Forberedelse til det andet komme
Fra CES talen »Terror, Triumph, and a Wedding Feast« til unge voksne den 12. september 2004. Hvis du vil læse hele den engelske tekst, så gå ind på speeches.byu.edu.
Store mænd og kvinder i fordums tider kunne blive ved med at stræbe fremad, blive ved med at vidne, blive ved med at bestræbe sig på at gøre deres bedste, ikke fordi de vidste, at det ville lykkes for dem, men fordi de vidste, at det ville lykkes for jer.
Kristus i rødt klæde, af Minerva Teichert © IRI, med tilladelse fra Kirkens historiske museum.
Vi gør vores entré på jordelivets scene i den mest storslåede uddeling af evangeliet, der nogen sinde er givet menneskeheden, og vi skal få mest muligt ud af det.
Jeg elsker profeten Joseph Smiths ord om, at tidligere profeter, præster og konger »med frydefuld forventning har set hen til den tid, vi lever i; og … har … sunget, skrevet og profeteret om denne vor dag.«1 Bemærk en lignende udtalelse af præsident Wilford Woodruff: »Guds og alle de hellige profeters blik hviler på os. Dette er den store uddeling, som er blevet omtalt siden verden begyndte.«2
Jeg har en teori om de første uddelinger og om lederne, familierne og menneskene, der levede på den tid. Jeg har ofte tænkt på dem og de svære omstændigheder, de stod i. De stod over for meget vanskelige tider, og i det store og hele havde de ikke heldet med sig i deres uddelinger. Ja, hele formålet med evangeliets gengivelse i disse sidste dage er, at evangeliet ikke havde været i stand til at overleve i nogen tidligere tidsalder og måtte derfor gengives i den sidste triumferende tidsalder.
En uddeling, der ikke vil fejle
Kort sagt har frafald og ødelæggelse i den ene eller anden form været det endelige resultat i alle uddelinger, vi nogensinde har kendt gennem tiderne. Men her er så min teori. Min teori er, at disse store mænd og kvinder, de fordums ledere, kunne blive ved med at stræbe fremad, blive ved med at vidne, blive ved med at bestræbe sig på at gøre deres bedste, ikke fordi de vidste, at det ville lykkes for dem, men fordi de vidste, at det ville lykkes for jer. Jeg tror ikke, at deres mod og håb i så høj grad udsprang af deres egen situation, som af jeres – en pragtfuld forsamling af unge voksne som jer, som er samlet i hundrede tusindvis over hele verden i en urokkelig bestræbelse på at se evangeliet vinde og sejre.
Moroni sagde til os, som engang i de sidste dage ville få hans optegnelse:
»Se, Herren har vist mig store og herlige ting angående det, som snart må ske, på den dag, da dette skal finde sted blandt jer.
Se, jeg taler til jer, som om I var til stede, og dog er I det ikke. Men se, Jesus Kristus har vist jer for mig, og jeg kender jeres gerninger« (Morm 8:34-35).
Jeg tror, at alle profeterne og de første apostle på den ene eller den anden måde har set vor tid i glimt – hvilket gav dem mod i deres egen mindre fremgangsrige tid. Disse fordums brødre vidste en kolossal masse om os. Profeter som fx Moses, Nefi og Jereds bror så de sidste dage i meget detaljerede syn. Noget af det, de så, var ikke smukt, men alle disse tidligere generationer fattede mod ved at vide, at der til sidst ville være en uddeling, som ikke ville slå fejl.
Det var vor tid, ikke deres, som fyldte dem med himmelsk og glædelig forventning og fik dem til at synge og profetere om sejr. Det er samlet set vor tid, som alle profeterne fra tidernes morgen har set frem til, og disse fordums brødre befinder sig stadig på den anden side og hepper på os! På en meget virkelig måde afhænger deres mulighed for at betragte sig selv som en succes af vores trofasthed og vores sejr. Jeg elsker tanken om at drage i krig i de sidste dage som repræsentant for Alma og Abinadi og det, de stod for, eller som repræsentant for Peter og Paulus og de ofre, som de ydede. Hvis en sådan opgave i historiens store drama ikke kan begejstre jer, så er der ikke noget der kan!
