Hvorfor disse templer?

Har der nogensinde været en mand eller kvinde, som ikke i stille selvransagende stunder har overvejet livets højtidelige mysterier?

Har han eller hun ikke spurgt sig selv: »Hvor kommer jeg fra? Hvorfor er jeg her? Hvor skal jeg hen? Hvad er mit forhold til Skaberen? Berøver døden mig mine dyrebare forhold fra dette liv? Hvad med min familie? Er der et andet liv efter dette, og hvis der er, kender vi så hinanden der?«

Svarene på disse spørgsmål findes ikke i verdens visdom. De findes kun i Guds åbenbarede ord. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges templer er hellige bygninger, hvor disse og andre evige spørgsmål besvares. Hvert af dem er indviet som et Herrens hus, et helligt og fredfyldt sted, som skiller sig ud fra denne verden. Der forkyndes sandheder og udføres ordinancer, som bringer kundskab om det evige og motiverer deltagerne til at leve med en forståelse af vores guddommelige arv som Guds børn og en bevidsthed om vores potentiale som evige væsner.

Disse bygninger, der adskiller sig fra de tusinder af almindelige kirkebygninger, som findes verden over, er enestående i formål og funktion i forhold til alle andre bygninger til gudsdyrkelse. Det er ikke disse bygningers størrelse eller arkitektoniske skønhed, som gør det. Det er det, der foregår inde i dem.

Det, at visse bygninger er beregnet til særlige ordinancer, som adskiller dem fra almindelige kirker, er ikke noget nyt. Sådan var det i oldtidens Israel, hvor folk regelmæssigt tilbad Gud i synagogerne. Deres helligste bygning var til at begynde med tabernaklet fra ørkenen med dets Allerhelligste og siden en række af templer, hvor særlige ordinancer blev udført, og hvor kun de, der levede op til kravene, kunne deltage i disse ordinancer.

Sådan er det også i dag. Inden et tempel indvies, indbyder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige offentligheden til at gå gennem bygningen og se nærmere på dens faciliteter. Men når det indvies, bliver det et Herrens hus, der har så hellig en karakter, at kun værdige kirkemedlemmer får lov til at komme derind. Det er ikke, fordi det er hemmeligt. Det er, fordi det er helligt.

Det værk, som udføres i disse bygninger, fremlægger Guds evige hensigter med hensyn til mennesket, som er Guds barn og skaberværk. Tempeltjenesten er hovedsageligt beskæftiget med familien, hvor vi hver især er medlemmer af Guds evige familie og medlemmer af jordiske familier. Det drejer sig om ægteskabspagtens og familiens hellighed og evige natur.

Det bekræfter, at hver eneste mand og kvinde, som fødes på denne jord, er Guds barn og begavet med en del af hans guddommelige natur. Gentagelsen af disse grundlæggende og afgørende lærdomme har en gavnlig virkning på dem, der modtager dem, for når de fremsættes i et sprog, som er både smukt og imponerende, erkender deltageren, at eftersom alle mænd og kvinder er vor himmelske Faders børn, så er hver eneste af os medlem af en guddommelig familie, og et hvert menneske er derfor vores bror eller søster.

Da Frelseren af en skriftklog blev spurgt, hvilket bud der var det vigtigste, svarede han: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer:

Du skal elske din næste som dig selv« (Mark 12:28, 30-31).

De lærdomme, som fremsættes i vore dages templer, lægger kraftig vægt på denne mest grundlæggende pligt over for vor Skaber og vore medmennesker. Hellige ordinancer forstærker denne forædlende filosofi angående Guds familie. De lærer os, at den ånd, som findes i os, er evig, i modsætning til kroppen, som er dødelig. De giver ikke alene en forståelse af disse storslåede sandheder, men motiverer også deltageren til at elske Gud og opmuntrer vedkommende til at udvise større næstekærlighed mod andre af vor Faders børn.

Når vi anerkender den præmis, at hvert enkelt menneske er et barn af Gud, hjælper det os til at se, at dette liv har et guddommeligt formål. Her forkyndes atter åbenbaret sandhed i Herrens hus. Jordelivet er en del af en evig rejse. Vi levede som åndelige børn, før vi kom hertil. Det vidner skrifterne om. Hør Herrens ord til Jeremias: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene« (Jer 1:5).

Vi kommer til denne verden som børn af jordiske forældre og medlemmer af en familie. Forældre arbejder sammen med Gud om at udføre hans evige hensigter med hensyn til hans børn. Familien er derfor en guddommelig institution, den vigtigste i både dette og det evige liv.

Meget af det, der foregår i templerne, har med familien at gøre. Helt grundlæggende for en forståelse af dens betydning er en erkendelse af den kendsgerning, at vi eksisterede som Guds børn, inden vi kom til denne jord, ligesom vi skal fortsætte med at leve efter døden, og jordelivets dyrebare forhold, hvoraf de smukkeste og mest meningsfulde findes i familien, kan fortsætte i den kommende verden.

Når en mand og en kvinde vies i Herrens hus, knyttes de sammen, ikke blot i deres jordiske tilværelse, men for al evighed. De knyttes sammen ikke alene ved landets love, som binder dem til hinanden indtil døden, men også i evigheden ved Guds evige præstedømme, som binder det i himlen, som bindes her på jorden. Det par, som vies på denne måde, har den guddommelige åbenbarings vished om, at deres forhold til hinanden og til deres børn ikke slutter med døden, men fortsætter i evigheden, hvis de lever værdigt til at opnå denne velsignelse.

