Med kærlig hilsen fra mine søstre

Jo tættere vi kom på julen, desto tungere blev jeg om hjertet. I november havde hverken min mand eller jeg fast arbejde. Jeg betalte for huslejen, elektricitet og telefonen ud af min reducerede indtægt, og min mand betalte afdraget på bilen ud af sin svindende løn. De penge, vi havde til overs, var knap nok til at leve for. I december fik vi noget mere arbejde og situationen var igen normal, men vi ville først få løn i januar. Under de omstændigheder var selv en julemiddag helt udelukket.

»Det skal nok gå alt sammen,« sagde jeg til mig selv. Den sommer havde min mand plukket en masse hindbær, og vi havde syltet dem. Vi kunne spise pandekager med syltetøj og fremstille vore egne gaver. Men da vore tre døtre (på 6, 8 og 14) glade begyndte at pynte op med guirlander, som de selv havde lavet, mens de talte om, hvad de mon fik af deres forældre til jul, blev jeg helt syg om hjertet.

En aften kom mine besøgslærere på uventet besøg. Jeg har ikke selv søskende, så søstrene i Hjælpeforeningen – især mine besøgslærere – er virkelig blevet mine søstre. Den aften fremførte de et spændende budskab, hvorefter de begyndte at tale om den forestående jul. Jeg forvissede dem om, at alt var i orden, men sagde, at det ville blive en lidt »fattig« jul for os. De forsikrede mig om, at de ville bede for vores familie.

En dag, da min mand kom for at hente mig fra arbejde, sagde han, at alle ventede utålmodigt på mig derhjemme. En søster fra vores gren var kommet forbi med nogle kasser. Da vi åbnede dem, indeholdt de alle julens lækkerier: Frugt, småkager, slik, andre fødevarer, julepynt og kærligt indpakkede gaver. Mine øjne fyldtes af taknemlighedens tårer. Og det var ikke enden på det. En af mine besøgslærere og hendes familie overraskede os julemorgen med en kasse med gaver.

Så vores »fattige« jul endte med at blive en rigtig glædelig jul. Vores hjem var fyldt, ikke blot med julens ånd, men også med varme og kærlighed fra mine besøgslærere og andre medlemmer fra grenen. Jeg fik øjnene op for, at Herren virkelig ofte opfylder vore behov gennem andre mennesker – især dem, som han har pålagt og inspireret til at våge over og vise os omsorg.