Phan Phon

Phnom Penh i Cambodja

Da der gik ild i Phans hus, kunne han kun nå at redde sine tre børnebørn. Alt andet brændte ned til grunden. Phan var vred på den nabo, der havde forårsaget branden. Da hans vrede smittede af på hans familie og naboer, vidste Phan, at han var nødt til at tilgive.

Leslie Nilsson, fotograf

Da jeg hørte den første eksplosion, spurgte jeg min kone: »Hvad er det for en lyd?«

Hun sagde: »Måske er naboen ved at brænde noget af.«

Så hørte jeg den anden eksplosion. En fra huset ved siden sagde til mig: »Det brænder i huset bag dit hus!«

Vi hentede noget vand, men vi kunne ikke slukke ilden. Ilden spredte sig til mit hus. Jeg løb ind i huset for at få fat i mine tre børnebørn. Røgen trængte igennem vinduerne, men jeg kunne ikke tænke på andet end mine børnebørn. De var det allervigtigste for mig. Alt andet lod jeg være derinde.

Vi kom ud, og vi kunne ikke gøre andet end at se huset brænde. Brandmændene nåede ikke frem i tide, for vejen op til vores hus var for smal. Mit hus var gammelt, og det brændte hurtigt ned. Jeg stod der med min hustru og vores børnebørn og så det brænde.

Da huset var brændt ned, følte jeg, at alt håb var ude. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente. Jeg vidste ikke, hvordan vi skulle finde et nyt sted at bo. Dagen efter branden knælede vi ned og bad Herren om at vise os vejen og velsigne os, så vi kunne finde et nyt hjem. Jeg græd, mens jeg bad til Herren, men jeg stolede på, at han ville hjælpe mig.

Til at begynde med var jeg vred på den nabo, der havde forårsaget branden. Jeg syntes, at han skulle betale for det, der var sket. Min familie og naboerne, der var blevet påvirket af branden, var også vrede og ville sende et brev til myndighederne for, at den person, som var skyld i branden, skulle gøres juridisk ansvarlig for det, der var sket. De bad mig om at skrive under på brevet, men det ville jeg ikke.

Jeg indså, at min nabo var lige så fattig som mig. Han havde ikke haft til hensigt at starte branden. Hvis jeg lod ham betale, ville han komme i problemer, og jeg ville stadig føle had. Jeg huskede Herrens ord om, at vi skal elske vores næste. Jeg følte, at jeg skulle tilgive.

Da jeg besluttede mig for at tilgive, følte jeg fred.

Jeg fortalte alle, der var blevet påvirket af branden, at jeg gerne ville tilgive. Bortset fra en familie besluttede alle andre også at gøre det. De ville ikke stille ham til regnskab for det, der var sket.

Min nabo blev glad for, at jeg tilgav ham. Min familie er også gladere. Det gør mig glad at se.

Medlemmer og naboer bidrog med det, de kunne for at hjælpe min familie. Jeg fik en masse ris og delte den med andre. De spurgte, hvorfor jeg delte, når jeg selv stod i en dårlig situation. Jeg fortalte dem, at når jeg hjælper andre, så tjener jeg Herren. Jeg ville gerne give ham noget, for han har udvirket mange mirakler i mit liv. Vi har et smukt hjem, der er bedre end det, der brændte ned.