Fra frygt til fest
Matt Maxwell fra Utah i USA
Illustration: Greg Newbold
Jeg har været aktiv i Kirken hele mit liv. Jeg tjente på fuldtidsmission, blev gift i templet og hjalp med at opfostre fire vidunderlige døtre. Men som årene gik, bemærkede jeg alligevel, at nogle af mine venner havde opgivet deres medlemskab af Kirken. Nogle medlemmer af familien brugte de sociale medier til at betvivle og kritisere Kirkens ledere. Og jeg begyndte selv for første gang i mit liv at have mine tvivl om Kirken. Min tvivl fik mig til at frygte for fremtiden. Til tider følte jeg mig overvældet af håbløshed.
Under denne svære tid tvang jeg mig selv til at komme til stavskonference. Da min stavspræsident talte, sagde han: »Hvis vi skal overleve de svære tider, der ligger forude, må vi flytte os fra lejlighedsvist at tage for os af Guds ord til uopsætteligt at tage for os af dem. Vi er nødt til at gøre regelmæssigt og fokuseret studium af skriften til en prioritet i vores liv. Hvis vi gør dette, lover jeg, at vi ikke skal frygte.«
Ordet »frygt« fangede min opmærksomhed. Jeg indså, at jeg havde tilladt, at mit studium af skriften blev tilfældigt. Derfor havde frygten gjort sit indtog i mit liv. Jeg besluttede mig for at afprøve stavspræsidentens råd.
Jeg gik hjem og lavede en plads til mit studium af evangeliet. I et hjørne i et værelse satte jeg et lille skrivebord med en behagelig stol. Jeg hang et par billeder af Frelseren på væggen. Jeg samlede mine skrifter, nogle blyanter og en notesbog. Jeg indledte mit studium med en bøn.
Efter en uge eller to havde jeg fået en daglig rutine. Jeg lyttede først til en generalkonferencetale og studerede dernæst et bestemt evangelisk emne. Så læste jeg nogle få kapitler i Mormons Bog og afsluttede mit studium med en inderlig bøn til vor himmelske Fader.
Trods forskellige forstyrrelser missede jeg sjældent mit daglige studium af skriften i seks måneder. Jeg opnåede en større forståelse af mange evangeliske emner og styrkede mit forhold til vor himmelske Fader gennem regelmæssig og oprigtig bøn.
Mit vidnesbyrd blev igen noget, jeg kunne regne med. Min tvivl forduftede på grund af det nye vidnesbyrd, jeg havde fået om det gengivne evangelium. Jeg opdagede, at jeg bekymrede mig mindre, fordi jeg stolede mere på Gud. Jeg kunne mærke, at frygten og fortvivlelsen fortog sig. Jeg mistede også interessen for tidsspildende aktiviteter, og jeg lagde mærke til, at jeg blev mere generøs og mild mod andre.
Da jeg gav agt på min stavspræsidents råd, blev Gud i stand til at ændre mig. Jeg blev helet og genoprejst af Mesteren selv, da jeg tog for mig af hans ord.