Seminar
Alma 1:19-33: Find fred i Kristus ved at forblive trofast under forfølgelse


»Alma 1:19-33: Find fred i Kristus ved at forblive trofast under forfølgelse«, Mormons Bog – Elevens hæfte, 2024

»Alma 1:19-33«, Mormons Bog – Elevens hæfte

Alma 1:19-33

Find fred i Kristus ved at forblive trofast under forfølgelse

Billede
glade missionærer underviser en kvinde og et barn

Vi tror, at alle mennesker har ret til at tilbede Gud i overensstemmelse med deres egen samvittighed (se TA 1:11). Men hvad sker der, hvis andre forfølger jer for jeres tro? Hvordan kan I reagere og finde fred, hvis andre kritiserer jer for jeres tro? På Almas tid begyndte folk »at forfølge dem, der tilhørte Guds kirke« (se Alma 1:19). Denne lektion kan hjælpe jer til at reagere med trofasthed og føle fred, selv om I møder forfølgelse, fordi I er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

At blive forfulgt på grund af jeres tro

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har givet Kirkens unge dette råd. Se videoen »Prisen for og velsignelserne ved at følge Kristus« fra tidskode 00:25 til 02:05, der findes på ChurchofJesusChrist.org/study/general-conference/2014/04/the-cost-and-blessings-of-discipleship?lang=dan, ChurchofJesusChrist.org, eller læs udtalelsen nedenfor:

Jeg beundrer og opmuntrer alle, som vil forblive standhaftige i disse sidste dage. Jeg vil gerne sige og især til de unge i Kirken, at hvis I ikke allerede har oplevet det, så bliver der en dag kaldt på jer til at forsvare jeres tro eller måske udholde personlige angreb, blot fordi I tilhører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Sådanne situationer og øjeblikke kræver både mod og høflighed.

En søstermissionær skrev f.eks. for nylig til mig: »Min kammerat og jeg så en mand sidde på en bænk i byen, hvor han spiste sin frokost. Da vi nærmede os, kiggede han op og så vores navneskilte. Med et forfærdet udtryk i øjnene sprang han op og hævede hånden for at slå mig. Jeg nåede lige at dukke mig, hvilket bare fik ham til at spytte sin mad ud over mig samtidig med, at han svor og forbandede os på det groveste. Vi gik væk uden at sige noget. Jeg prøvede at tørre maden af mit ansigt, men samtidig blev jeg ramt i nakken af en klump kartoffelmos. Nogle gange er det svært at være missionær, for jeg havde bare lyst til at gå tilbage og gribe fat i den lille mand og skrige: ›HVAD BILDER DU DIG IND!‹ Men det gjorde jeg ikke.« (Jeffrey R. Holland, se»Prisen for og velsignelserne ved at følge Kristus«, Liahona, maj 2014, s. 6)

  • Hvordan ville I have reageret, hvis I var missionæren i den beskrevne situation?

  • Hvorfor kan det være svært at reagere på en kristuslignende måde?

  • Hvornår er I blevet behandlet dårligt eller forfulgt på grund af jeres tro?

  • Hvilke situationer kan der opstå i fremtiden, hvor I kan blive forfulgt for jeres tro?

Når I studerer eksemplerne på medlemmer af Kristi kirke i Mormons Bog, så se efter, hvordan I kan forblive standhaftige og finde fred i Jesus Kristus under forfølgelse.

Forfølgelse i Mormons Bog

Alma havde mange udfordringer i sin tid som overdommer. Efter Nehor var blevet henrettet for at myrde Gideon, fortsatte nogle blandt folket med at tro på Nehors lærdomme. Læs Alma 1:19-24, og se efter de udfordringer, som nefitterne stod over for.

  • Hvilke ligheder ser I mellem det, som nefitterne oplevede, og jeres oplevelser?

  • Hvilke handlinger fra medlemmer af Kirken bidrog til disse udfordringer (se v. 22)?

Læs Alma 1:25-28, og se efter, hvad de retskafne medlemmer af Kirken gjorde. Som en hjælp til at organisere det, I studerer, kan I lave en liste over, hvad folket gjorde. Det kan I gøre i jeres studiebog, eller I kan markere det, I finder i jeres skrifter.

  • Hvordan reagerede Kirkens medlemmer på forfølgelse?

Færdiggør følgende sætning med noget, I har lært af nefitternes eksempel.

  • Selv når vi bliver forfulgt på grund af vores tro på Frelseren kan … hjælpe os til at føle hans vedvarende fred.

Billede
ikon, nedskriv
  1. Besvar følgende spørgsmål:

    • Hvordan tror I, at man ved at reagere på disse måder bedre kan føle Frelserens fred?

    • Hvad fra disse vers eller jeres liste ønsker I mest at huske på, hvis I nogensinde møder forfølgelse på grund af jeres tro? Hvorfor?

    • Hvilke oplevelser i jeres liv får jer til at føle et behov for den fred, som Jesus Kristus tilbyder?

Mere end blot fred

Udover at opleve fred velsignede vor himmelske Fader de trofaste nefitter på andre måder. Læs Alma 1:29-32, og se efter vor himmelske Faders velsignelser til nefitterne, da de forblev standhaftige i svære tider.

  1. Besvar følgende spørgsmål og udfør aktiviteten:

    • Hvordan har I set vor himmelske Faders velsignelser, når I eller nogen, I kender, er forblevet trofaste under forfølgelser?

    Vælg mindst to af de handlinger, som de trofaste nefitter gjorde for at vise kærlighed og medfølelse for alle mennesker på trods af forfølgelse (se Alma 1:25-30). Beskriv, hvordan nogen i vore dage kan gøre det samme.