Seminar
2 Nefi 3: »En udvalgt seer vil jeg oprejse«


»2 Nefi 3: ›En udvalgt seer vil jeg oprejse‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»2 Nefi 3: ›En udvalgt seer vil jeg oprejse‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

2 Nefi 3

»En udvalgt seer vil jeg oprejse«

Billede
Joseph Smith

Kapitel 3 i 2 Nefi beskriver Lehis sidste ord til sin yngste søn, Josef. Lehi citerede en profeti, som Josef af Egypten kom med cirka 1.700 år før Kristi fødsel. Forestil jer Joseph Smiths overraskelse, da han opdagede, at han var genstand for en stor del af Josef af Egyptens profeti. Formålet med denne lektion er at hjælpe jer til at styrke jeres vidnesbyrd om profeten Joseph Smiths guddommelige kaldelse.

Undervisning i skrifterne og profeternes ord med overbevisning og formål. Skrifterne og de sidste dages profeters og apostles ord er kilder til sandhed. Sørg for, at alt i din undervisning stemmer overens med skrifterne og profeternes ord. Undervisning i sandheden vil indbyde Helligånden i klasseværelset.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at læse eller se ældste Neil L. Andersen tale »Joseph Smith« fra oktoberkonferencen 2014 (se Liahona, nov. 2014, s. 28-31), og se efter, hvorfor det er vigtigt at have et personligt vidnesbyrd om, at Joseph Smith blev kaldet af Gud.

Mulige læringsaktiviteter

Bemærk, at denne lektion fokuserer på Joseph Smiths guddommelige mission. Denne lektion vil omhandle skrifternes rolle som nævnt i 2 Nefi 3:12.

Fire gange Josef

Overvej en af følgende muligheder: Du kan vise følgende billeder og skriftstedshenvisninger i blandet rækkefølge og bede eleverne om at sætte verset sammen med det rigtige billede. Eller vis skriftstedshenvisningerne med de tilhørende vers og bed eleverne om at finde ud af, hvem personerne er. Tilskynd eleverne til at skrive disse navne i deres egne skrifter.

Der nævnes fire personer i 2 Nefi 3 med samme navn. Læs versene for hvert billede, og find ud af, hvem disse fire billeder repræsenterer.

Billede
collage af fire Josef’er

2 Nefi 3:3; 2 Nefi 3:4; 2 Nefi 3:11; 2 Nefi 3:15

Sørg for, at eleverne forstår, at figurerne repræsenterer 1) Lehis søn Josef, 2) Josef af Egypten, 3) profeten Joseph Smith og 4) profetens far, Joseph Smith senior.

Meget af 2 Nefi 3 fokuserer på en profeti, som Josef af Egypten kom med om »seeren«, og profeten Joseph Smith og hans mission i de sidste dage.

Præsident Brigham Young (1801-1877) kom med følgende udtalelse om Herrens forberedelse af Joseph Smiths mission:

Det blev vedtaget i evighedens råd, længe før jorden blev grundfæstet, at han, Joseph Smith, skulle være den mand i den sidste uddeling af denne verden, som skulle frembringe Guds ord til menneskene og modtage Guds Søns præstedømmes nøgler og magts fylde. Herren holdt øje med ham og hans fader og hans faders fader og deres forfædre helt tilbage til … Adam. Han har holdt øje med den familie og det blod, som er løbet fra dets kilde til denne mands fødsel. Han blev forudordineret i evigheden til at præsidere over denne sidste uddeling. (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 96, 343.

  • Hvad lærer disse ord os om Joseph Smiths kaldelse?

  • Hvad kan de lære os om Herren?

Profetier om Joseph Smith

I den følgende aktivitet kan du overveje at dele eleverne op parvist og lade den ene elev læse 2 Nefi 3:6-12 og den anden læse 2 Nefi 3:13-15, 24. Hver elev kan derefter undervise den anden om, hvad han eller hun har fundet frem til. Det kan være en god idé at gå rundt i lokalet og hjælpe de elever, der måtte have spørgsmål om versene.

Da Lehi talte til sin søn Josef, citerede han en del af en profeti af Josef af Egypten fra bronzepladerne (se også Joseph Smiths Oversættelse, 1 Mos 50:24-38 (i Guide til skrifterne)). Denne profeti handlede i høj grad om profeten Joseph Smith i de sidste dage. Læs 2 Nefi 3:6-15, 24, og markér ord eller vendinger, der kan lære dig om Joseph Smith (bemærk, at »dine lænders frugt« henviser til børn eller efterkommere).

