Ældste Gary E. Stevenson: Et forstående hjerte

Billede

young Elder Stevenson with his mother

Foto anvendt med tilladelse af familien Stevenson, med følgende undtagelser til venstre: blomster © tukkata/iStock/Thinkstock; til højre: Fotografi af templet i Logan: Jarvie Digital

Ifølge ældste Stevenson var hans mor et eksempel på ren og skær godhed: »Hendes forventninger motiverede mig. Næsten alt, jeg gjorde, blev målt ud fra tanken om, at jeg ikke ville skuffe min mor.«

Sammen indprentede hans forældre evangeliets principper i ham under familieaften og andre familieaktiviteter eller lignende. »De forankrede vores hjem på evangeliet. Det var grundlaget for vores liv,« siger han.

Andre væsentlige mentorer vejledte ham også. »Jeg kan huske, at præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, under noget af min første træning som generalautoritet foreslog, at vi lavede en liste over 20 mennesker, der havde haft positiv indflydelse på vores liv. Jeg tror, at alle kunne have gavn af at lave den øvelse. Det var inspirerende at tænke på alle de gode mænd og kvinder, som var der for at hjælpe mig, især i min ungdom.«

Gary Evan Stevenson blev født den 6. august 1955 og er opvokset i Logan i Utah i USA. Forældrene Evan og Jean Hall Stevenson havde fire børn. Gary var det næstældste barn og den ældste søn.

»Jeg var nært knyttet til min bror og mine søstre. Min storesøster Debbie forventede, at jeg gjorde det rette. Mine yngre søskende, Merilee og Doug, forventede, at jeg var et godt eksempel. Vi følte alle ansvar for at leve retskaffent og deltage i Kirkens aktiviteter.« Der var også høje forventninger i den øvrige del af familien: »Da min ældste fætter for eksempel tog på mission, underskrev han en todollarseddel, som han gav til den næste fætter, der forberedte sig på at tjene. Den todollarseddel gik videre til 16 fætre, der tjente på mission rundt om i verden, og mindede os om, at vi stod sammen om at tjene Herren.«

Præstedømmevenner havde også en god indflydelse på ham. »Jeg lærte tidligt i livet, hvad det betyder at være en del af et kvorum ikke bare om søndagen, men i kvarteret og i skolen,« siger han. »Det gav mig en følelse af identitet, tilhørsforhold, broderskab og tjeneste.« Han husker især, at han var ude med et andet kvorumsmedlem for at indsamle fasteoffer hos en søster i menigheden, der ikke kunne komme uden for hjemmet, hun var blind, og hun havde ikke mange penge. »Selvom hun ikke havde mange penge, så havde hun altid lidt småpenge til fasteoffer,« mindes han.

Billede

Elder Stevenson as a young missionary in Japan

Efter ældste Stevenson var blevet færdig med high school og havde læst en kort tid på Utah State University, blev han kaldet til at tjene i Fukuoka-missionen i Japan. »Jeg var lidt bange for at skulle lære japansk. Den frygt tog til på missionærskolen. Men efter seks uger med inderlig bøn og flittigt studium fik jeg en følelse af fred og af, at Herren ville velsigne mig med at lære japansk, men at det ville kræve en indsats. Det lærte mig, at tungemålsgaven er ligesom tro og andre evangeliske principper. Når man har gjort alt, man kan, så bliver man begavet med velsignelsen.«

Efter sin mission udviklede ældste Stevenson en passion for Kirkens historie, han studerede Mormons Bog og Lære og Pagter og udforskede historiske optegnelser og familiens historier. Han havde en særlig interesse for Joseph Smith og hans familie, for familien Whitmer, Oliver Cowdery og Martin Harris. Han granskede oversættelsen og udgivelsen af de forskellige udgaver af Mormons Bog.

Atter engang måtte han sande, at tro og hårdt arbejde går hånd i hånd. »Det er ikke alle svar på evangeliske spørgsmål, der kommer lige med det samme,« fortæller han. »Herren forventer, at vi læser, studerer, gransker og beder. Og når vi gør det i tro og med et oprigtigt ønske, vil vi modtage det gode vidne med tiden.«

I årenes løb har han følt sig særlig velsignet, da han blev kaldet til at undervise de unge i Søndagsskolen, i seniorklassen og i Unge Mænd. Disse kaldelser har givet ham mulighed for at vidne om, at han virkelig ved, at skrifterne er sande, en overbevisning, som han har udviklet gennem mange års studium.

Og hvad angår Utah State University så vendte ældste Stevenson tilbage til sine studier i erhvervsadministration og marketing. Han tilbragte mange timer på biblioteket. »Hver gang jeg kom derind, blev jeg mødt af et skilt, hvor der stod: ›Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer‹ (Ordsp 4:7).« Dette skriftsted slog rod i hans hjerte og blev flere år senere temaet for en tale, han holdt på BYU.

