Sidste dages hellige røster
Hvordan kunne de vide, hvad jeg havde brug for?
Hannah Eiselin er fra Arizona i USA
Illustration: Stan Fellows
For snart 20 år siden modtog jeg min kaldelse til at tjene på mission i Japan. Med stor forventning og lidt sommerfugle i maven forberedte jeg mig til at tage af sted på mission i januar. Omkring samme tidspunkt mistede begge mine forældre deres job.
Min mission var finansieret, mens jeg var der, men vores familie kæmpede økonomisk. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle få penge fra til udgifter som missionstøj, kuffert og andre fornødenheder. Jeg havde et deltidsjob, men det gav ikke nok. Jeg var især bekymret for, hvordan jeg skulle finde penge til at søge om et pas i tide til at tage til Japan.
En eftermiddag gik jeg i desperation op på mit værelse og tryglede vor himmelske Fader om hjælp. Jeg udtrykte mit ønske om at tjene i Japan og min taknemlighed for, at min drøm om at tjene som missionær snart kunne gå i opfyldelse. Jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage, da jeg fortalte ham, jeg virkelig havde brug for 75 dollars til et pas. Da jeg rejste mig, vidste jeg, at alt ville gå godt. Jeg anede ikke hvordan, men en stille fred forvissede mig om, at Herren ville tage sig af det.
Senere samme dag åbnede jeg vores postkasse og fandt et julekort. Personen, der havde afleveret kortet, havde gjort en bevidst indsats for at være anonym. Der var ikke noget frimærke på kortet, det var afleveret personligt.
Inde i kortet stod der med maskinskrift: »Tillykke! Du modtager dette som følge af en tilfældig kristen handling. Glædelig jul, Hannah. Held og lykke på din mission.«
Inde i kortet lå der 100 dollars. Jeg stod i døren og græd. Hvem havde gjort dette, og hvordan kunne de vide, hvad jeg havde brug for?
Her år senere ved jeg stadig ikke, hvem der kom med pengene dengang. Jeg har tænkt på den person eller de personer mange gange siden. De udviste det, som jeg tror, at ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum mente, da han sagde: »Omsorg fra kristuslignende venner berører os dybt og ændrer vores liv … I denne kirke besvares bønner om hjælp til Herren ofte gennem den enkle, daglige tjeneste som omsorgsfulde brødre og søstre udøver. I sande venners godhed har jeg set en barmhjertighed, der afspejler Herrens egen.«1
Denne venlige handling ændrede mig, hjalp mig til at komme på mission til tiden og inspirerede mig til at prøve at se, hvordan jeg kan være et svar på andres bønner.