Seminar
Alma 32: »Styrk jeres tro«


»Alma 32: ›Styrk jeres tro‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Alma 32«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Alma 32

»Styrk jeres tro«

Billede
hånd, der holder et frø

Mange forskellige ting kan bruges til at hjælpe os til at forstå Jesu Kristi evangelium. Da Alma underviste zoramitterne, sammenlignede han Guds ord med et frø, vi kan så i vores hjerte, der i sidste ende kan blive »et træ, der vokser op til evigtvarende liv« (Alma 32:41). Hensigten med denne lektion er at hjælpe jer til at så Guds ord i jeres hjerte og nære jeres vidnesbyrd om det.

Undervis om helligheden i åndelige oplevelser. Mind eleverne om åndelige oplevelsers hellige natur. Eleverne bør aldrig føle sig tvunget til at fortælle om deres følelser eller oplevelser. Tilskynd dem til at fortælle om personlige oplevelser på passende vis, når de bliver tilskyndet af Ånden.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at spørge en af deres nærmeste, som har et vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, om, hvad der har hjulpet hende eller ham til at modtage eller styrke det.

Mulige læringsaktiviteter

Sammenligninger

Vis de følgende ufuldstændige sætninger. Du kan vælge andre sætninger, der interesserer dine elever, men overvej at bruge den sidste sammenligning som en overgang til lektionens indhold.

Sammenligninger kan være en effektiv måde at undervise og lære om Jesu Kristi evangelium på. Udfyld de følgende tomme felter. Vær kreative, og se, om der er mere end en måde, hvorpå I kan færdiggøre sætningerne.

  • Livet er som , fordi .

  • Smartphones er som , fordi .

  • At få et vidnesbyrd er som , fordi .

Da Alma og Amulek tjente blandt zoramitterne, udtrykte en gruppe mennesker bekymring for, at de ikke kunne tilbede Gud, eftersom de var blevet smidt ud fra deres tilbedelsessteder, fordi de var fattige (se Alma 32:5). Selvom vi ved, at Herren tydeligt har undervist om vigtigheden af at komme i hans kirke på sabbatten, svarede Alma ved at lære dem, der ikke fik lov til at komme i kirken, vigtige sandheder om tilbedelse, der kan finde sted i vores hjerte, uanset hvor vi befinder os.

Læs den første sætning i Alma 32:28, læs derefter vers 41, og se efter en sammenligning, som Alma brugte, som også kan gælde jer.

  • Hvilke ligheder ser I mellem at dyrke et frugttræ ud fra et frø og at få jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans lærdomme til at vokse?

Hvis eleverne er usikre på, hvad et vidnesbyrd er, så hjælp dem til at forstå, at det er »kundskab og åndelig vished, som gives af Helligånden« (Guide til Skrifterne, »Vidnesbyrd«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org).

Almas sammenligning af Guds ord med et frø kan anvendes i forhold til at få et vidnesbyrd om ethvert aspekt af evangeliet. Alligevel forklarede Alma senere, at det var et vidnesbyrd om Jesus Kristus, som han håbede på, at disse zoramitter ville så i deres hjerte (se Alma 33:22-23).

  • Hvorfor er tro på Frelseren så vigtigt et »frø« at så i jeres hjerte?

Brug et øjeblik på at tænke over den nuværende styrke i jeres overordnede vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans lærdomme. Overvej også, om der er specifikke aspekter af jeres vidnesbyrd, som I gerne vil styrke, såsom vor himmelske Faders kærlighed til jer eller virkeligheden af Joseph Smiths første syn. Når I fortsætter med at studere i dag, så se efter sandheder, der kan hjælpe jer til bedre at forstå, hvordan I får eller styrker jeres vidnesbyrd.

Overvej at dele eleverne op i små grupper og give hver elev en kopi af det følgende uddelingsark. Bed eleverne om at læse og drøfte materialet under overskriften »At så frøet« sammen som gruppe. Det kan være gavnligt at udpege en elev fra hver gruppe til at være ordstyrer.

Du kan derefter blande grupperne og lade eleverne drøfte materialet under overskriften »At nære frøet« med deres nye gruppe.

At så og nære Guds ord i vores hjerte

Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024 – »Alma 32: ›Styrk din tro‹«

At så frøet

Læs Alma 32:21-23, 26-30, og markér ord og vendinger, der hjælper jer til at forstå, hvordan I begynder på at få et vidnesbyrd til at vokse.

