Oplevede en forandring i hjertet
Ældste Edward Dube
De Halvfjerds
Vi finder glæde i en vedholdende indsats for at opnå en forandring i hjertet, når vi åbner for Jesu Kristi forsoning i vores liv.
Illustrationer: Robert Hunt; stofdetalje © iStock/Thinkstock
Rosemary, vores førstefødte, var en ret lille baby, da min mor kom på besøg fra Zimbabwe, hvor hun boede i en lille landsby. Som spritnye forældre var min hustru, Naume, og jeg naturligvis begejstrede for min mors besøg. Vi var ivrige efter at lære alt, hvad vi behøvede at vide for at opfostre et barn.
Da min mor kom, havde hun en stofhalskæde med. Den var pakket ind i et stykke stof, og hun forklarede, at den var magisk. Hun rakte Naume halskæden for, at hun skulle lægge den om Rosemarys hals. Da hun så Naumes tøven, sagde min mor straks: »Da jeg var helt lille, gav min mor og bedstemor mig denne magiske ting, som har beskyttet mig og alle mine børn, deriblandt din mand. Den vil beskytte jeres datter mod sygdom og mod alle besværgelser, der måtte overgå hende, og hun vil overvinde enhver svær situation i livet. Hun er nødt til at have den på, til hun bliver fem år.«
På det tidspunkt tjente jeg som grenspræsident, og jeg tænkte straks: »Hvad vil medlemmerne af min gren tænke, når de ser den ›magiske‹ halskæde om vores babys hals?« Så tænkte jeg: »Vi kan måske dække den, så den ikke er så synlig.« Jeg så på Naume, hendes ansigtsudtryk sagde mig, at vi ikke kunne tage imod gaven. Jeg spurgte min mor, om hun ikke kunne lave en lille, tynd halskæde, der ikke var så synlig. Hun svarede, at det ikke var muligt, da den magiske ting virkede bedst i det format, hun havde givet den.
Atter engang gav Naume mig et blik, der udtrykte hendes misbilligelse. Jeg vendte mig mod min mor og forklarede, at som grenspræsident i vores lokale menighed havde jeg det ikke godt med at lægge den halskæde på vores barn. Min mor svarede med en advarsel; hun sagde, at uden halskæden ville vores barn dø.
Et øjebliks panik
Nogle få uger efter denne hændelse blev vores lille Rosemary meget syg. Vi havde ikke råd til at tage hende til lægen. Det var midt om natten, og jeg begyndte at tænke på det, min mor advarende havde sagt. Jeg begyndte at ønske, at jeg havde taget imod den halskæde. Så ville jeg have lagt den om Rosemarys hals. I det øjebliks panik hørte jeg en stille, sagte stemme formane mig til at udøve tro på Herren Jesus Kristus. Jeg trak øjeblikkeligt i mit søndagstøj. Jeg tog vores barn op i mine arme og gav hende en præstedømmevelsignelse. Jeg følte fred og ro, og jeg fornemmede, at min hustru havde det på samme måde. Umiddelbart efter faldt både Naume og lille Rosemary i søvn. Vores datter, Rosemary, blev rask. I de efterfølgende dage kom hun sig gradvist og genvandt sin fulde styrke. Sikke et mirakel vi havde været vidne til! Herrens milde barmhjertighed fik tag i mig og styrkede min tro på ham.
Jeg var taknemlig, men jeg skammede mig også lidt. Her var jeg, en hjemvendt missionær, der tjente som grenspræsident, men jeg var mere optaget af, hvad folk måtte sige frem for at tro på Gud (se Mosi 4:9). Ja, selv min mor, som jeg elskede og beundrede så meget, forstod ikke alt. Jeg havde brug for at være noget mere end blot en hjemvendt missionær, noget mere end grenspræsident; jeg havde brug for forandring, for at opleve det, Alma gjorde.
Et øjebliks mægtige forandring
Alma, der var en af den ugudelige kong Noas præster, må have ransaget sig selv, da profeten Abinadi stillede dette dybe spørgsmål: »I har ikke brugt hjertet til at forstå; derfor har I ikke været vise. Hvad lærer I da dette folk?« (Mosi 12:27). Ligesom Alma havde jeg brug for »en mægtig forandring i [mit] hjerte« (Alma 5:12).
Som præst ved kong Noas hof levede Alma et privilegeret liv. Han fik til livets ophold af den skat, folket betalte. Han havde en position med magt og anseelse. Han var en af dem, »som var indbildske i hjertets stolthed« (Mosi 11:5). Men da Alma hørte, at Frelseren ville komme til verden – om hans lære, lidelse, død og opstandelse og om at Jesus Kristus »er verdens lys og liv, ja, et lys, som er uendeligt, som aldrig kan formørkes; ja, og også et liv, som er uendeligt, så der aldrig mere kan være nogen død« (Mosi 16:9) – var han rede til forandring. Han var endda villig til at dø om nødvendigt.
