Det hellige tempel

Der er mange grunde til, at man burde have lyst til at komme i templet. Selv dets ydre fremtoning synes at antyde dets dybt åndelige formål. Det ses meget tydeligere indenfor. Over templets dør står indskriften »Helliget Herren«. Når man kommer ind i ethvert af de indviede templer, er man i Herrens hus.

I templerne kan de medlemmer af Kirken, der er værdige, deltage i de mest ophøjede af de forløsende ordinancer, der er blevet åbenbaret for menneskeheden. Ved en hellig ceremoni bliver man tvættet, salvet, belært, begavet og beseglet. Og når vi modtager disse velsignelser for os selv, kan vi derefter modtage dem som stedfortrædere for mennesker, der døde uden selv at have haft denne mulighed. I templerne udføres hellige ordinancer for de levende og for de døde.

En omhyggelig læsning af skrifterne åbenbarer, at Herren ikke fortalte alle mennesker alt. Der var visse krav, som skulle opfyldes, for at modtage hellig viden. Tempelceremonierne hører til denne kategori.

Vi taler ikke om tempelordinancerne, når vi er uden for templerne. Det har aldrig været meningen, at kendskab til disse tempelceremonier skulle begrænses til nogle få udvalgte, som var forpligtede til at sørge for, at andre aldrig fik noget at vide om dem. Det er faktisk lige modsat. Vi opfordrer indtrængende enhver til at blive værdig til og forberede sig til oplevelsen i templet. De, der har været i templet, har lært et ideal at kende: En dag får enhver levende sjæl og enhver sjæl, der har levet, mulighed for at høre evangeliet og antage eller forkaste det, som templet tilbyder. Hvis denne mulighed afvises, må afvisningen nødvendigvis være den pågældendes egen beslutning.

Templets ordinancer og ceremonier er enkle. De er smukke. De er hellige. De holdes fortrolige for ikke at komme til mennesker, som er uforberedte. Nysgerrighed er ikke forberedelse. Dyb interesse er ikke i sig selv en forberedelse. Forberedelse til ordinancerne omfatter de indledende skridt: Tro, omvendelse, dåb, bekræftelse, værdighed, den modenhed og værdighed, man bør have, når man er indbudt som gæst i Herrens hus.

Alle, som er værdige og opfylder alle krav, kan komme i templet, hvor de kan få del i de hellige ritualer og ordinancer.

Når man først har en vis forståelse for tempelvelsignelsernes værdi og helligheden i de ordinancer, der udføres i templet, vil man tøve med at sætte spørgsmålstegn ved de høje standarder, som Herren har sat for at komme ind i det hellige tempel.

Man må være i besiddelse af en gyldig tempelanbefaling for at få adgang til templet. Denne anbefaling skal være underskrevet af Kirkens rette myndigheder. Kun værdige medlemmer bør besøge templet. Den lokale biskop eller grenspræsident har ansvaret for at forhøre sig med hensyn til ens personlige værdighed, inden man modtager sine tempelordinancer. Dette interview har stor betydning, for det giver mulighed for sammen med en ordineret Herrens tjener at se nærmere på sin livsførelse. Hvis der er et eller andet galt i ens liv, vil biskoppen være i stand til at hjælpe en med at bringe det i orden. Takket være denne fremgangsmåde kan man erklære sin værdighed eller hjælpes til at opnå denne værdighed til at træde ind i templet med Herrens godkendelse.

Interviewet for at få en tempelanbefaling afholdes under fire øjne mellem biskoppen og det pågældende kirkemedlem. Medlemmet stilles her nogle undersøgende spørgsmål om personlig adfærd og værdighed samt om vedkommendes loyalitet over for Kirken og dens ledere. Medlemmet må bekræfte, at han eller hun er moralsk ren og holder visdomsordet, betaler en ærlig tiende, lever i overensstemmelse med Kirkens lærdomme og ikke har forbindelse med eller sympatiserer med frafaldne grupper. Biskoppen har fået instruktioner om, at han skal bevare det, der kommer frem under sådanne interview, strengt fortroligt.

Acceptable svar på biskoppens spørgsmål vil normalt fastslå værdighed til at få en anbefaling. Hvis en ansøger ikke holder budene, eller der er noget, den pågældende bør bringe i orden, må han eller hun nødvendigvis udvise sand omvendelse, før der kan udstedes en tempelanbefaling.

Når biskoppen har udført et interview, skal stavspræsidenten på samme måde tale med en, inden man modtager sine tempelordinancer.

Før man skal i templet for første gang, og selv om man har været der mange gange, er det godt at indse, at der i templet undervises ved symboler. Herren, Mesteren, gav mange af sine belæringer på denne måde.

