Alt, hvad jeg kan give

Jeg var bekymret for, hvordan jeg kunne betale for alt det, som jeg havde lyst til at gøre i sommerferien: Klasser, workshops, sommerlejr og så videre. Jeg havde det, som om jeg skulle briste i gråd. Så kom jeg i tanker om alt det, som jeg havde lært om at udvise tillid og tro på Herren. Jeg besluttede mig for at lægge beslutningen i Herrens hænder og stole på, at hvis det var hans vilje, ville han sørge for en udvej.

Ikke så længe efter fandt min mor en uindløst check fra et arbejde, jeg havde haft tidligere det år, og dagen efter modtog jeg en mindre kontant præmie med posten for en andenplads i en konkurrence. Det var et stort vidnesbyrd for mig om, at Gud lever, at han elsker mig og har omsorg for mig og sørger for mig.

Jeg følte stor taknemlighed over for min himmelske Fader og Frelseren. Det føltes, som om mit hjerte skulle briste af glæde! Jeg længtes efter at vise, hvor taknemlig jeg var, at prise Gud, så godt jeg formåede og at fortælle om den følelse. Andre har gjort det ved at komponere en sang, skrive et digt eller male et billede, men jeg følte mig ikke i stand til at gøre nogen af delene. Jeg indså, at det eneste, jeg kunne give, som ville være en passende lovprisning, var i mit liv – at være »et forbillede for de troende« (Tim 4:12), at give mit liv til Kristus. Det er alt, hvad han beder om, og det er alt, hvad jeg kan give.