Seminar
Mormon 3-6: Det nefitiske folks undergang


»Mormon 3-6: Det nefitiske folks undergang«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Mormon 3-6«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Mormons Bog 3-6

Det nefitiske folks undergang

Billede
Nefitternes sidste kamp

Har I nogensinde været bekymret for nogen, I elsker? Mormon talte om folk omkring ham og sagde: »Jeg havde ført dem … og havde elsket dem … af hele mit hjerte« (Morm 3:12). Alligevel bekymrede Mormon sig om og sørgede over sit folk, da de bevægede sig mod undergang, fordi de nægtede at vende sig til Gud for at få hjælp. Denne lektion kan hjælpe jer til at føle vigtigheden af at vende jer til vor himmelske Fader og Frelseren.

Giv et overblik over vigtige historier fra skriften. Eleverne kan bedre forstå baggrunden for og indholdet i skrifterne, når de ser det store billede. Påpeg betydningsfulde personer, begivenheder og profetiske lærdomme i en bestemt beretning. Tilskynd eleverne til at overveje, hvordan disse elementer påvirker deres forståelse af Herrens evangelium.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at prøve at huske engang, hvor Gud hjalp dem igennem en kamp, fordi de bad ham om hjælp.

Mulige læringsaktiviteter

Hvad ville I gøre?

Ældste Spencer J. Condie fra De Halvfjerds har fortalt historien om en mand ved navn Murray Ling, der kørte over en bro om natten, da han pludselig så bilen foran sig forsvinde. En stor del af broen foran ham var styrtet sammen. Murray fik standset sin bil i sidste øjeblik.

  • Hvis I var i Murrays situation, hvad ville så være det første I gjorde efter at have stoppet bilen?

Læs følgende beretning om, hvad Murray valgte at gøre. I kan se videoen »Prophets Warning«, der findes på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 0:00 til 0:58.

Murray … begyndte at advare de andre bilister mod katastrofen forude. Mens han febrilsk vinkede og viftede med armene kørte en bil til hans store rædsel forbi ham i høj fart og styrtede ned i afgrunden (Stephen Johnson, »Over the Edge!« Reader’s Digest, nov. 1977, s. 128). En anden bil nåede lige at standse i tide, men en tredje bil intet tegn viste på at sætte farten ned og styrtede ind i Lings bil ved kanten af broen.

Pludselig kørte en fyldt bus mod Murray og ignorerede hans viften og vinken. (Ezra Taft Benson, »En stor forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 17).

  • Hvis I var i Murrays situation, hvordan ville I så have det, hvis folk ignorerede jer? Ville I opgive at forsøge at redde dem? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Ligesom Murray Ling så Mormon, at hans folk bevægede sig mod afgrunden. Som leder for de nefitiske hære og som Guds profet gjorde Mormon alt, hvad han kunne for at advare dem, beskytte dem og undervise dem om deres Frelser. Desværre ignorerede eller afviste de fleste af dem Mormons forsøg.

Fare forude for Mormons folk

I sin forudviden havde Gud advaret nefitterne i hundreder af år om, hvad der ville ske, hvis de fortsatte med at gøre oprør mod ham.

Læs et eksempel ved at læse Helaman 13:8-10 og se efter en profeti, som Gud kom med gennem lamanitten Samuel, mere end 300 år før Mormon blev født. Når I læser, så læg mærke til, hvornår profetien vil blive opfyldt (læs 1 Ne 12:6, 11-19 og 3 Ne 27:30-32 og se flere eksempler på Guds forudviden og advarsler, der ville blive opfyldt på Mormons tid).

  • Hvorfor tror I, at Gud gjorde dette kendt på forhånd?

Bed eleverne om at læse følgende skriftsteder og tænke over, hvorfor Mormon prøvede så hårdt på at hjælpe sit folk, selv om han kendte profetierne om deres udryddelse. Bed dem derefter om at dele deres indsigt med en makker. Svarene kan omfatte Mormons ønske om at redde så mange mennesker, som han kunne, selvom han vidste, at det nefitiske folkeslag ville blive udryddet.

  • Hvilke ligheder ser I mellem Mormons indsats og ønsker og Frelserens?

