Et højere mål

Min søn José Francisco, som vi kalder »Junior«, tilhører diakonernes kvorum sammen med sin gode ven Oscar Alejandro. Det stod klart, at der ikke var drenge nok til at kunne deltage i turneringen. Så de samarbejdede med missionærerne og menighedens missionsleder om at finde de mindre aktive unge. Hver uge brugte de tid på at finde frem til disse unge mænd, opmuntre dem og vinde deres tillid. Takket være disse 12-åriges indsats, var de i stand til at samle drenge nok til et hold. Et af de mirakler, som fulgte i kølvandet på deres indsats var, at vores menighed fik flere aktive unge mænd!

I løbet af ugen hentede de deres nye venner, og så øvede de på den lokale fodboldbane. Det krævede en hård indsats, så de var altid trætte. De havde ingen træner eller strategi, men de lod ikke det afholde dem. De var tilfredse med det, de gjorde.

Endelig oprandt den første turneringsdag. Vores tapre hold af diakoner ankom til stavscentret. De havde ikke noget hjemmepublikum, som kunne opmuntre dem, og de havde heller ikke en træner, der kunne hjælpe dem, eller ens dragter, som de fleste af de andre hold havde. Men de spillede med begejstring, sammenhold og kærlighed.

De tabte deres første kamp stort. Men de gav ikke op, og hele staven begyndte at heppe på dem og sige, at drengene fra Tariba Menighed var rigtig gode eksempler.

Junior var målmand. Han forsvarede målet med sådan en ildhu, at de bolde han parerede efterlod mærker på hans hænder. Da han kom hjem den aften, sagde han, at han havde ondt i hænderne, og at han havde brug for nogle handsker. Vi trak på vores opsparing, så vi kunne købe ham et par handsker. Men de handsker, som de havde i butikken, kostede mere, end vi havde råd til, så vi måtte købe nogle havehandsker til ham. Han tog imod dem med taknemlighed.

Jeg ved ikke, hvordan hans hold fandt motivationen til at fortsætte. De lå på en sidsteplads, men de spillede bare videre.

Endelig blev det tid til elimineringsrunderne. På grund af det ringe antal diakoner i staven, kom den tapre lille gruppe til at spille i finalerne, men de spillede mod et veltrænet hold, hvis træner var en habil spiller. Han havde tilbragt meget tid med at træne sit hold. De var det bedste hold; de havde ens spillerdragter og udviste den disciplin, som opnås ved god træning. Deres træner var sikkert overbevist om, at de ville vinde kampen, for min søns hold var ikke særlig godt.

Min mand var netop vendt hjem fra en rejse, så han besluttede sig for at hjælpe diakonerne. Han opmuntrede dem og gav dem gode råd, og utroligt nok så vandt de. De skulle så spille mod det andet hold i staven. Og vores unge mænd vandt igen!

Da kampen var forbi, klappede alle. Tilskuerne kunne knap tro, at disse unge mænd havde været i stand til at vinde førstepladsen i diakonernes kategori og tredjepladsen for stavens samlede Aronske Præstedømme.

Denne oplevelse lærte os noget om principper og evige sandheder, som tjener os godt her i livet. De unge mænd fra staven var eksempler på kærlighed, aktivering, udholdenhed, begejstring og samarbejde på holdet. De havde forstået aktivitetens sande formål. De knyttede venskaber med andre.