Bered Kristi Kirke på hans komme
Lad mig tilføje endnu et element til denne betragtning om uddelingen, som jeg tror følger automatisk. Eftersom vi lever i den sidste og mest storslåede af alle uddelinger, og eftersom alt til sidst skal kulminere og blive opfyldt i vores æra, er der derfor et ganske bestemt og helt specifikt ansvar, der påhviler os, som tilhører Kirken nu, og som ikke nødvendigvis i samme grad påhvilede Kirkens medlemmer i nogen tidligere tid. I modsætning til Kirken på Abrahams eller Moses’, Esajas’ eller Ezekiels tid, eller selv på Jakobs og Johannes’ tid i Det Nye Testamente, har vi et ansvar for at berede Guds Lams kirke til at tage imod Guds Lam – i egen person, i triumferende herlighed, når han i tusindårsriget kommer som herrernes Herre og kongernes Konge. Ingen anden uddeling har nogen sinde haft den pligt.
Med skriftens ord er vi dem, som i hele verdenshistorien er blevet udpeget til at berede bruden til brudgommens komme og være værdige til at blive inviteret til bryllupsfesten (se Matt 25:1-12; 22:2-14; L&P 88:92, 96). Som folk har vi – hvad enten det sker i vores egen levetid eller vore børns eller vore børnebørns eller på et senere tidspunkt – alligevel et ansvar som kirke og personligt som medlemmer af denne kirke for at være værdige til, at Kristus kan komme til os, være værdige til, at han hilser på os, og at han accepterer, modtager og omfavner os. Det liv, som vi lægger i hans hænder i den hellige stund, må være ham værdigt!
Vi må være acceptable for ham
Jeg fyldes med ærefrygt og med et overvældende ansvar for at berede mit liv (og i det omfang jeg kan være med til at berede Kirkens medlemmer) til den længe forjættede dag, til overdragelsen af myndighed, til den dag, hvor vi overdrager Kirken til ham, hvis kirke dette er.
Når Kristus kommer, må medlemmerne af hans kirke se ud og handle som medlemmer af hans kirke, som det forventes og handle derefter, hvis vi skal antages af ham. Vi må udføre hans værk, og vi må efterleve hans lærdomme. Han må hurtigt og let genkende os som sine sande disciple. Som præsident J. Reuben Clark jun. (1871-1961), tidligere førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, engang sagde: Vores tro må ikke være svær at få øje på.3
Ja, hvis vi i det store og afgørende øjeblik hævder, at vi er troende, må vi hellere være sikre på at vise det. Hyrden kender sine får, og vi må på den store dag være kendt som hans disciple i gerning såvel som i ord.
Mine elskede unge venner, det er de sidste dage, og I og jeg må være de bedste sidste dages hellige, vi kan være. Læg venligst eftertryk på hellige.
Hvornår afsluttes alt dette? Hvornår viser Kristus sig offentligt og sejrrigt, og hvornår begynder tusindårsriget? Det ved jeg ikke. Det, jeg ved, er, at de indledende øjeblikke til den begivenhed begyndte for 193 år siden. Men jeg ved, at som resultat af det første syn og det, der fulgte, lever vi i en tid med uovertrufne velsignelser – velsignelser, som gives os, for at vi kan leve trofast og rent, så når brudgommen endelig og triumferende kommer, kan han personligt og med rette invitere os med til bryllupsfesten.
Mine elskede unge brødre og søstre, jeg elsker jer og efterlader jer mit vidnesbyrd, ikke blot om at Gud lever, men også at han elsker os. Han elsker jer. Alt, hvad han gør, er til vores gavn og vores beskyttelse. Der er ondskab og sorg i verden, men der findes ikke ondt eller fortræd i ham. Han er vor Fader – en fuldkommen far – og han skærmer os mod uvejret.
Ja, den eneste bekymring, jeg ønsker, at vi skal have, er en meget personlig bekymring: Hvordan kan vi leve mere fuldt ud, mere trofast, så alle denne storslåede uddelings velsignelser kan blive udøst over os hver især og over dem, som vi kommer i berøring med?
»Frygt derfor ikke, lille flok … se hen til [Kristus] i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke. I har endnu ikke forstået, hvor store velsignelser Faderen har … beredt til jer« (L&P 6:34, 36; 78:17).
Jeg efterlader jer min kærlighed og min velsignelse og et apostolsk vidne om sandheden af disse ting, om at vores uddeling ikke vil fejle og at de, der efterlever Kristi lærdomme og gør hans vilje, vil være værdige til en invitation til bryllupsfesten, når brudgommen kommer.