Templet er en storslået skole. Det er et lærdommens hus. I templerne bevares atmosfæren, så den er ideel for belæringer om det, der er dybt åndeligt. Afdøde ældste John A. Widtsoe fra De Tolv Apostles Kvorum var en fremtrædende universitetsrektor og en verdensberømt videnskabsmand. Han havde stor ærbødighed for tempeltjeneste og sagde ved en bestemt lejlighed:

»Tempelordinancerne omfatter hele frelsesplanen, som Kirkens ledere har belært om fra tid til anden, og her forklares ting, som er vanskelige at forstå. Det er ikke vanskeligt at få tempellærdommen til at passe ind i den store frelsesplan. Det filosofisk fuldkomne i begavelsen er et af de bedste argumenter for tempelordinancernes nøjagtighed. Desuden gør denne fuldstændige oversigt og udlægning af evangeliets plan tilbedelse i templet til den mest effektive måde, hvorpå man kan forny sin hukommelse med hensyn til hele evangeliets struktur« (»Temple Worship«, Utah Genealogical and Historical Magazine, apr. 1921, s. 58).

Når man kommer til templet og husker, at lærdommene er symbolske, kan man ikke gå derind med den rette ånd, uden at man også går bort med en større forståelse og føler sig en smule mere ophøjet og har fået en større kundskab om åndelige ting. Undervisningen er fremragende. Den er inspireret. Herren, Mesteren, underviste selv konstant sine disciple ved hjælp af lignelser, en sproglig metode til at formidle symbolske ting, der ellers ville være vanskelige at forstå.

Templet bliver i sig selv et symbol. Hvis man ser et af templerne fuldt oplyst om aftenen, ved man, hvilket imponerende syn det kan være. Når Herrens hus ligger badet i lys, fremhævet i mørket, bliver det et symbol på Jesu Kristi evangeliums kraft og inspiration, der står som et banner i en verden, der synker stadigt dybere ned i åndeligt mørke.

Når man kommer ind i templet, skifter man fra sit almindelige tøj til det hvide tempeltøj. Man skifter tøj i et omklædningsrum, hvor alle får tildelt et skab og en plads til at klæde sig om, helt for sig selv. I templet efterlever man omhyggeligt idealet for ærbarhed. Når man hænger sit tøj i skabet, efterlader man samtidigt sine bekymringer og det, som kan aflede opmærksomheden her. Når man kommer ud fra dette lille omklædningsrum, klædt i hvidt, føler man sig lige og et med alle andre, der også er klædt på samme måde.

De, der ser frem til et tempelægteskab, vil nok gerne vide, hvad der kommer til at ske. De ord, som udtales ved beseglingsordinancen (vielsen), citeres ikke uden for templet, men vi kan beskrive beseglingsværelset og fortælle, at det er smukt møbleret, og der er en ånd af ophøjet ro, som er hellig i kraft af det, som udføres der.

Før brudeparret går til alteret, er det et privilegium for tempelbesegleren at give visse råd og for det unge par at modtage disse råd. Måske er dette nogle af de tanker, som det unge par vil høre denne lejlighed:

»Det er jeres bryllupsdag i dag. I er overvældet af følelser i forbindelse med jeres bryllup. Templerne er bygget som et helligt sted til brug ved sådanne ordinancer. Vi er ikke i verden. Det, som er af verden, gælder ikke her og bør ikke have indflydelse på det, vi gør her. Vi er trådt ud af verden og ind i Herrens tempel. Dette vil blive den vigtigste dag i jeres liv.

I blev født efter invitation af jeres forældre, som havde forberedt et jordisk tabernakel, hvor jeres ånd kunne bo. I er hver især blevet døbt. Dåben er en hellig ordinance, et symbol på renselse, død og opstandelse og symbol på opvækkelsen til et nyt liv. Dåben omfatter omvendelse og forladelse for synder. Nadveren er en fornyelse af dåbspagten, og dersom vi lever op til den, vil vi til stadighed bevare forladelsen for vore synder.

Du, brudgom, er blevet ordineret til præstedømmet. Du har først fået overdraget Det Aronske Præstedømme og har sandsynligvis udviklet dig i dets embeder – diakon, lærer og præst. Så kom dagen, hvor du blev fundet værdig til at få overdraget Det Melkisedekske Præstedømme. Det præstedømme, det højere præstedømme, defineres som præstedømmet efter Guds helligste orden, eller det hellige præstedømme efter Guds Søns orden (se Alma 13:18; Hel 8:18; L&P 107:2-4). Du fik overdraget et embede i præstedømmet. Du er nu ældste.

