Udfordringerne er velsignelser

Vi begyndte vores ægteskab med et evigt perspektiv, og vi følte, at det betød, at vi ikke skulle udsætte eller begrænse de børn, der ventede på at komme ind i vores familie. Min mand fortsatte med sin bacheloruddannelse, mens vores familie voksede. Da han begyndte at arbejde fuldtid på arbejdsmarkedet, havde vi fem børn. Jeg fortsatte mine studier på deltid, så jeg kunne passe vore børn derhjemme. Det er med glæde, at jeg ser tilbage på de første år. De var fantastiske! Vi boede i en lille lejlighed med to børn under 15 måneder og levede af vores beskedne uddannelsesstøtte og spiste masser af millionbøf.

Jeg betragter de år, som vores pionerår, hvor vi krydsede »sletterne«, der bestod af bacheloruddannelse, at få en familie og at leve af begrænsede økonomiske midler. Jeg kunne – omend i en lille grad – relatere til det, en af de overlevende fra Martins håndkærre kompagni sagde om deres rejse: »Enhver af os kom igennem med en absolut kundskab om, at Gud lever, for vi lærte ham at kende i vore trængsler.«¹

I verdens øjne var der ingen logik i det, som vi valgte at gøre i de første år af vores ægteskab. Det, at jeg udsatte færdiggørelsen af min uddannelse for at få børn, leve af én indkomst og at ofre nogle bekvemmeligheder, må have virket tåbeligt. Men Herren sagde til Esajas:

»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;

for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:8-9).

Det har været en lærerig velsignelse for os at ofre verdslige mål for at følge vor himmelske Faders vilje for vores familie.

I L&P læser vi, at de, der »er villige til at iagttage deres pagter ved opofrelse … er antaget af [Herren].

For jeg, Herren, vil få dem til at bære som et meget frugtbart træ, som er plantet i et prægtigt land ved en ren bæk, og som giver megen dyrebar frugt« (L&P 97:8-9). Vore fem børn er vores dyrebare frugt. De er uden tvivl vores største velsignelser.

I årenes løb har min mand og jeg mødt mange udfordringer i vores ægteskab, og når jeg ser tilbage, kan jeg oprigtigt sige, at jeg er taknemlig for dem. Herren velsigner os med prøvelser for at lutre os som enkeltpersoner og for at hjælpe os til at vende os til ham og vores partner.

Tempelægteskab er ophøjelsens ypperste pagt. Når denne pagt holdes, leder den til den højeste grad i det celestiale rige, eller evigt liv, hvilket betyder evig forøgelse (se L&P 131:1-4). På grund af denne store belønning bør vi forvente, at et tempelægteskab prøver os af og forandrer selve vores væsen.

Ældste Bruce C. Hafen, emeritusmedlem af De Halvfjerds, har sagt: »Vi bliver måske gift af tryghed. Men så kommer der problemer hen ad vejen. Hvis vi for alvor prøver at løse dem, vil vi ikke altid føle os godt tilpas, men vi vil udvikle os. Så ender det med, at vi ikke blot er gift for tryghedens skyld, men af glæde.«² Det har ikke altid været behageligt at løse vore problemer sammen, men det har virkelig bragt os glæde.

At være mor er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Inden jeg fik børn, tænkte jeg, at moderskabet for det meste, om ikke altid, var fyldt med glæde – afbrudt af et eller to øjeblikkes hårdt arbejde. Men jeg har fundet ud af, at det er forholder sig lige omvendt. På grund af mit evige partnerskab med min mand, er mit liv som forælder og ægteskab blevet et laboratorium, hvori man kan blive som vor himmelske Fader. Forældres ansvar i dette liv svarer til vor himmelske Faders arbejde og hensigt, »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Det kræver himmelsk tålmodighed, styrke og kærlighed at være hustru og mor. At være mor hjælper mig med at blive mere som Gud af natur og i mine ønsker og muligheder.

At være beseglet i templet har velsignet mig på måder, jeg ikke havde forventet. Det er en kilde til styrke for mig og stabilitet for mine børn. Det er et forbindende led tilbage til mine forfædre, som velsigner dem, når jeg udfører ordinancer i templet for dem. Mit tempelægteskab er værd hvert eneste offer, og jeg ved, at det bringer store velsignelser.