Venter på Jesus

Karina rodede igennem den store opbevaringskasse, mens hun forsigtigt så mellem det krøllede indpakningspapir. Hun kunne stadig ikke finde det, hun ledte efter.

Hun lagde alting tilbage i kassen og gik ind for at finde mor.

Karina så bag klaveret, under sofaen, ja selv i Thomas’ vugge. Det var væk. Hun måtte fortælle det til mor.

»Mor, Jesusbarnet er væk.«

Karina fulgte mor hen til krybbespillet, der stod i stuen. Josef og Maria og hyrderne var der. De vise mænd – ja selv en kamel og et æsel – var der. Alle figurerne stod samlet omkring den tomme krybbe.

»Ja, det ser sådan ud, ikke?« sagde mor.

»Ja, jeg kan slet ikke finde ham nogen steder. Jeg har ledt og ledt.« Krybbespillet ville jo være ødelagt, hvis ikke Jesusbarnet var der.

Mor gik hen til boghylden. »Han er ikke væk,« sagde hun, mens hun rakte op og tog noget fra den øverste hylde.

Karina sukkede af lettelse. »Der er han jo!« sagde hun. »Jeg skal nok lægge ham i krybben.«

Hun skulle til at tage figuren, men mor lagde den tilbage på hylden. »I år skal vi først lægge Jesusbarnet i krybben julemorgen,« sagde mor. »Det er en tradition, far lærte i Frankrig.«

»Hvorfor? Alle figurerne ser så kede ud af det.«

»Jeg tror ikke, at de er kede af det.« sagde mor. »Jeg synes, at de ser ud som om, de venter.«

Karina undersøgte figurerne. Hun kunne se den tomme plads i krybben, hvor Jesusbarnet hørte til. Nogle af figurerne rakte ud efter stedet.

»Det gør de vel,« sagde Karina.

»Kan du huske, hvor spændt du var, da du vidste at Thomas snart skulle fødes?« spurgte mor.

Karina smilede til sin lillebror, der lå og legede på et tæppe. »Ja, det føltes som en evighed.«

»Vidste du, at profeterne ventede i tusindvis af år på, at Jesus skulle komme og hjælpe os med at komme tilbage og bo med vor himmelske Fader?«

Karina kunne huske at have set et billede i Primary af en profet, der skrev om Frelserens fødsel. »Ja, det tror jeg nok,« sagde hun.

Profeter som Esajas tænkte på og skrev om det, som Frelseren ville gøre, når han kom,« sagde mor. »De brugte hele livet på at vente på, at han skulle fødes. Det er en af grundene til, at vi har det her krybbespil, nemlig for at minde os om, at der var mange mennesker, der ventede i lang tid på, at Frelseren skulle komme.«

»Jeg ville blive træt af at vente hele mit liv,« sagde Karina og så på hyrderne, der ventede på Jesus.

»Men der er også en anden grund til, at vi gør det,« sagde mor.

»Hvad er det?«

»Kan du huske den familieaften, hvor vi talte om det andet komme?«

Karina tænkte sig om et øjeblik. »Er det, når Jesus kommer tilbage igen?«

»Det er rigtigt,« sagde mor.

»Hvornår sker det?«

»Det ved vi ikke. Men vi venter på, at Jesus skal komme, ligesom hyrderne i krybbespillet og ligesom profeterne fra gamle dage. Det er den anden grund til, at vi venter med at lægge Jesusbarnet i krybben indtil julemorgen – for at minde os om, at vi også venter på Jesus.«

»Kommer han tilbage til krybben igen?« spurgte Karina.

»Nej, han kommer ikke som en baby igen. Den næste gang Jesus kommer, er han opstået. Men den tomme krybbe i krybbespillet minder os om, at ligesom du venter til julemorgen, og ligesom de mange mennesker, der ventede på, at Jesus skulle komme til jorden, så venter vi på, at han skal komme tilbage. Jesusbarnet er ikke væk. Sådan kan vores familie huske ham.«

»Vi skal bare vente,« sagde Karina med et smil.

»Det er rigtigt,« sagde mor.

»Mens vi venter, skal vi så ikke bage nogle julesmåkager?«