Fortæl jeres gruppe om de ord og vendinger, der gjorde indtryk på jer og hvorfor. Tal derpå om følgende spørgsmål:

  • Hvad tror I, det betyder at »give plads« i jeres hjerte til Frelseren og hans lærdomme?

  • Hvad kan gøre det svært for folk at gøre dette?

  • Hvad kan der ifølge vers 28-30 ske, når vi giver plads i vores hjerte til Jesus Kristus og hans lærdomme?

Skriv en sammenfatning i én sætning af det, I har lært af disse vers om at hjælpe jeres vidnesbyrd i begyndelsesstadiet.

At nære frøet

Alma belærte om, at det at så frøet og opdage, at det er godt, kun er den første del af at få et vidnesbyrd til at vokse. Læs Alma 32:37-43, og se efter lærdomme, der hjælper jer til at forstå, hvordan I kan få et vidnesbyrd til fortsat at vokse.

Fortæl jeres gruppe om de ord og vendinger, der gjorde indtryk på jer og hvorfor. Tal derpå om følgende spørgsmål:

  • Hvad lærte I af vers 38-40 om, hvad der sker, hvis vi forsømmer Guds ord, der har vokset i vores hjerte?

  • Hvilke eksempler er der på, hvordan man kan forsømme sit vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans lære?

  • Hvordan kan I nære jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium, så det bliver stærkere?

Skriv en sammenfatning i én sætning af det, I har lært af disse vers om at styrke et vidnesbyrd, der allerede vokser inden i jer.

Når eleverne er færdige med at studere og drøfte de forrige vers med deres gruppe, så lad hele klassen drøfte, hvad de har lært. Du kan vælge at lade klassen drøfte nogle få af spørgsmålene fra uddelingsarket for at sikre, at eleverne forstår de begreber, der undervises om i disse vers. Bed et par elever om at dele deres tidligere sammenfatning i én sætning fra hvert afsnit i uddelingsarket.

Som en del af denne drøftelse bør du sikre dig, at sandheder som følgende bliver nævnt: Hvis vi giver plads i vores hjerte til Jesus Kristus og hans lærdomme, så vil vores vidnesbyrd begynde at vokse (se Alma 32:28-30); når vi flittigt plejer Guds ord i vores hjerte, vil vores vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium fortsætte med at vokse (se Alma 32:37, 40-42).

Jeres vidnesbyrd

For at hjælpe jer til at se, hvordan Almas sammenligning relaterer til jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium, kan I tegne et diagram som det følgende i jeres studiebog. Fordel jeres tegning på siden, så der er plads til at skrive under hver vækstfase.

Vis, eller tegn disse billeder på tavlen, så eleverne kan skrive dem af i deres studiebog.

Billede
Et frugttræs vækststadier

Brug et øjeblik på at sammenligne jeres vidnesbyrd om Frelseren og hans lærdomme med et frugttræs vækst. Vælg flere aspekter af Jesu Kristi evangelium, og skriv hver af dem under de vækststadier, som I føler bedst repræsenterer jeres nuværende vidnesbyrd på disse områder.

En person kan for eksempel skrive »Jesus Kristus lever« under frugttræet og »præstedømmets kraft« under frøet. Denne kan så nedskrive andre aspekter af Frelserens evangelium, såsom »en levende profet«, »tempeltjeneste«, »Mormons Bog« og »bøn« under de vækststadier, der repræsenterer hans eller hendes vidnesbyrd på hvert af disse områder.

Overvej at bruge tegningen på tavlen til at fortælle om udviklingen af en del af dit vidnesbyrd fra et frø til et træ. Vær forsigtig med ikke at bruge sjældne eksempler, som det kan være svært for eleverne at forholde sig til. Hjælp dem til at se, at en stadig udvikling gennem oplevelser med Ånden fører til større tro og et stærkere vidnesbyrd over tid. Du kan også bede eleverne om at fortælle om en lignende proces om en del af deres vidnesbyrd.

Læg en plan for, hvordan I vil prøve at anvende Almas lærdomme i jeres liv. I kan tænke over, hvad I kan gøre for at »give plads« i jeres hjerte og liv til at lade et aspekt af jeres vidnesbyrd spire. I kan også overveje, hvordan I kan »nære« de dele af jeres vidnesbyrd, der allerede er begyndt at vokse. Notér jeres tanker, indtryk og mål i jeres studiebog.