O, lad os højt ham prise

Drengebarnet, der kom på denne tid af året, er kendt som »Guds lam« (Joh 1:29; 1 Ne 11:31; L&P 88:106). Det er en titel med stor betydning, for han kom med lammene og ville en dag blive ført til slagtning »som et lam« (Es 53:7). Paradoksalt nok var han også den gode hyrde (se Joh 10:11), den, der tager sig af lammene. Derved repræsenterer disse »tvillinge-symboler« på hans liv både dem, der tjener, og dem, der bliver betjent. Det var kun rigtigt, at Kristus skulle bære begge kapper, for i sit liv »steg [han] ned under alt« (L&P 88:6), og i evigheden »steg [han] op til det høje« og er i og gennem og »omslutter alting« (L&P 88:6, 41). Han kendte livet fra alle sider og fra alle vinkler, både over og under. Han, der var den største, gjorde sig selv til den mindste – den himmelske hyrde, som også blev til lammet.

Hans komme var mere end blot fødslen af en stor profet, indtoget af den lovede arving til den royale trone, eller ankomsten af det eneste fuldkomne menneske, der nogensinde ville betræde denne jord. Det var himlens Guds komme, »for at betræde sin fodskammel og næsten være som menneskene.«³

Jesus Kristus er denne verdens skaber og Det Gamle Testamentes store Jahve. Det var hans røst, der hørtes på Sinajbjerget, hans kraft, der støttede udvalgte israelitter på deres vandring og hans tilstedeværelse, der åbenbarede vidunderlige tilkommende ting for Enok, Esajas og alle profeterne. Og deri ligger det største mirakel ved Jesu fødsel: Da Gud og Skaberen af himmel og jord først åbenbarede sig selv som person til verden, valgte han at gøre det som et lille barn – hjælpeløs og afhængig.

Ifølge en gammel hebraisk tradition, skulle Messias fødes i påsken. Vi ved, at i tidernes midte faldt april midt i ugen for påskefesten – den hellige, jødiske højtideligholdelse af Israels frelse fra den ødelæggende engel, der bragte død over Egyptens førstefødte sønner. Hver eneste israelitisk familie, der ofrede et lam og smurte dets blod på overliggeren af deres hjem, blev skånet (se 2 Mos 12:3-30). 33 år efter Kristi påskefødsel, blev hans blod smurt på korsets overligger for at frelse sit folk fra dødens og syndens ødelæggende engle.

Påskehøjtideligheden kan have været årsagen til, at der ikke var plads til Maria og Josef på herberget. Jerusalems befolkningstal steg med titusinder i løbet af påsken, der tvang rejsende til at søge logi i nabobyerne. Maria og Josef tog til Betlehem, der var hjemby for Josefs forfædre, for at opfylde kravene for en folketælling, der var udstedt af kejser Augustus. Folketællingens krav tillod dem at vise sig i Betlehem på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af året, men de valgte sandsynligvis påsken, da moseloven krævede, at alle mænd viste sig i Jerusalem i påsken.⁴ Fordi Betlehem bogstavelig talt lå lige rundt om hjørnet fra den hellige stad, kunne parret fra Nazaret slå to fluer med et smæk.

Værten på herberget er gået over i verdenshistorien. Men med tanke på den mængde, der har bevæget sig igennem området i løbet af påsken, kan vi ikke bebrejde ham for ikke at have kunnet tilbyde plads til parret fra Nazaret. Mens flertallet af påskens pilgrimme slog lejr i de mange tusinder af telte i udkanten af Jerusalem, søgte tusindvis af andre tilflugt på de lokale herberger, også kendt som karavanseraier. Betlehems kro var uden tvivl propfuld, og værtens tilbud om stalden var sikkert en oprigtig venlig handling.

Selv om parret havde fået et værelse på herberget, ville det kun have budt på primitive forhold. En typisk khan på det tidspunkt var bygget af sten og indeholdt flere små rum, der hver især kun bestod af tre vægge og var med den åbne side til åben skue for alle. Stalden var derimod nok en lukket gårdhave eller måske endda kalkstenshule, hvor gæsternes dyr holdt til.⁵ Uanset om det var i en gårdhave, hule eller andet tilflugtssted, så havde Kristi fødsel blandt dyrene én klar fordel i forhold til det overfyldte herberg: Her herskede der i det mindste ro og fred. I den henseende var tilbuddet om stalden en velsignelse, der lod den mest hellige fødsel i den menneskelige historie finde sted i ærbødig ro.

Syv hundrede år før denne første jul, skrev profeten Esajas en messiansk profeti, som Frelseren senere læste for sine medborgere i Nazaret: »Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede« (Es 61:1; se også Luk 4:18-19).

Når vi læser om Kristi mission om at proklamere frihed til de fangne og løslade de lænkede, tænker vi sikkert først på hans tjenestegerning i åndeverdenen blandt de døde. Men vi er alle fanger – fangne af den dødelige krops nedbrydelse og svaghed og underkastet kødets fristelser, sygdom, og i sidste instans, døden – og vi har alle brug for at blive løsladt.

