Seminar
Jakob 7: Urokkelig tro på Jesus Kristus


»Jakob 7: Urokkelig tro på Jesus Kristus«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Jakob 7«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Jakob 7

Urokkelig tro på Jesus Kristus

Billede
erstat

Hvis I føler, at nogle mennesker i dag bevidst prøver at ryste troen hos medlemmer af Frelserens Kirke, så har I ret. Det er ikke noget nyt. Blandt nefitterne arbejdede en mand ved navn Sherem »flittigt i et forsøg på at forlede folkets hjerte« (Jakob7:3). Denne lektion kan hjælpe jer til at forberede jer på at overvinde udfordringer i jeres tro på Jesus Kristus og hans evangelium.

Hjælp eleverne til at forstå indholdet i skrifterne. Indholdet i skrifterne er historiens forløb, folk, begivenheder, prædikener og forklaringer. En forståelse af disse elementer kan hjælpe eleverne til at forstå personer i skrifterne og blive opbygget af inspirerede nedskrevne prædikener.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at komme forberedte på at komme med et eksempel på en, der står fast i sin tro, når andre udfordrede dem.

Mulige læringsaktiviteter

Forberedelse til fremtidige udfordringer

Før du kommer med følgende udtalelse, kan du overveje at spørge: »På en skala fra et til ti, hvor svært tror I så, at det er at være en tapper discipel af Jesus Kristus i dag?« Du kan bede eleverne om at vise deres svar med deres fingre, og derefter bede nogle af dem om at fortælle, hvorfor de svarede, som de gjorde.

Præsident Russell M. Nelson har fortalt følgende om en svær udfordring, vi kommer til at stå overfor:

Der ligger vanskelige tider forude. I fremtiden vil det næppe være nemt eller populært at være en trofast sidste dages hellig. Vi vil hver især blive prøvet. Apostlen Paulus advarede om, at de, der i de sidste dage omhyggeligt følger Herren, vil blive »forfulgt« [2 Tim 3:12]. Selve den forfølgelse kan enten kyse jer til tavs svaghed, eller motivere jer til at være et bedre eksempel og mere modige i jeres dagligdag. (Russell M. Nelson, »Gå fremtiden i møde med tro«, Liahona, maj 2011, s. 35-36)

  • Præsident Nelson holdt denne tale i 2011. Hvordan har I allerede oplevet eller set det, han beskrev?

  • Hvorfor kan det i fremtiden blive endnu mindre populært at forblive trofast mod Jesu Kristi gengivne evangelium? Hvorfor tror I, at det stadig er værd at gøre?

  • Hvorfor tror I, at Herren på forhånd fortæller os om disse vanskeligheder?

Tænk et øjeblik over den nuværende styrke af jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, og hvor forberedte I er på at forblive trofaste mod ham i den svære tid forude. Når I studerer Jakob 7, så læg mærke til, hvordan Jakob forberedte sig på at forblive trofast, da en ugudelig mand ved navn Sherem forsøgte at ryste hans tro.

Sherem forkynder mod Kristus

Læs Jakob 7:1-7, eller se videoen »Sherem fornægter Kristus« fra tidskode 00:33 til 02:21. Videoen findes på dk.jesukristikirke.org/sherem-fornaegter-kristus-2022?gallery=/mormons-bog-videoer&lang=undefined ChurchofJesusChrist.org. Læg mærke til, hvad Sherem sagde for at prøve at ryste nefitternes tro på Kristus.

  • Hvad sagde Sherem for at ryste nefitternes tro?

  • Hvordan kan folk udfordre Kristi disciples tro i dag?

Bed eleverne om for sig selv at tænke over følgende:

Tænk over, om I har set nogen omkring jer begynde at tvivle på deres tro på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium på grund af påvirkning fra andre. Har I bemærket, at nogen udfordrede jeres tro på ham?

