig, øvede vi os på at synge julesange og iførte os røde huer og halstørklæder. Om vinteren rammes vores landsby af stadige regnbyger og kolde vinde fra nord. Men det hindrede ikke en halv snes af vore unge piger og unge mænd i at gå ud med vores store læs af ananastærter.

Når vi nåede frem til vore ældre brødre og søstres hjem, sang vi med stor glæde. Vi gik glade fra hvert eneste hjem, fordi vi følte, at vi, om så blot for en kort stund, havde bragt glæde med vores julesange og tærter.

Den sidste søster, vi besøgte, havde været mindre aktiv i mange år. Skønt ingen af de unge havde mødte Juanita før, så havde min mand og jeg kendt hende i mange år. Hun var nu sengeliggende, ramt af en dødelig sygdom og meget fattig. Nogle dage tidligere havde ældsternes kvorum besøgt hende for at foretage reparationer i hendes hjem.

Da vi nåede frem til hendes hjem, råbte jeg hendes navn. Da ingen svarede, blev jeg ved med at kalde. Kort efter hørte jeg en blid stemme, som sagde: »Kom indenfor, søster Araceli.« Vi trådte ind og sang med glæde og begejstring, selv om hendes tilstand bedrøvede os. Det var ikke så længe siden, at Juanita havde været fuld af liv. Da hun satte sig op, kunne de unge ikke holde tårerne tilbage. Hun var dybt bevæget og takkede os, fordi vi havde besøgt hende og gennem vores julesange fået hende til at føle, at vor himmelske Fader huskede og elskede hende.

Da vi forlod hendes ydmyge bolig, udtrykte de unge deres taknemlighed for at have fået lov at synge for hende. De var ligeglade med, at de var våde og kolde; deres hjerte var fyldt med glæde, fordi de havde fået lov at dele en smule af den lykke, de følte. I det øjeblik forstod jeg meget bedre de vers, der lyder:

»Jeg var syg, og I tog jer af mig …

… Hvornår så vi dig syg … og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:36, 39-40).

Jeg blev ked af det, da Juanita døde et par dage senere, men jeg ved uden tvivl, at vor himmelske Fader elsker sine børn. Jeg ved også, at hvis vi følger Ånden, kan vi være redskaber i hans hånd til velsignelse for hinanden.