Uanset, hvad der binder os – synder, omstændigheder eller begivenheder fra fortiden – så kan Herren Jesus Kristus, den store Immanuel, sætte os fri. Han proklamerer frihed til de fangne og frihed fra dødens bånd og syndens, uvidenhedens, stolthedens og fejlens fængsel. Det blev profeteret, at han ville sige til de fangne: »Gå ud!« (Es 49:9). Den eneste betingelse for vores frihed er, at vi kommer til ham med et knust hjerte og en angergiven ånd, at vi omvender os og søger at gøre hans vilje.

For ca. 30 år siden mødte jeg en mand, som jeg vil kalde Thomas. Han var 45 år, da jeg mødte ham. Tyve år tidligere havde hans forældre tilsluttet sig Kirken. Thomas havde ingen interesse i sine forældres nye religion. Men hans forældre elskede ham, og de skattede håbet om, at deres søn en dag ville kende sandheden af det gengivne evangelium. Som årene gik forsøgte de mange gange at overtale ham til at i det mindste mødes med missionærerne og høre deres budskab. Han afviste evangeliet gang på gang og hånede sine forældre for deres religiøse tro.

En dag sagde hans mor i desperation: »Thomas, hvis du tager missionærlektionerne én gang, så lover jeg, at jeg aldrig vil tale med dig om Kirken igen.« Thomas besluttede, at dette var en god handel og gik med til at mødes med missionærerne. Under de første tre lektioner sad han der bare, fyldt af stolthed og gjorde af og til grin med det, som ældsterne underviste i.

Under den fjerde lektion, der handlede om Jesu Kristi forsoning og evangeliets første principper, sagde Thomas intet, men blev usædvanlig stille og lyttede omhyggeligt. I slutningen af lektionen bar ældsterne deres vidnesbyrd om Frelseren. En af missionærerne følte sig tilskyndet til at slå op i sin Bibel og læse disse ord:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet: så skal I finde hvile for jeres sjæle« (Matt 11:28-29).

Ud af det blå begyndte Thomas at græde. »Siger I, at Kristus kan tilgive mig for mine synder?« spurgte han. »Jeg har levet et forfærdeligt liv. Jeg hjemsøges af minderne om mine synder. Jeg ville gøre hvad som helst for at blive fri af den skyld, jeg føler.«

Hans stolthed havde været en facade, der skjulte en sjæl, der var taget til fange af synd og skyld. Ældsterne forsikrede Thomas om, at Kristus ville tilgive ham og fri ham fra skyldens byrde, hvis han ville omvende sig, blive døbt og bekræftet. De bar deres vidnesbyrd om forsoningens kraft. Fra det øjeblik forandrede alt sig i Thomas’ liv. Han havde meget, som han måtte omvende sig fra, men gennem Herrens velsignelser kunne han blive døbt.

Mere end 20 år senere, da jeg sad i kirkesalen i templet i Frankfurt, Tyskland, vendte en gråhåret mand sig mod mig og spurgte: »Er du ikke ældste Porter?« Til min store glæde genkendte jeg Thomas – en mand fri fra fangenskab ved Jesu Kristi kraft og stadig trofast i Herrens kirke.

Vi kan ved denne juletid beslutte os for at nærme os vor Fader i himlen i ydmyg bøn og bede om hans elskede Søns kraft til at være med os i vores daglige færden og fri os fra vores personlige former for fangenskab, stort eller småt.

I december 1987, to uger før juleaften, rejste jeg på forretningsrejse til Israel. Det var desværre ikke en fredelig tid i det hellige land. Der var demonstrationer på Vestbredden, gaderne i den gamle del af Jerusalem lå øde hen og man havde barrikaderet butikkerne. Luften var tyk af den politiske spænding, og for at gøre det hele værre, så var det meste af ugen præget af kold regn. Turister i flokkevis holdt sig væk af frygt for volden. Men mens jeg gik gennem Jerusalem, fyldtes mit hjerte med fred over at vide, at det var denne by, som Forløseren elskede så højt.

Jeg vendte tilbage til USA sent fredag aften før jul. To dage senere, da det var sabbat, vækkede mit vækkeur mig med musikken fra »O hellige nat«:

Musikken og budskabet gik lige i hjertet på mig, og tårerne fik frit løb, mens jeg tænkte over Israels Forløsers vidunderlige offer og fuldkomne liv – han, som blev født for at være de sagtmodiges ven og de ydmyges håb. Jeg mindedes min oplevelse i Jerusalem, og en kærlighed til ham, som kom til jorden og påtog sig alle vore synder, gennemstrømmede min krop. Jeg blev overvældet af at tænke på, at han måske anså mig som en ven. Jeg har aldrig glemt de ømme følelser den tidlige søndag morgen, som var et af de reneste vidnesbyrd, jeg nogensinde har modtaget.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om verdens Frelser. Jeg ved, at han lever. Jeg ved, at han var forudordineret før verdens skabelse for at proklamere frihed til de fangne. Om hans fødsel og liv siger jeg: »O, lad os højt ham prise.«⁷