Udsnit af Abinadi har vidnet, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum.
Omringet af modstand og livstruende farer bønfaldt Alma modigt kong Noa om at lade Abinadi gå i fred. Alma handlede fra hjertet; han havde følt Frelserens kærlighed gennem Herrens profet Abinadi.
Da min mor tilbød mig en halskæde til beskyttelse af min baby, så gik min betænkelighed på, hvordan det ville se ud. Jeg var bekymret for, hvad medlemmerne af vores gren ville tænke om mig. Jeg havde tilsyneladende ikke helt oplevet »[d]en mægtig[e] forandring i hjertet.« Jeg har siden indset, at vores medgang og glæde afhænger af, hvor villige vi er til at lade evangeliet synke ind i vores hjerte. For at vi virkelig kan finde sand glæde, lykke og fred, »må Jesu Kristi sande evangelium gå ind i [vores] hjerte ved Helligåndens kraft.«1
En mulighed for at vidne
Den slags forandring, at man ser op til Frelseren i alle ting og på alle steder, gør os i stand til at række ud mod andre. Alma blev en mægtig missionær, han nåede ud til så mange og organiserede Kristi kirke blandt de mennesker, der flygtede fra kong Noa.
Kan I se, at jeg missede en mulighed for at fortælle min mor om evangeliet, da hun tilbød os den magiske genstand, som hun troede altid, havde beskyttet hende og hendes børn? Jeg kunne have været et redskab i Herrens hænder – akkurat som Alma – som forkyndte Jesu Kristi evangelium og »forandrede deres hjerte; ja, han vækkede dem af en dyb søvn, og de vågnede op til Gud« (Alma 5:7).
Når jeg tænker over den hændelse med min mor, spekulerer jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde reageret mere som Alma. Min mor ville måske være vågnet op til Gud, og hendes forandring kunne have haft en positiv indflydelse på mine søskende. Denne forandring kunne have haft en stor indflydelse på mine søskendes børn og på deres efterkommere.
Almas mægtige forandring var ikke blot noget, som dem, han underviste og vidnede for, mærkede noget til, men det gjorde hans børn og efterkommere også. Almas søn, Alma, som forkyndte for folket i og omkring Zarahemlas land, mindede dem om sin faders vidnesbyrd om Frelseren Jesus Kristus.
»Se, det kan jeg fortælle jer – troede min far Alma ikke på de ord, der blev fremført ved Abinadis mund? …
Og i overensstemmelse med hans tro skete der en mægtig forandring i hans hjerte« (Alma 5:11-12).
For et ungt menneske som Alma var denne forandring af hjertet, som begyndte med Abinadis opfordring til at bruge hjertet til at forstå Guds ord, nøglen til hans glæde og succes med at nå ud til andre: »Og se, han prædikede ordet for jeres fædre, og der skete også en mægtig forandring i deres hjerte; og de ydmygede sig og satte deres lid til den sande og levende Gud. Og se, de var trofaste indtil enden; derfor blev de frelst« (Alma 5:13).
Sæt gang i en løbende forandring
I dag er nogle unge mennesker fanget mellem at vælge imellem, hvad der er rigtigt i Guds øjne eller at behage deres forældre eller værger, som måske ikke deler deres følelser om evangeliets sandhed. Når I står i sådan en situation, så spørg jer selv: »Vil denne beslutning give mig en følelse af, at mine handlinger har været ›retfærdigheds gerninger‹ (Alma 5:16), og gør det, at jeg har ›lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed‹?« (Alma 5:26).
Selvom vi alle bør elske og ære vore forældre, er vi nødt til at vide, at de valg, vi træffer, vil få en direkte indflydelse på vore børn og efterkommere. For nogle af os kan det være nødvendigt at træde ud af vores tryghedszone ligesom Alma, der flygtede fra kong Noas tjenere og forkyndte evangeliet under meget svære omstændigheder. Han bibragte ikke blot forandring for sin familie, men også for andre. For at opleve en forandring af hjertet er det vigtigt, at vi tænker på andre og »samle[r os] ofte og forene[r os] i faste og indtrængende bøn til fordel for velfærden for de sjæle, som ikke [kender] Gud« (Alma 6:6).
Hvad nu hvis vores baby, Rosemary, ikke havde overlevet sin sygdom – selv efter jeg havde givet hende en præstedømmevelsignelse? Herrens ord styrker mig meget: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39).
Vi finder glæde i en vedholdende indsats for at opnå en forandring i hjertet, når vi åbner for Jesu Kristi forsoning i vores liv. Jeg er taknemlig for denne kundskab, og jeg ved i mit hjerte, at vor Frelser gik »omkring og [led] smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme« (Alma 7:11). Jeg ved, at der er virkelig tryghed og beskyttelse i at se hen til Herren og følge hans råd.