»Den visdom kommer af en sammenhæng mellem studie og bøn,« forklarede han i den tale. »Når vi tror på og sætter vores lid til Herren, kommer der et andet mål af visdom fra ham ind i vores hjerte.«¹

Under et kursus om Det Gamle Testamente i institutbygningen mødte han Lesa Jean Higley, som var flyttet fra Californien til Idaho og nu studerede på Utah State. »I et rollespil bad læreren Lesa om at spille Eva og jeg skulle spille Satan, der fristede hende. Som følge deraf tog det noget tid at overbevise hende om at gå ud med mig,« mindes han med et smil. De kom sammen i over et år og blev gift i templet i Idaho Falls i 1979.

Ældste Stevensons øjne lyser op, når han taler om Lesa. Han omtaler hende som »solen i mit liv.«² Søster Stevenson fik en eksamen i undervisning i hjemmeøkonomi, og hun underviste på skoler i begyndelsen af deres ægteskab, og hun har konstant delt af sin tid og sine talenter på skoler, private og offentlige bestyrelser og andre steder. Men ældste Stevenson betragter hendes gave for at skabe et hjem som en af hendes mest guddommelige egenskaber: »Hun har en evne til at skabe et evangeliecentreret hjem, et trygt og velkommende miljø, hvor Ånden dvæler.« Denne evne har tillige med en dyb forståelse af, at sand glæde kommer af at tjene andre, velsignet hendes mand, hendes familie og mange andre omkring hende.

Billede

Stevenson family

Ældste og søster Stevenson blev forældre til fire sønner. »Vi har nydt alting med hinanden igennem årene,« siger han. »Drengene spillede basketball, fodbold, baseball og tennis. Vi elsker allesammen udendørsaktiviteter som at køre på firehjulstrækker, snescooter, stå på ski, snowboard og forskellige former for vandsport. Men Lesa har dog påvirket vore sønner lidt i kulturel retning, så de påskønner musik og kunst. Og for at vi som familie kunne tjene andre, har det været nødvendigt, at hun trak på »drengenes hestekræfter.«

Ældste Stevensons erhvervskarriere blev sparket i gang af hans kærlighed til mennesker i Asien. Da han vendte hjem fra mission, begyndte han og nogle venner at importere gaveartikler fra Asien. Det udviklede sig til salg af fitness-produkter. I løbet af de næste tre årtier voksede deres lille virksomhed sig til et stort firma med flere end 2.500 ansatte.

En ansat husker, hvordan ældste Stevenson var som forretningsmand: »Vi drøftede en svær beslutning. Jeg sagde, at vi måtte sikre os, at det, vi gjorde, var lovligt. Han sagde, at vi ikke blot skulle gøre, hvad der var lovligt, men at vi også måtte gøre, hvad der var rigtigt.«

»Det er godt for forretningen at være optaget af gode principper,« siger han. »Integritet, hårdt arbejde, medfølelse, at behandle folk med respekt – og på samme tid holde dem ansvarlige - er ikke bare forskrifter, man taler om og efterlever om søndagen. De skal praktiseres alle ugens dage.«

Efterhånden som virksomheden voksede, krævede den mere af hans tid: »Jeg var en ung biskop med små børn og rejste flere gange til Asien hvert år. Min far kom til mig og sagde: ›Jeg har lagt mærke til, at du ikke rigtigt er sammen med din familie, når du er sammen med dem. Jeg er bange for, at det betyder, at du heller ikke rigtig er til stede på dit arbejde eller i dit ansvar som biskop, fordi du enten bekymrer dig om dit arbejde eller din familie. Du har brug for en bedre balance i dit liv.«

Det råd gjorde virkelig indtryk. Ældste Stevenson siger: »Jeg lærte, at det er vigtigt at have en balance mellem familien, arbejdet og sin kaldelse i Kirken og at sørge for at passe på sig selv.«

En respekteret erhvervsleder opmuntrerede engang ældste Stevenson til at »lære, tjene penge og tjene«. I 2004 kom »tjeneste«-delen dog til at stå sin prøve, da ældste Stevenson og hans mangeårige forretningspartner Scott Watterson begge blev kaldet til at tjene som missionspræsidenter. De følte behov for at forklare forskellige parter og kunder, hvorfor de for en tid forlod deres firma. De besøgte dem én for én.

»Da vi beskrev vores kald, og at vi skulle tjene i tre år uden kompensation fra Kirken, respekterede de det,« siger han. De efterlod forretningen i hænderne på en betroet ledelsesgruppe, og den voksede.

Ældste Stevensons kærlighed til Asien voksede, mens han var præsident for Nagoya-missionen i Japan. »Jeg betragter det som mit andet hjem,« siger han. Hans dybe kærlighed til sin kone er også vokset i takt med, at han har set hende tage den lokale kultur til sig, række ud til andre, både missionærer og medlemmer, lære at bære sit vidnesbyrd på japansk og fortsat tage sig af de to sønner, der tog med dem. Der er kommet adskillige dåb ud af hendes indsats for at blive venner med folk.

