Kun med Guds hjælp
Ældste Timothy J. Dyches
De Halvfjerds
Når vi anerkender vores afhængighed af Gud, vil vi også indse, hvor ivrig han er efter at hjælpe os.
Mit sidste år på high school indebar en udfordring, jeg ikke havde forudset. Kort tid efter, at skoleåret var begyndt, udpegede vores retoriklærer mig til at deltage i en debat. Vi læste, øvede og konkurrerede, og i al ydmyghed lærte jeg mange værdifuld ting.
Flere måneder senere og fire uger inden statens talekonkurrence informerede min lærer mig noget tilfældigt om, at han også havde indsendt mit navn til en konkurrence i improviseret tale. Han begyndte at forklare, at jeg på den første dag ville blive bedt om at holde mindst tre forskellige taler på syv minutter foran et dommerpanel.
Og så var der lige en anden hage – emnerne, der var ting, der var oppe i tiden, blev tildelt tilfældigt, og man fik kun 30 minutters forberedelse. Jeg var mundlam, jeg havde end ikke overværet en improviseret tale.
Jeg forberedte mig i de næste uger, hvor jeg læste så mange artikler om aktuelle ting, som jeg kunne, men jeg følte mig stadig usikker og nervøs. Dagen for konkurrencen oprandt, og da jeg havde trukket mit emne, spurgte jeg de tilsynsførende om, jeg måtte gå ind og lytte til den, der holdt tale. De svarede: »Du har kun 30 minutter. Om du vil bruge dem på at lytte, er op til dig.«
Bed om hjælp
Den allerførste gang gik jeg ind og lyttede i nogle få dyrebare minutter. Jeg vidste, at jeg havde brug for at være alene og bede til vor himmelske Fader. Jeg så, at der var en afsides plet med nogle træer på campus lige ved siden af en dam, hvor jeg kunne være alene og knæle ned.
Jeg bønfaldt vor himmelske Fader om at hjælpe mig. Det var ikke en bøn om at vinde – det var en oprigtig bøn om bistand fra Helligånden, så jeg ville være i stand til at gøre noget, som jeg aldrig havde gjort ført og klare denne udfordring. Jeg vidste, jeg havde brug for Guds hjælp.
Vor himmelske Fader besvarede min bøn. Jeg kunne huske, hvad jeg havde læst og var i stand til at forbinde fakta og indtryk. Hver gang jeg trak et nyt emne, var jeg nødt til at gå for mig selv og bede. Og så gik jeg i gang. Den næste dag kom jeg overraskende nok i finalen.
Min tro på Gud udviklede sig til mit vidnesbyrd, og min tro blev stærkere, idet jeg følte, at han var mig nær. Jeg takkede vor himmelske Fader for den hjælp, jeg havde modtaget, for efter jeg havde gjort, hvad jeg kunne, så gjorde han mig i stand til at gøre mere, end jeg kunne have gjort selv (se 2 Ne 25:23).
Min profession i livet var som øre-, næse- og halskirurg. Ved en lejlighed i Reno i Nevada i USA blev jeg bedt om at assistere på hospitalets intensive afdeling for børn i et behandlingsteam, der tog sig af en skrøbelig lille dreng, der var blevet født alt for tidligt. Denne lille gut kæmpede sig igennem nogle hårde udfordringer i livets første måneder og blev stærk nok til at komme hjem til sine forældre og familien.
Efter han havde været hjemme to måneder, kom han desværre tilbage på hospitalet med en alvorlig lungebetændelse i venstre lunge, og han reagerede ikke godt på en høj dosis medicin.
Lægerne på intensivafdelingen havde en mistanke om, at barnet havde indåndet noget, som havde sat sig fast i lungen, men det var ikke synligt på røntgenbillederne. På grund af hans forværrede tilstand anbefalede de, at jeg kiggede i hans lunger, mens han sov i operationsstuen.
Dengang havde vi ikke teknologien til at se så meget i små børns luftveje. Mens vi arbejdede på at fjerne infektionen fra hans venstre lunge, kunne jeg et kort øjeblik se, hvad han havde inhaleret – et stykke gult farveblyant, som havde kilet sig fast et sted, hvor vi ikke kunne nå det med kirurgiske instrumenter.
En sygeplejerske i operationsuniform indså situationens alvor og nævnte, at hun havde set et langt, smalt instrument, der blev brugt til at fjerne nyresten fra trange steder. Så hun lavede hurtigt et – en tynd bøjelig trådkurv, som lige kunne åbne sig tilstrækkeligt, når den blev brugt rigtigt, til at få fat i en lille sten uden at beskadige det omkringliggende væv. Men hvordan skulle vi gøre det?
»Det kan jeg ikke klare selv«
Jeg bad anæstesilægen om at holde øje med vores lille patient et øjeblik, mens jeg gik hen i hjørnet af operationsstuen. »Himmelske Fader, dette kan jeg ikke klare selv.« Så kom tanken til mig: »Gør dit bedste. Vi kan gøre det sammen.«
Jeg øvede mig adskillige gange på at åbne og lukke den lille trådkurv i mine hænder i forskellige vinkler. Og noget så forsigtigt kom den tynde trådkurv gennem instrumentet og helt frem til farveblyanten. Men en hårfin manøvre blev den lagt bagom, åbnet og langsomt lukket. Nu var luftvejene ryddede og rene.
Da farveblyanten var væk, kom barnet sig hurtigt og stortrivedes. Han blev udskrevet inden for en uge og fik en lille beholder med en gul souvenir med hjem.
Jeg ved, at jeg modtog guddommelig hjælp, idet forsynets hånd havde virkelig styret og vejledt min.
Jeg bærer ydmygt vidnesbyrd om de råd og den vejledning, som vor himmelske Fader giver. Der er tider, hvor I kun kan gøre det, I er nødt at gøre, med Guds hjælp. På sådanne og alle tider bør vi altid have »ham i tankerne på alle [vore] veje, så vil han jævne [vore] stier« (Ordsp 3:6).