En arv af kærlighed og tjeneste
Præsident Thomas S. Monson lå på lit de parade i konferencecenteret den 11. januar 2018. Bisættelsen blev afholdt dagen efter i konferencecenteret, efterfulgt af en privat begravelse på Salt Lake City Cemetery.
Det er en velsignelse for mig at stå foran jer i dag og tale om min far, præsident Thomas Spencer Monson, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges 16. præsident. I dag er Konferencecentret fyldt med jeres kærlighed og bønner. Jeg takker jer for jeres tilstedeværelse og støtte.
Som familie ønsker vi at takke de mange personer, der har velsignet vores far med deres tjeneste og omsorg. Vi takker oprigtigt præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Uchtdorf. Vi takker alle medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Vi takker også de mange andre generalautoriteter og ledere i Kirken. Præsident Monsons kontorpersonale og andre ansatte er uovertrufne. Min fars sikkerhedsteam, især Tracy Monson og Dan Stephens, har med deres professionalisme og omsorg ydet en fantastisk indsats. Vi vil gerne give en særlig tak til hans plejepersonale, især søster Aleese Walker. Vi er taknemmelige for min fars dedikerede fysioterapeuter, tandlæger og læger, deriblandt hans specialist i medicinske sygdomme dr. Russell Maxwell. I har alle været vidunderlige i jeres urokkelige omsorg og pleje.
Jeg ønsker at takke min mand, Roger, og vores børn for at støtte mig, når jeg hjalp min far og deres morfar.
Kære far, det har været en hellig velsignelse og en ære at våge over dig, som min hengivne mor bad mig om. Jeg ved, at vi har haft »engle rundt omkring [os] til at styrke [os].«1
Til sidst vil jeg gerne takke jer, Kirkens medlemmer. Jeres 54 år med daglige bønner til min far, da han tjente som apostel og derefter som Kirkens præsident, har gjort en forskel.
I dag er jeg dybt taknemmelig for min far og den arv, han efterlader – en arv af kærlighed og tjeneste. Selvom min far var profet, vidste han, at han ikke var fuldkommen. Af hele sit hjerte stolede han ydmygt på og forsøgte at blive som vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. For omkring et år siden arbejdede han på sit kontor. Et eksemplar af Ensign lå åbent på en side med hans billede. Min far pegede på billedet og sagde: »Jeg kender den fyr. Han gjorde sit bedste.«
En arv af kærlighed
Præsident Monson efterlod en uforglemmelig arv af kærlighed ved blot at gøre »sit bedste«. Han elskede Herren og han elskede mennesker. Han så vores potentiale og troede oprigtigt på vores evne til at forandre os og få fremgang gennem Jesu Kristi forsoning.
Han elskede sine forældre, sine søskende og den øvrige familie. Han elskede sin kære evige partner – sin smukke, stille, trofaste støtte og katalysator, Frances. Han elskede sin familie og alle sine østcanadiske missionærer. Han elskede især sine børnebørn. På trods af sit travle skema fik han utallige minder sammen med dem. Han var oprigtigt interesseret i dem hver især.
Fuldstændig fremmede følte også præsident Monsons kærlighed. Engang da han besøgte et lokalt plejehjem, gav han hånden til en mand i kørestol. Manden så op og sagde genert: »Præsident Monson, du gav mig hånden, men jeg har brug for at knus.« Uden tøven bøjede far sig ned og omfavnede ømt denne kære mand.
Min far citerede ofte Frelserens store bud:
»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«2
Han valgte også at efterleve dette bud hver evig eneste dag.
En arv af tjeneste
I De to herrer fra Verona skrev William Shakespeare meget klogt: »Den elsker slet, som skjuler kærligheden.«3 Min far forstod dette og viste sin kærlighed til andre ved at følge Frelserens eksempel: »[Han] færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham.«4 Min far tilbragte hele sit liv med at tjene andre.
Jeg var privilegeret at være min fars ledsager på mange af hans personlige besøg. Vi besøgte regelmæssigt en livslang ven, 98-årige ældste Glen Rudd. Engang var der gået lidt for lang tid imellem vores besøg. En dag besvarede en sekretær på min fars kontor et telefonopkald fra ældste Rudd. Han spurgte: »Er præsident Monson ude og besøge de syge, de trængende og de ældre? Hvis han er, så er jeg kvalificeret!« Vi reagerede hurtigt med et besøg til hans hjem. Efter besøget smilede far og sagde: »Ann, jeg føler, vi gjorde noget godt i dag.«
Min fars ønske om at tjene andre gik ofte langt ud over hans formåen, når man tænker på hans mange opgaver. Men han fandt ufortrødent en løsning: Han fik andre til at gøre det for sig. Han ringede til særligt udvalgte personer og sagde: »Er det min ven Mac? Det er Tom. Hvad vil du sige til at gøre noget godt i dag?« Oversat betød det, at præsident Monson havde brug for en tjeneste. »Mac« var bare lykkelig for at imødekomme det.
Vi behøver ikke være Kirkens præsident for at lægge mærke til andres behov og gøre noget godt. Min far fulgte sin hyppige følelse: »Det vil være en venlig ting at gøre« blot for at finde ud af, at det var svaret på en andens bøn. Ved at følge Åndens tilskyndelser kan vores enkle tjeneste også være svaret på bønner, og vi kan bære denne arv videre ved at tjene andre.
For lidt over et år siden besøgte min far og jeg en anden livslang ven, der var 94 år gammel og alvorligt syg. Med høj stemme sagde min far: »Er det min ven Brent Goates?« Bror Goates åbnede sine øjne og sagde med stor anstrengelse og rørt: »Tom, du kom. Dejligt. Dejligt.«
Min far forklarede: »Brent, der er ikke noget sted, jeg hellere ville være end lige her sammen med dig. Det er her, Herren vil have mig.« Min far talte med ham, som om de begge var unge igen og Brent var en energisk, selvstændig mand. Han gav derefter bror Goates en præstedømmevelsignelse. Da vi havde forladt ham og gik på fortovet hen til bilen, sagde min far: »Herren gav os præstedømmet til at tjene og velsigne andre. Det er en stor velsignelse for mig at besøge min ven og lade ham vide, at han huskes. Jeg føler, vi gjorde noget godt i dag, Ann.« Den dag kunne min far ikke holde op med at smile. Han fløjtede. Han var glad.
Da jeg så på ham, indså jeg, at min far vidste, hvordan man finder sand glæde. Gennem sin hengivne tjeneste havde han lært, at glæde kommer af at elske Herren og tjene ens næste. Denne glæde er tilgængelig for os alle. Der findes ikke en bedre måde at ære min far, profeten, og vor Frelser, Jesus Kristus, på end at leve hver dag, så når den er omme, vi virkelig kan sige: »Jeg føler, at jeg har gjort noget godt i dag.«
Jeg har et vidnesbyrd. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand. Jeg ved, at Gud lever og elsker sine børn. Tak til alle, som har elsket og æret min far, præsident Thomas Spencer Monson. Må vi alle fortsat følge Herrens profet. Må vi se hen til Kristus, vor fuldkomne Herre og Forløser, som vores evige eksempel. Det er min oprigtige bøn, at min kære far, og en dag alle os, vil høre disse ord: »Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde!«5
Jeg siger dette i Jesu Kristi navn. Amen.