2016
Kom og følg mig: Grundlæggende undervisning i hjemmet
Januar 2016


Kom og følg mig: Grundlæggende undervisning i hjemmet

Del 1

Forfatterne bor i Utah i USA.

Søndagenes læseplan for de unge Kom og følg mig indeholder undervisning af et grundlæggende evangelisk princip hver måned. Her er nogle forslag til, hvordan du kan undervise om disse principper i din familie.

Billede
Family studying scriptures together in Cochabamba, Bolivia.

Da de sidder sammen til familieaften, spørger en mor sine to børn, om de har følt sig vejledt af Ånden.

Hendes 17-årige datter beklager sig og siger: »Jeg har allerede fået tre lektioner om Ånden denne måned.«

»Godt, så har du en masse at bidrage med,« svarer hendes far. Der er stille, mens mor og far venter tålmodigt på, at deres børn får tænkt over spørgsmålet.

Endelige vælger deres 14-årige søn at fortælle om en oplevelse, han har haft i skolen samme dag.

»Ja,« siger mor, »det minder mig om Nefi, der fulgte Ånden, selvom han ikke anede, hvordan han skulle få pladerne fra Laban.«

Datteren åbner munden og fortæller om, hvordan hun fulgte en tilskyndelse om at tale til en ensom pige i bussen. Hendes far roser hendes handlinger og fortæller om en oplevelse, han har haft på arbejdet.

De afslutter deres lille drøftelse med at synge »Ved Helligåndens vidnesbyrd«, (Salmer og sange, nr. 71).

En enkel undervisningsmetode – nemlig at tale om oplevelser, man har haft med denne læresætning – gjorde denne familieaften til en succes.

Denne artikel kommer med virkelige eksempler på, hvordan mennesker har lært om de principper, der undervises om på de unges læseplan. Eksemplerne er sat op efter måned. Naturligvis er disse eksempler ikke den eneste måde at undervise om disse læresætninger på. Du kan bede om inspiration til at imødekomme din families behov.

Januar – Guddommen

Medlemmerne af Guddommen, vor himmelske Fader, Jesus Kristus og Helligånden, er tre særskilte personer, men de er ét eller forenede om deres mål og ære.

En ung kvinde fortæller om at lære om Guddommen: »For mig er det vigtigt, at vor himmelske Fader, vor Frelser og Helligånden er særskilte væsener, som jeg kan lære personligt at kende, men følge samlet. Jeg er med taknemlighed nået frem til den indsigt, at jeg kan blive som Gud, fordi Guddommen ikke er en udefineret og ufattelig størrelse, men snarere guddommelige væsener, som elsker, velsigner, vejleder og kender mig.«

Hvis du skal undervise om denne læresætning, kan du eventuelt stille spørgsmål som: »Hvad kan vi lære af Guddommen om at arbejde sammen?« eller »Hvordan kan vi styrke vores forhold til medlemmerne af Guddommen?«

En sammenligning af Johannes 10:30 med Lære og Pagter 50:43 kan sætte gang i en god diskussion og give indsigt i, hvad enighed er.

Februar – Frelsesplanen

Frelsesplanen giver svar på nogle af menneskenes mest basale spørgsmål, som »hvem er jeg?« og »hvad er formålet med livet?« Det kan være en stærk måde at lære om Faderens plan for lykke på, at man stiller sine egne spørgsmål og søger svar på dem.

En ung mand indledte for eksempel sit studium af skriften ved at spørge: »Hvordan kan man sammenligne Guds egenskaber med de egenskaber, jeg besad i forudtilværelsen? Som jeg har nu? Og de egenskaber, jeg håber på at besidde i det næste liv?« Han skrev de svar ned, som han fandt på disse spørgsmål i skrifterne, og brugte dem til at undervise andre om frelsesplanen.

Hvilke spørgsmål har dine børn om frelsesplanen?

Marts – Jesu Kristi forsoning

Hvordan kan vi ikke alene lære om Jesu Kristi forsoning, men også om vor Frelsers oprigtige håb om, at vi gør brug af hans forsoning i vores liv?

Eftersom vi alle har prøvet at være alene, lave fejl og stå i behov for styrke, har vi alle behov for en større forståelse og anvendelse af forsoningen. En vejleder i Unge Piger brugte en video til at give sin klasse en bedre forståelse af Frelserens forsoning.

Her fortæller en af de unge piger om oplevelsen:

»Vi så ›None Were with Him‹ [Der var ingen hos ham] (video, LDS.org). Mens en enkelt fløjte spillede en melankolsk melodi, hørte man ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sige: ›En meget stor trøst ved påsken er, at fordi Jesus gik ad en så lang og ensom sti helt alene, behøver vi ikke gøre det.‹

Jeg havde følt mig skamfuld over at trække på Frelserens forsoning, men fordybet i Ånden følte jeg det håb, der er i hans forsoning, skylle enhver følelse af skam væk. Herren gav sit liv for mig; det beklagede han sig ikke over, og det ville jeg heller ikke.«

Vi må undervise og lære om forsoningen under Helligåndens vejledning, fordi det er den kronende begivenhed i forbindelse med vores frelse. Det kan være, at du føler dig tilskyndet til at drøfte skrifterne eller apostolske vidnesbyrd som »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2-3). Overvej at stille spørgsmål som »Hvornår har I følt forsoningens helende, styrkende eller forløsende kraft?«

April – Uddeling, frafald og genoprettelse

Billede
Cups stacked in a pyramid.