I har hver især modtaget jeres begavelse. Ved denne begavelse har I fået tildelt evige muligheder. Men alt dette var på en vis måde en forberedelse til, at I skulle komme til alteret og blive beseglet som mand og hustru for tid og al evighed. I bliver nu en familie, der frit kan deltage i skabelsen af liv, og således får I mulighed for at hellige jer og yde ofre ved at bringe børn til verden og opdrage dem og hjælpe dem til at komme sikkert gennem deres jordiske tilværelse, så I en dag vil kunne se dem deltage i disse hellige tempelordinancer, ligesom I gør lige nu.

I er kommet af egen fri vilje, og I er fundet værdige. Det er et stort ansvar at acceptere hinanden i ægteskabspagten, et ansvar, der indebærer ubegrænsede velsignelser.«

Hvis vi ønsker at forstå både tempeltjenestens historie og lærdomme, må vi først forstå beseglingens magt. Vi må, i det mindste i nogen grad, forestille os, hvorfor myndighedsnøglerne til at benytte den beseglende magt er så uhyre betydningsfulde.

»Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: ›Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?‹ …

Simon Peter svarede: ›Du er Kristus, den levende Guds søn.‹

Og Jesus sagde til ham: ›Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.

Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene‹« (Matt 16:13, 16-19).

Peter skulle besidde disse nøgler. Peter skulle besidde beseglingsmagten, som er den myndighed, der har magt til at binde eller besegle på jorden og til at løse på jorden såvel som i himlene. Disse nøgler tilhører Kirkens præsident – profeten, seeren og åbenbareren. Denne beseglingsmagt findes i Kirken nu. Der er ikke noget, der betragtes som mere helligt af dem, som kender betydningen af denne myndighed. Det er intet, som beskyttes mere. Der er relativt få mennesker, som besidder denne beseglingsmyndighed på jorden på et givent tidspunkt – i hvert eneste tempel er der brødre, som er blevet givet denne beseglingsmyndighed. Ingen andre end profeten, seeren og åbenbareren og præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan overdrage den.

Profeten Joseph Smith sagde, at han ofte blev stillet spørgsmålet: »Kan vi blive frelst uden at gå gennem alle disse ordinancer?« Mit svar er: Nej, ikke frelsens fylde. Jesus sagde: ›I min Faders hus er der mange boliger; jeg går bort for at gøre en plads rede for jer‹ (se Joh 14:2). Hus burde have været oversat med rige; og hvert eneste menneske, som er ophøjet til den højeste bolig, må adlyde en celestial lov og det hele loven« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 399).

Templerne er det egentlige centrum for Kirkens åndelige styrke. Vi bør forvente, at modstanderen vil prøve at gribe forstyrrende ind både i Kirken og hos os enkeltvis, når vi forsøger at deltage i dette hellige og inspirerede værk. Tempeltjeneste medfører meget stor modstand, fordi den er kilden til meget stor åndelig kraft blandt de sidste dages hellige i hele Kirken.

Da hjørnestenen til templet i Logan blev lagt, sagde præsident George Q. Cannon, som dengang sad i Det Første Præsidentskab:

»Enhver sten, der bliver lagt i fundamentet til et tempel, og ethvert tempel, der opføres i henhold til det, Herren har åbenbaret til sit hellige præstedømme, vil mindske Satans magt på jorden og øge Guds magt og Guds hellighed, få himlens kræfter til at bevæge sig til vores gavn og nedkalde velsignelser fra de Evige Guder og de, der bor i deres nærhed« (i »The Logan Temple«, Millenial Star, 12. nov. 1877, s. 743).

Når Kirkens medlemmer er bekymrede og tyngede af svære beslutninger, er det almindeligt for dem at tage i templet. Det er et godt sted at tage sine bekymringer hen. I templet kan vi se tingene i et åndeligt perspektiv. Og i den tid, vi er i templet, er vi »ikke af verden«.

Somme tider er vi så optaget af problemer og de ting, der kræver vores opmærksomhed med det samme, at vi hverken kan tænke eller se klart. Når vi befinder os i templet, synes det, der distraherer os, at forsvinde, disen og tågen letter, og vi kan »få øje« på noget, vi ikke før kunne se, og finde en løsning, som vi ikke tidligere kunne øjne.

Herren vil velsigne os, når vi deltager i tempeltjenestens hellige ordinancer. Velsignelser, der ikke alene begrænses til vores tjeneste i templet. Vi vil blive velsignet i alt det, vi har med at gøre.

Der findes intet værk, der beskytter denne kirke mere end tempeltjenesten og den slægtsforskning, som støtter dette. Intet værk er mere åndeligt forædlende. Intet andet værk giver os større styrke. Intet værk kræver større mål af retskaffenhed.

Vores tjeneste i templet er et værn og et skjold og en beskyttelse for os, både individuelt og som et folk.

Derfor, kom til templet – kom og kræv jeres velsignelser. Det er et helligt værk.