Påkaldelse af Gud

Overvej at skrive følgende ufuldstændige sætning på tavlen og bed eleverne om at komme op til tavlen og udfylde det tomme felt med ting, som almindelige teenagere kæmper med.

  • »Mange teenagere i dag kæmper med

Mormon fortalte om en af grundene til, at nefitterne havde det så svært med det, de kæmpede med. Læs Mormon 5:2 og se efter, hvad nefitterne IKKE gjorde, da de kæmpede.

  • Hvordan kan det, Mormon fortalte i vers 2, gælde for mange mennesker i dag?

Færdiggør udtalelsen på tavlen, så der står følgende:

  • »Mange teenagere i dag kæmper med uden at bede Gud om hjælp.«

Hjælp eleverne til at forstå, at Gud ikke altid fjerner det, vi kæmper med, men at han vil hjælpe os igennem det, hvis vi vender os til ham. Bed frivillige om at fortælle om tidspunkter, hvor de har påkaldt Gud for at få hjælp til en af kampene på tavlen, og hvordan Gud hjalp dem igennem det. Gør eleverne opmærksom på ikke at fortælle om noget, der er for personligt.

Bed eleverne om at tænke over, om der er problemer i deres liv, som de ikke har bedt om Guds hjælp til. Tilskynd dem til at søge hans hjælp på et af disse områder og lægge mærke til den forskel det gør over tid.

Nefitternes undergang

Overvej at vise dette billede og bede en elev om at fortælle, hvad det skildrer. Brug materialet i det følgende afsnit, hvis det er nødvendigt.

Billede
Mormon tager afsked med en engang stor nation, af Arnold Friberg

Efter Mormon havde elsket, undervist og anført de nefitiske hære i årtier, blev han alvorligt såret i det sidste slag mod lamanitterne. Fra toppen af en høj undersøgte han, hvad der var tilbage af den nefitiske nation. Kun 24 nefitiske soldater overlevede nedslagtningen, deriblandt Mormon og hans søn Moroni (se Morm 6:9-15).

I Mormon 6 beskriver Mormon »[sit] folks sidste kamp« (Morm 6:6). Læs Mormon 6:7, 10-15 og se efter, hvad der skete med nefitterne i dette sidste slag.

Lad eventuelt eleverne finde ud af, hvor mange nefitter der samledes i begyndelsen af slaget, og hvor mange der var tilbage efter slaget. De lægger måske mærke til, at der var 23 nefitiske hærførere, som hver havde 10.000 soldater, hvilket udgjorde alt 230.000 nefitter. Kun 24 nefitter overlevede dette sidste slag.

Forestil jer at være i Mormons sted og sørge over tabet af de mennesker, I elsker, og samtidigt vide, at I skal efterlade et kort budskab til fremtidige generationer. Hvad ønsker I, at folk i de sidste dage skal vide?

Læs Mormon 5:10-11, 16-18; 6:16-20 for at se nogle af de budskaber, som Mormon blev inspireret til at indgravere til os. I kan eventuelt markere vendinger, som I tror, at folk i vore dage har mest brug for at høre.

Overvej at bede eleverne om at dele de sætninger, de fandt, med en makker. Når eleverne finder frem til sandheder, kan du skrive dem på tavlen. Resten af denne lektion fokuserer på følgende sandhed. Du kan føle dig tilskyndet til at fokusere på en anden sandhed, som eleverne finder frem til.

En sandhed, som Mormon belærte om, er, at Jesus Kristus står med åbne arme for at modtage dem, der vælger at omvende sig og komme til ham (se Morm 6:17).

Overvej at lukke øjnene et øjeblik og forestille jer, at Jesus står og ser på jer med åbne arme. Skriv jeres tanker, følelser og indtryk ned i jeres dagbog om, hvad det betyder i jeres liv, at Jesus står med åbne arme for at tage imod jer.

Tilskynd eleverne til at være forsigtige med ikke at fortælle noget, der er for personligt, hvis I drøfter følgende spørgsmål i klassen.

  • Hvilke af Mormons lærdomme har I mest brug for i jeres liv? Hvorfor?

  • Hvad ønskede Mormon, at I skulle forstå om vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

  • Hvordan tror I, at vores verden ville være anderledes, hvis flere mennesker troede på det, Mormon skrev?