Billede af bægre © moodboard/Thinkstock

En forståelse af frafaldet; det at falde fra det sande evangelium, hjælper os til at forstå behovet for en gengivelse af evangeliet, præstedømmet og Jesu Kristi Kirke.

Følgende illustration hjalp nogle missionærer til at undervise en undersøger om frafaldet og genoprettelsen.

»Min makker og jeg brugte plastikkopper, hvorpå vi havde skrevet forskellige kendetegn ved den sande kirke. Vi byggede en pyramide med dem og forklarede, hvordan Jesus Kristus havde opbygget sin kirke.

Vi forklarede frafaldet ved at fjerne de bægre, der repræsenterede apostlene, og så ramlede hele opbygningen sammen. Da vi forklarede gengivelsen af evangeliet gennem profeten Joseph Smith, genopbyggede vi tårnet og viste, hvordan Kirken i dag er organiseret på samme måde, som Kristus oprindeligt organiserede den.

Manden forstod det for første gang. Endelig gav genoprettelsen mening for ham, da han forstod, hvorfor den var nødvendig.«

Der er mange andre måder at vise sammenhængen mellem uddeling, frafald og genoprettelse på. Du kan eventuelt læse nogle skriftsteder om disse emner og følge Åndens tilskyndelser til at lave din egen præsentation af det, du lærer (se fx Am 8:11-12; 1 Ne 13; L&P 136:36-38; Moses 5:55-59).

Maj – Profeter og åbenbaring

Herren vil inderligt gerne kommunikere med os. Vi modtager hans vejledning i vores liv gennem den åbenbaring, som han giver til sine profeter og til os personligt.

Vi forstår ofte evangeliske principper bedre, når vi sammenligner dem med ting og oplevelser fra vores hverdag. En ung kvinde fortæller, hvordan en sammenligning hjalp hende til at forstå åbenbaring:

»Jeg lærte om åbenbaring gennem en nutidig profet. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum talte om åbenbarelsens ånd og forklarede den ved at bruge en metafor om lys. Nogle gange kommer åbenbaring pludseligt og klart som at tænde for lyset i et ellers mørkt rum. Men det er mere almindeligt, at den kommer gradvist ligesom daggry, hvor det konstant bliver lysere. Det mest almindelige, sagde ældste Bednar, er, at åbenbaring kommer som lys på en tåget dag. ›Der er lige lys nok til, at du … kan tage nogle få skridt frem i tågen‹ (i ›Lysets mønstre: ›Åbenbarelsens ånd‹, video, LDS.org). Denne enkle metafor gjorde dybt indtryk på mig, for jeg indså, at åbenbaring også var tilgængelig for mig, hvis jeg bare tog mig tid til at opfange det.«

Når vi tager os tid til at studere metaforer, lignelser og symboler, kan vores forståelse af læresætninger blive ved med at vokse. Disse undervisningsmetoder kan hjælpe os til at lære endnu mere, når vi giver Ånden lov til at afsløre nye perspektiver for os.

Juni – Præstedømmet og præstedømmenøgler

Billede
Statue depicting the restoration of the Melchizedek Priesthood. Temple Square in Salt Lake City, Utah.

Præstedømmet er et vigtigt emne for os alle. Det er Guds kraft og kan velsigne os alle. Vi har alle en vigtig rolle at spille i præstedømmets arbejde.

Nogle mennesker kender ikke til de forskellige pligter, embeder eller historien om præstedømmet. En quiz kan være en sjov måde at lære om det på.

Afhængigt af, hvad du ønsker at undervise om, kan du bruge nogle af følgende spørgsmål og opfordre dine børn til at søge efter svarene i skrifterne og i udtalelser fra nutidsprofeter.

  • Hvilke embeder og pligter knytter sig til Det Aronske Præstedømme? Og hvilke knytter sig til Det Melkisedekske Præstedømme?

  • Hvad er præstedømmenøgler? Hvem har dem? Hvorfor er det nødvendigt med nøgler?

  • Hvad er forskellen på præstedømmeembede, myndighed og kraft?

  • Hvordan er præstedømmet til velsignelse for både mænd og kvinder?

Svarene kan findes i bøger som Evangeliske principper, 2009, og Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, og i skriften for eksempel Lære og Pagter 13, 20 og 107.

Svaret på det sidste spørgsmål »hvordan er præstedømmet til velsignelse for både mænd og kvinder?« kan også findes i skrifterne, men måske vigtigst i en refleksion over, hvordan denne læresætning påvirker os personligt.