Jakobs tro kunne ikke rokkes

Overvej at bede eleverne om at læse følgende vers sammen i små grupper. Bed derefter hver gruppe om at få en repræsentant til at skrive på tavlen, hvad de har lært af Jakobs eksempel. Her er nogle sandheder, som eleverne måske finder: Ånden kan hjælpe os til at forstå, hvad vi kan gøre og sige, når vores tro udfordres, og vi kan stole på, at profeternes lærdomme styrker vores tro på Kristus.

Når eleverne fortæller, kan du eventuelt minde dem om, at studiet af mesterlæreskriftsteder og principperne for at opnå åndelig kundskab kan forberede dem på at modstå udfordringer for deres tro på Jesus Kristus.

Læs Jakob 7:5, 8-12, og læg mærke til, hvad der hjalp Jakob til at afvise Sherems lærdomme.

Ét princip, vi kan lære af vers 5, er, at vi kan overvinde udfordringer for vores tro på Jesus Kristus ved at huske på tidligere åndelige oplevelser, der styrkede vores tro.

  • Hvilke specifikke ting huskede Jakob under denne konfrontation, der hjalp ham?

  • Hvorfor kan det styrke os at huske vores tidligere åndelige oplevelser, når vi møder udfordringer for vores tro?

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt således:

Tillige med den fredfyldte vejledning, vi modtager fra Helligånden, forsikrer Gud os fra tid til anden stærkt og meget personligt om, at han kender og elsker os, og at han velsigner os specifikt og åbenlyst. I vores svære stunder bringer Frelseren minder om disse oplevelser tilbage til vores sind …

Favn jeres hellige minder. Tro på dem. Skriv dem ned … Jeg lover jer, at når I villigt anerkender og omhyggeligt værdsætter de åndeligt definerende begivenheder i jeres liv, vil mere og mere komme til jer. Vor himmelske Fader kender jer og elsker jer! (Neil L. Andersen, »Åndeligt definerende minder«, Liahona, maj 2020, s. 19, 21-22)

Hvis du bruger følgende forslag, så giv eleverne tilstrækkelig tid til at tænke, bede og nedskrive deres følelser og oplevelser. Lad så frivillige fortælle om oplevelser, der ikke er for hellige. Overvej at komme med et personligt eksempel, der ikke er for helligt eller unikt, så eleverne kan relatere til din oplevelse.

Brug noget tid på at huske de følelser og oplevelser, Gud har givet jer for at forsikre jer om, at han kender og elsker jer. Skriv nogle af dem ned i jeres studiebog eller skrifter. Hvis I har brug for hjælp til at huske nogle af den slags oplevelser, så bed vor himmelske Fader om hjælp til at genkende eller huske dem. Det vil han så gøre til sin egen tid og på sin egen måde.

Det kan være en god idé at se videoen »Åndeligt definerende minder«, fra tidskode 13:40 til 14:46. Læg mærke til, hvordan ældste Andersens illustration viser, at vores åndelige minder kan oplyse vejen for både os og andre i svære tider. Videoen findes på ChurchofJesusChrist.org/study/general-conference/2020/04/15andersen?lang=dan ChurchofJesusChrist.org.

Du kan bruge følgende forslag og give eleverne et par minutter til at sende en sms eller e-mail til en de holder af. Det kan være nyttigt at minde dem om, at visse hellige oplevelser bør holdes personlige.

Tænk over, hvem I kender, der kan blive styrket af at høre om en af jeres oplevelser. Overvej at finde en måde at dele det med dem på.

Tænk også på nærtstående og kirkeledere, hvis tro og oplevelser kan styrke jeres egen. Overvej at række ud til dem for at få hjælp.

Et tegn fra Gud

Læs Jakob 7:13-23, eller se videoen »Sherem fornægter Kristus« fra tidskode 02:22 til 07:16 for at lære, hvad der skete med Sherem.

Overvej at vise følgende spørgsmål og give eleverne tid til at tænke over dem for sig selv. Bed så frivillige om at dele deres svar.

  • Hvorfor tror I, at Jakob nedskrev denne beretning for folk i vores tid?

  • Hvordan tror I, at vor himmelske Fader ønsker, at I anvender det, I har lært i dag, på en situation, I står i?