Har der nogensinde levet en mand, som virkelig elskede en kvinde, eller en kvinde, som virkelig elskede en mand, som ikke har bedt om, at deres forhold måtte fortsætte på den anden siden af graven? Er noget barn nogensinde blevet begravet af forældre, som ikke længtes efter en forvisning om, at deres kære igen måtte blive deres i den næste verden? Kan mennesket, der tror på evigt liv, tvivle på, at himlens Gud vil skænke sine sønner og døtre den mest dyrebare egenskab i livet, den kærlighed som finder sit mest meningsfulde udtryk i familieforholdet? Nej, logisk set må familieforholdene fortsætte efter døden. Det menneskelige hjerte længes efter det, og himlens Gud har åbenbaret en måde, hvorpå dette kan sikres. De hellige ordinancer i Herrens hus sørger for det.

Men alt dette ville synes urimeligt, hvis disse velsignelser kun kunne fås af dem, der nu er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Kendsgerningen er jo, at muligheden for at komme i templet og tage del i dets velsignelser er tilgængelige for enhver, som vil tage imod evangeliet og blive døbt. Af den årsag udfører Kirken et omfattende missionsprogram i store dele af verden og vil fortsat udvide dette program, så meget det er muligt, for den har ved guddommelig åbenbaring fået pålagt ansvaret for at forkynde evangeliet for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.

Men der findes utallige millioner, som har vandret på denne klode, og som aldrig har haft mulighed for at høre evangeliet. Skal de nægtes de velsignelser, som tilbydes i Herrens templer?

Takket være levende stedfortrædere, som virker på vegne af de afdøde, kan de, der har forladt dette liv, få de samme ordinancer. I åndeverdenen kan disse mennesker frit antage eller forkaste disse jordiske ordinancer, som udføres for dem, deriblandt dåb, vielse og besegling af familiebånd. Der er ingen tvang i Herrens værk, men alle skal have muligheden.

Dette stedfortrædende arbejde udgør en enestående kærlighedsgerning, som udføres af de levende for de afdøde. Det fordrer omfattende slægtsforskning for at finde de slægtninge, som er gået forud. Som hjælp til dette arbejde koordinerer Kirken et slægtsforskningsprogram og vedligeholder faciliteter til dette arbejde i et enestående omfang over hele verden. Dets arkiver er åbne for offentligheden og er blevet anvendt af mange, som ikke er medlemmer af Kirken, når de søger efter deres forfædre. Dette program er blevet lovprist af slægtsforskere fra hele verden og er blevet anvendt af mange nationer som en sikring af deres egne optegnelser. Men dets hovedformål er at give Kirkens medlemmer de ressourcer, som skal til for at finde deres forfædre, så de kan tilbyde dem de velsignelser, som de selv nyder. De siger på en måde til sig selv: »Hvis jeg elsker min hustru og mine børn så meget, at jeg ønsker at være sammen med dem i al evighed, burde så ikke min afdøde bedstefar og oldefar og andre forfædre have mulighed for at modtage de samme velsignelser?«

Og derfor er disse hellige bygninger skueplads for hektisk aktivitet, der udføres stille og ærbødigt. De får en til at tænke på en del af det syn, som Johannes Åbenbareren så, hvori dette spørgsmål og svar findes: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra? …

Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel« (Åb 7:13-15).

De, der kommer til disse hellige huse, klædes i hvidt, når de tager del i det, der foregår derinde. De kommer kun på anbefaling af deres lokale kirkelige myndighed efter at have fået bekræftet deres værdighed. De forventes at komme rene i tanke, rene på legeme og rene i klædning, når de træder ind i Guds tempel. Når de træder indenfor, forventes de at lægge verden bag sig og koncentrere sig om det guddommelige.

Selve denne øvelse, hvis man må kalde den det, rummer belønningen i sig selv, for hvem i denne stressede verden vil ikke gerne tage imod muligheden for at lukke verden ude og træde ind i Herrens hus, hvor man stille kan overveje det, der hører Gud til? Disse hellige områder tilbyder en mulighed, som ikke findes noget andet sted, for at lære om og tænke over det, der virkelig betyder noget i livet – vores forhold til Guddommen og vores evige rejse fra et førjordisk stade til dette liv og videre til en fremtidig tilværelse, hvor vi skal kende og omgås hinanden, deriblandt også vore egne kære og forfædre, som er gået forud for os og fra hvem vi har arvet det, der hører kroppen, sindet og ånden til.

Disse templer er afgjort enestående blandt verdens bygninger. De er undervisningshuse. Steder, hvor vi indgår pagter og løfter. Ved altrene knæler vi for Gud, vor Skaber, og modtager løfter om hans evigtvarende velsignelser. I deres hellige faciliteter kommunikerer vi med ham og tænker på hans Søn, vor Frelser og Forløser, Herren Jesus Kristus, der virkede som stedfortræder for os ved det store offer på vore vegne. Her lægger vi vores selviskhed til side og tjener dem, der ikke kan tjene sig selv. Her, under Guds sande præstedømmemagt, knyttes vi sammen i det helligste af alle menneskelige forhold – som ægtemænd og hustruer, som børn og forældre, som familier ved en besegling, som tiden ikke kan tilintetgøre, og døden ikke afbryde.

Disse hellige bygninger blev endda opført i de mørke tider, hvor de sidste dages hellige hensynsløst blev jaget og forfulgt. De er blevet bygget og vedligeholdt både i tider med fattigdom og fremgang. De udspringer af den levende tro blandt et stadigt voksende antal, som vidner om en levende Gud, om den opstandne Herre, om profeter og guddommelige åbenbaringer, og om den fred og tryghed, som findes i de velsignelser, der kun kan opnås i Herrens hus.