  • Hvad lægger du mærke til ved Joseph Smith?

    Overvej at bede eleverne om at skrive ord eller vendinger på tavlen, der gjorde indtryk på dem. Du kan pege på udtryk på tavlen og bede eleverne fortælle, hvorfor disse udtryk var betydningsfulde.

  • Hvordan vil I sammenfatte lærdommene om profeten Joseph Smith ud fra det, I læser i 2 Nefi 3?

En sandhed, vi kan lære, er, at Herren oprejste profeten Joseph Smith for at tilvejebringe genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium.

  • Hvorfor tror du, det er vigtigt at have et personligt vidnesbyrd om denne sandhed?

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt således:

De negative kommentarer om profeten Joseph Smith vil tage til, efterhånden som vi nærmer os Frelserens andet komme. De halve sandheder og spidsfindige bedrag vil ikke blive færre. Der vil være familiemedlemmer og venner, der får brug for jeres hjælp …

Til de unge, der lytter i dag, eller som læser disse ord fremover, kommer jeg med en særlig udfordring: Få et personligt vidnesbyrd om profeten Joseph Smith (se Neil L. Andersen, »Joseph Smith«, Liahona, nov. 2014, s. 30).

Det bedste er måske, hvis eleverne for sig selv tænker over og reflekterer over deres svar på det næste spørgsmål. Du kan endda bede dem om at skrive deres svar i deres studiebog.

  • Hvor sikre føler I jer med hensyn til profeten Joseph Smiths guddommelige kaldelse?

Eleverne kan have gavn af at stille spørgsmål om Joseph Smith eller om at få et vidnesbyrd om hans profetiske kald. Ældste Andersens tale, der henvises til i elevforberedelsen, kan være en nyttig hjælpekilde til at besvare deres spørgsmål. Elever, der læser talen som forberedelse til denne lektion, kan måske besvare nogle af deres klassekammeraters spørgsmål.

At få et vidnesbyrd om Joseph Smith

Forestil jer følgende scenarie:

Da din ven Markus erfarede, at du var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, begyndte han at læse om Joseph Smith på Kirkens hjemmeside. Han blev fascineret af opfordringen til selv at finde ud af, om Joseph Smith var Guds profet. Da han fortalte dig om noget af det, han havde læst om, spurgte han: »Hvordan kan vi selv erfare, om Joseph Smith var en profet?«

  • Hvad ville I sige til Markus?

Find andre forslag til at få et vidnesbyrd om, at Joseph Smith er Herrens profet, ved at se eller læse det, som ældste Andersen foreslog:

Et vidnesbyrd om profeten Joseph Smith kan komme til os på forskellig vis. Det kan komme, når I knæler i bøn og beder Gud om at bekræfte, at [Joseph Smith] var en sand profet. Det kan komme, når I læser profetens beretning om det første syn. Et vidnesbyrd kan falde på jeres sjæl, når I læser Mormons Bog igen og igen. Det kan komme, når I bærer jeres vidnesbyrd om profeten, eller når I står i templet og indser, at den hellige beseglingsmagt blev gengivet til jorden gennem Joseph Smith. Med tro og oprigtig hensigt vil jeres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith blive styrket. (se Neil L. Andersen, »Joseph Smith«, Liahona, nov. 2014, s. 30).

Dette kan være en god anledning til at bede eleverne om at bære deres vidnesbyrd om Joseph Smith. Du kan forberede eleverne ved at bede dem om at skrive deres svar på nogle af følgende spørgsmål i deres studiebog. Når eleverne er færdige med at skrive, så bed dem, der er villige til det, om at fortælle klassen om det. Overvej at bære dit eget vidnesbyrd om Joseph Smith. Det kan også være givtigt for at hjælpe eleverne til at indse, at valget om at tro på Joseph Smiths guddommelige kald er prisværdigt, selv når der er usikkerhed. Deres tro kan med tiden blive styrket gennem erfaring.

  • Hvad har hjulpet dig til at tro på, at Joseph Smith er en profet?

  • Hvad har profeten Joseph Smith hjulpet dig til at forstå eller føle i forhold til Jesus Kristus?

  • Hvad kan du gøre for at styrke dit vidnesbyrd om profeten Joseph Smith?

  • Hvordan påvirker eller ville et vidnesbyrd om Joseph Smith påvirke dit liv?