Ure

Billede

boy with a clock

Da min søn, Joshua, var omkring to år, udviklede han en dyb interesse for ure. Når vi gik forbi et ur i huset, ville han have, at vi stoppede og så på det. Han var især glad for at lægge uret mod sit øre og lytte til dets tikken. Han gennemgik en fase, hvor vi ikke kunne se et ur, uden at vi skulle stoppe for at lytte til det.

Jeg kunne udlede nogle interessante ting af denne enkle aktivitet. For det første tikkede uret hele tiden, og ikke kun når man lyttede til det. For det andet måtte vi tæt på uret for at høre det, selvom vi vidste, at det sagde en lyd, og vi måtte være meget stille for at kunne høre den sagte tikken.

Helligånden minder meget om de ure, min søn var så fascineret af. De af os, der er blevet døbt og har modtaget Helligåndsgaven, kan nyde hans konstante ledsagelse, hvis vi lever værdigt til det. Helligånden er altid med os, men sommetider lader vi hans stille tilskyndelser drukne i verdens larm. Akkurat som min søn og jeg måtte være stille for at høre urets bløde tikken, må vi hver især være stille for at høre eller føle de tilskyndelser, Ånden giver.

Præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, sagde: »Helligåndens røst beskrives i skriften hverken som ›høj‹ eller ›barsk‹. Det er ikke ›en tordenrøst, ej heller … en røst som en tumultagtig larm.‹ Det er snarere ›en stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken,‹ og den kan gennembore ›helt ind til selve sjælen og få hjertet til at brænde (3 Ne 11:3; Hel 5:30; L&P 85:6-7) …

Ånden,« sagde præsident Packer, »kræver ikke vores opmærksomhed ved at råbe op eller ruske kraftigt i os. Den hvisker tværtimod. Den påvirker os så blidt, at hvis vi er optaget af andet, så vil vi måske slet ikke fornemme den …

Indimellem vil den gøre netop så kraftigt et indtryk på os, at vores opmærksomhed bliver vakt. Men hvis vi ikke retter os efter denne blide fornemmelse, så vil Ånden for det meste fjerne sig fra os og vente, til vi selv søger den« (se »Herrens lys«, Stjernen, juli 1983, s. 30-31).

Når jeg hører et tikkende ur nu, kan jeg ikke lade være med at tænke på den enkle lektie, min søn lærte mig om at være stille for at høre Åndens sagte tilskyndelser.