En profet for vor tid

Jeg er dybt beæret og taknemmelig over privilegiet ved at kunne hylde præsident Thomas S. Monson, Guds profet og en kær ven.

Nu stikker følelser og tanker dybt, og ord er utilstrækkelige til at udtrykke min kærlighed, taknemmelighed og sorg.

Harriet og jeg udtrykker vores dybeste medfølelse, kondolence og taknemmelighed til familien, til alle, der elsker ham, og til de mange, der tog sig så godt af ham. En særlig tak til Ann Monson Dibb, præsident Monsons datter. Anns hengivne tjeneste, støttet af hendes søskende og familie, velsignede præsident Monson i hans livs vinterdage efter hans elskede hustrus, Frances’, død.

Billede

family members at funeral

Hvor jeg dog savner ham! Jeg betragtede ham som en ven, længe før jeg mødte ham. Jeg tror, at alle, der kendte ham, hørte eller så ham, selv på afstand, betragtede sig som hans venner.

Når søster Uchtdorf og jeg har rejst rundt om i verden, har folk udtrykt deres kærlighed, taknemmelighed og bønner til vores elskede profet. Disse inderlige hilsner kom fra unge, ældre og alle aldre derimellem.

Thomas S. Monson var en mand til enhver tid, i sandhed en åndelig kæmpe. Han havde kundskab, tro, kærlighed, vision, vidnesbyrd, mod og næstekærlighed i overflod – han ledte og tjente aldrig fra en piedestal, men altid i øjenhøjde. Han havde et særlig sted i sit hjerte til de fattige og trængende. Vi vil savne hans stemme, hans standhaftighed, hans tillid til Herren, hans smil, hans begejstring, hans optimisme og hans historier, som jeg betragter som en nutidig profets lignelser.

Det er nu 24 år siden, at præsident Monson inviterede Harriet og mig ind på sit kontor og kaldte mig til at tjene som generalautoritet i Kirken. Harriet og jeg kæmpede med at klare det øjebliks betydning og den vidtrækkende påvirkning af vores liv.

Men præsident Monsons varme, personlige interesse, opmuntring, begejstring for arbejdet og profetiske værdighed fik os til at føle ro og fred. Vi følte, at vi var sammen med en, der kendte Frelseren, som var hans tjener, som vor himmelske Fader kendte.

Tyskland og dets folk blev især velsignet af præsident Monson. Hans stærke tro hjalp med at styrke vores under den kolde krig. Han medbragte ikke blot kufferter med tøj og andre ting til medlemmerne i Østtyskland, men hans stærke apostolske bøn i 1975 lovede utænkelige åndelige velsignelser. Præsident Monson kom tilbage med daværende ældste Russell M. Nelson og fulgte op på disse guddommelige løfter. De blev alle opfyldt, trin efter trin. Guds profet havde talt, og Gud ærede sin tjeners tro og arbejde.

Da Harriet og jeg var sammen med præsident Monson til en konference i Hamborg, spurgte han til Michael Panitsch, en tidligere stavspræsident og patriark, en af Kirkens stålsatte pionerer i Tyskland. Bror Panitsch var alvorligt syg, sengeliggende og kunne ikke deltage i vores møder. Dog ønskede præsident Monson at besøge ham.

Lige inden var præsident Monson blevet opereret i foden og kunne ikke gå uden smerter. Bror Panitsch boede på 4. sal i en bygning uden elevator. Vi ville være nødt til at gå op ad mange stejle trin. Men præsident Monson insisterede, så vi tog af sted.

Det var en smertefuld tur op ad trapperne for præsident Monson, men han fortsatte i højt humør. Vi nåede den sengeliggende bror, og præsident Monson gav ham en vidunderlig præstedømmevelsignelse, takkede ham for hans livslange hengivne tjeneste og opmuntrede ham med et smil.

Når jeg tænker på denne oplevelse, bliver jeg mindet om det, apostlen Peter sagde om Jesus, sin ven og lærer: »[Han] færdedes overalt og gjorde vel«.¹

Det samme kan siges om den mand, vi elsker, respekterer og opretholdte som Guds profet, vores og Guds ven, Thomas Spencer Monson.

Det har været en meget tilfredsstillende og åndeligt givende oplevelse at tjene som en af præsident Monsons rådgivere i Kirkens Første Præsidentskab. Det har omfattet glæde og hjertesorg, latter og sorg, dybe samtaler og mange inspirerede profetiske øjeblikke.

For nyligt, da præsident Eyring og jeg skulle til at gå efter et besøg i profetens hjem, stoppede præsident Monson os og sagde: »Jeg elsker Frelseren Jesus Kristus. Og jeg ved, at han elsker mig.« Sikke et kærligt og stærkt vidnesbyrd fra Guds profet.

Præsident Monson var i sandhed en profet for vor tid. Han var en mand til alle tider. Alt det, vi ved og elsker ved præsident Thomas S. Monson, vil fortsætte. Hans ånd er taget hjem til den Gud, vor Fader i himlen, som gav ham livet. Uanset hvor jeg rejser hen i denne smukke verden, vil en del af denne værdsatte ven altid være hos mig.

Jeg siger hengivent farvel til vores elskede profet: Tak, præsident Thomas S. Monson. Må Gud være med dig, til vi ses igen. I vor Frelsers og vor Forløsers Jesu Kristi hellige navn. Amen.