De havde kun været hjemme fra deres mission i syv måneder, da ældste Stevenson blev kaldet til at tjene i De Halvfjerds’ Første Kvorum i 2008.

»Jeg var målløs og ydmyg. Jeg tænkte, at der var mange andre, der kunne tjene meget bedre end jeg kunne. Men jeg tænkte på tidligere gange – som ældsternes kvorumspræsident, højrådsmedlem, biskop og rådgiver i et stavspræsidentskab – hvor jeg ikke havde følt mig erfaren nok til at gøre det, jeg blev bedt om. Jeg har lært, at vi måske ikke er kvalificeret, inden vi bliver kaldet, men med kaldet indledes en himmelsk kvalificering.

Et af mine yndlingsskriftsteder nævner to ting, vi bør gøre, når vi bliver kaldet: For det første, ›vær … trofast.‹ Og for det andet at ›stå i det embede‹, vi har fået tildelt (se L&P 81:5). For mig vil det sige at udøve tro, lære det nødvendige og gøre alt, hvad man kan for at højne kaldelsen. Hvis vi gør det, vil Herren højne og kvalificere os til at velsigne andre.«

Som halvfjerdser blev ældste Stevenson udpeget som rådgiver i områdepræsidentskabet og senere som præsident for det nordlige Asien.

I marts 2011 hærgede et jordskælv og en tsunami Japan. Jordskælvet, der blev målt til 9.0 på Richterskalaen forårsagede en tsunami, der kostede 20.000 mennesker livet, gjorde tusinder hjemløse og ødelagde 550.000 hjem.

Billede

Elder Stevenson visiting a disaster zone

Han besøgte katastrofeområdet mange gange. »Når vi mødtes med folk, gennemlevede vi hele følelsesregisteret,« fortæller han. »Vi så på én og samme tid tragedie og tab mikset med håb og genopbyggelse. Igen og igen blev vi berørt, når vi bevidnede vor Frelsers kærligheds helende kraft.«

Derudover så han selv, hvordan Kirken hjælper dem i nød: »Det at være i stand til at reagere på en katastrofe og sørge for hjælp – var en manifestation af, at Jesu Kristi Kirke opfylder et af sine guddommeligt udpegede ansvar for at sørge for de fattige og betrængte.« Han beskrev det som et helligt privilegium at tjene de nødlidende og se andre gøre det samme, »vi lærte noget om menneskelig godhed.«

Billede

Presiding Bishopric in 2012

Hans forståelse af medfølelse trængte dybere ind i hans hjerte, da han i 2012 blev kaldet som præsiderende biskop. I den egenskab stod han i spidsen for et stort kirkenetværk, der sørgede for bistand og nødhjælp til sidste dages hellige og andre, såvel om humanitær bistand til vor himmelske Faders børn i »nogle af de hårdest ramte egne, nogle af de fattigste egne og nogle af de mest undertrykte egne i verden.«³

Biskoppens rolle er særlig vigtig for ældste Stevenson. »Da jeg var 12 år, blev min far kaldet som biskop,« mindes han. »Der var mange enker i menigheden, og far tog mig ofte med ud for at besøge dem. Han satte mig til at ordne skraldet, gøre rent i huset eller få mine venner til at hjælpe mig med at feje blade sammen eller skovle sne. Jeg havde det altid godt indeni, når vi sagde farvel til dem. At besøge enkerne hjalp mig til at forstå, at en del af det, en biskop gør, er at hjælpe folk én for én. Kirkens biskopper er mine helte.«

Tirsdag forud for generalkonferencen i oktober 2015 fik biskop Stevenson en telefonopringning, hvor han blev bedt om at komme til møde med præsident Thomas S. Monson og hans rådgivere.

»Præsident Monson kaldte mig til De Tolv Apostles Kvorum. Han spurgte, om jeg ville tage imod kaldet … Jeg svarede bekræftende. Derefter betroede præsident Monson mig venligt, hvordan han havde haft det, [da] han for mange år siden var blevet kaldet som apostel … han havde også følt sig utilstrækkelig. Han sagde roligt til mig: ›Biskop Stevenson, Herren kvalificerer dem, han kalder.‹ Disse beroligende ord fra profeten har været en kilde til fred lige siden.«⁴

Ældste Gary E. Stevenson er i sandhed en mand uden svig. Som apostel vil han fortsætte med at række ud til de fattige og nødlidende, ligesom han gjorde som præsiderende biskop og halvfjerdser, og som han har gjort det hele sit liv. Han vil følge skriftens formaning: »Bistå de svage, opløft de nedhængende hænder og styrk de matte knæ« (L&P 81:5). Det er en udfordrende kaldelse, men hans forstående hjerte gør ham skikket til den.