Templet var lukket!

Vores tempelvielse var sat til den 7. juli 2009 – en dato, som vi spændt så frem til. Da vi var opvokset i området omkring templet i Aba i Nigeria, glædede vi os over, at skønt vi var flyttet derfra, så boede mange af vore venner og slægtninge stadig i området og kunne derfor deltage enten i templet eller ved receptionen bagefter.

Vi ankom til Aba efter at have rejst i mere end seks timer fra Lagos og traf de sidste forberedelser til vores besegling og reception. Men tre dage før vores planlagte vielse fik vi at vide, at templet uventet var blevet lukket indtil videre. Vi var fortvivlede og forvirrede. Ingen kunne fortælle os, hvornår templet, som var lukket på grund af uroligheder i området, ville genåbne. Skuffet måtte vi fortælle venner og familie, at vores besegling var udskudt, og vi vendte bedrøvede tilbage til Lagos uden at vide, hvornår vi kunne sætte en ny dato for tempelbeseglingen.

Da vi var vendt tilbage til Lagos, bad vi inderligt om, at templet i Aba i Nigeria måtte blive åbnet igen. Der gik en uge uden noget nyt om en dato for genåbningen. Den uge syntes os som et helt år. Vi så frem til vores tempelvielse og til at fejre den med venner og familie så snart som muligt.

Som tiden gik uden nyt om en genåbningsdato, følte vi, at vi burde se på andre muligheder. Da templet i Aba er det eneste tempel i Nigeria, indså vi, at vi måtte rejse til templet i Accra i Ghana, hvis vi skulle besegles i den nærmeste fremtid. Desværre kostede den rejse mere, end vi havde råd til. Men vi havde altid planlagt at blive gift i templet, og vi vidste, at vi skulle gøre det.

Vi lånte penge fra familie og venner, anskaffede os et pas, ringede til templet i Accra og aftalte tid og købte flybilletter til Ghana.

Vi ankom til Accra den 11. august 2009 og tog i templet den følgende dag. I beseglingsværelset var der kun tempelbesegleren og to vidner til stede. Ingen venner, familie eller andre, som vi kendte, var sammen med os. Men selv om vi var i et fremmed land, i et område langt fra vores hjem, vidste vi, at vi var der, hvor vi skulle være, og gjorde det, som vi skulle gøre. I det øjeblik følte vi evighedens kræfter og forstod meget bedre den kærlighed, som vor himmelske Fader nærer til os og alle sine børn.

Tragisk nok døde min hustru i 2010 efter at have født vores første barn. Jeg savner hende inderligt, men trøster mig ved visheden om, at vi blev beseglet i templet. Jeg er evigt taknemlig for, at vi ikke udskød vores tempelvielse ved at vente på et mere belejligt tidspunkt. Vores ægteskab er noget, som jeg altid vil værdsætte, og som jeg aldrig vil glemme.