Solopgang

Billede

sunrise

Billede fra Getty Images

Det var en klar og kold vintermorgen, og solen var ikke stået op endnu, da jeg begyndte at udføre morgenopgaverne på min gård med malkekvæg. Mit sind var tungt, da jeg tænkte over den forrige uges begivenheder. En tragedie havde ramt vores lille dal. En af mine gamle venner fra high school var tillige med sin søn, teenagedatter og tre af hendes venner blevet dræbt i en forfærdelig bilulykke. Mine børn havde været venner med pigerne i ulykken. Vores familie og mange andre havde brugt ugen på at sørge med de involverede familier. Vi havde allerede været til tre begravelser den uge og skulle med til den sidste for faren og hans to børn senere denne dag.

Jeg kæmpede med to store spørgsmål, mens jeg prøvede at affinde mig med, hvad der var sket.

For det første havde jeg sørget og undret mig over, at disse unge mennesker skulle tages bort, inden de fik lov til at opleve, hvad livet har at byde på. De ville ikke vokse op og blive gift, tjene som missionærer, få børn eller opleve så mange andre af livets glæder.

For det andet følte jeg, at selvom vi som lokalsamfund virkelig ønskede at bistå familierne, virkede det ikke som, om der var noget, vi kunne gøre, der kunne lette deres sorg.

Midt i mit arbejde blev jeg overrasket af et besøg af min afdøde vens svigerfar. Han var landmand, hvor der altid er noget at gøre, så han havde brug for at købe en kalv med det samme. Da vi havde ordnet den transaktion, talte vi lidt om, hvordan han og familien havde det. Jeg gav udtryk for, at jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne gøre for dem. Jeg følte mig så magtesløs over for deres smerte. Men jeg blev imponeret over, hvor rolig og fattet han syntes at være til trods for, hvad familien gik igennem.

Pludselig indså jeg, at svaret på et af mine spørgsmål havde ligget ligefor hele tiden. Jeg havde bekymret mig om, hvordan jeg kunne trøste mine sørgende venner, og glemt, at sand trøst og fred kommer fra Helligånden. Disse familier var blevet velsignet med et større mål af den trøst, som kun vor himmelske Fader kan give. Jeg vidste, at de modtog Herrens trøst, som den omtales i Mormons Bog:

»Han [vil] trøste jer i jeres trængsler, så vil han tale jeres sag …

O, alle I, der er rene i hjertet, løft hovedet, og modtag Guds behagelige ord, og tag for jer af hans kærlighed, for det kan I gøre for evigt, hvis jeres sind er urokkeligt« (Jakob 3:1-2)

Da vi sagde farvel, gik jeg ud af stalden og lagde mærke til, at en fuldmåne forsvandt over den vestlige himmel. Det var et smukt syn. Så vendte jeg mig om og så solen stå op i øst. Der var som om, at hele himlen blev levende i et væld af farver. Den nedadgående måne havde været smuk, men den gryende sol var bjergtagende. Da jeg tænkte lidt over denne kontrast, slog det mig, at uanset hvor smukt og lykkeligt vores liv på jorden er, så blegner det i sammenligning med den skønhed og glæde, der venter den trofaste og lydige. Jeg indså, at de, der var døde, ikke rigtigt havde mistet noget. De havde været tro i deres liv på jorden og ville indgå til større oplevelser og glæder.

Senere den dag deltog jeg i den sidste begravelse med min familie. Vi mødtes den dag i et tabernakel, der var proppet til bristepunktet med støtte fra hele lokalsamfundet. Den dag og i nogen tid derefter oplevede folk i vores dal en særlig fred. Forældre holdt børnene lidt tættere ind til sig, og vi indså, at vores tid på jorden er kort, og vi må give mere udtryk for vores kærlighed til familie og venner. Jeg blev mindet om Herrens kærlighed til os og skønheden i frelsesplanen. Dette liv er ikke enden, der er så megen skønhed, glæde og lykke i vente.