Kristus helbreder det, der er knust

Mens Frelseren underviste i templet, blev en kvinde bragt frem for ham af de skriftkloge og farisæerne. Vi kender ikke hele hendes historie, bare at hun blev »grebet i ægteskabsbrud«.¹ Ofte giver skrifterne kun et lille indblik i en persons liv, og ud fra det har vi nogle gange en tendens til at ophøje eller fordømme. Ingens liv kan alene forstås ud fra et storslået øjeblik eller en beklagelig offentlig skuffelse. Formålet med disse beretninger i skriften er at hjælpe os til at se, at Jesus Kristus var svaret dengang, og han er svaret nu. Han kender hele vores historie og kender vores lidelser, såvel som vores evner og sårbarheder.

Kristi svar til denne dyrebare Guds datter var: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«² En anden måde at sige »gå, og synd fra nu af ikke mere« kunne være at »gå fremad og forandre sig«. Frelseren opfordrede hende til at omvende sig: Til at ændre sin adfærd, sine forhold, den måde, hun havde det med sig selv på, og sit hjerte.

På grund af Kristus kan vores beslutning om at »gå fremad og forandre os« også give os mulighed for at »gå fremad og bliv helbredt«, for han er kilden til heling af alt, der er ødelagt i vores liv. Som den store formidler og talsmand hos Faderen helliggør og genopretter Kristus brudte forhold – vigtigst af alt vores forhold til Gud.

Joseph Smiths oversættelse gør det klart, at kvinden fulgte Frelserens råd og ændrede sit liv: »Og kvinden herliggjorde Gud fra den stund og troede på hans navn.«³ Desværre kender vi ikke hendes navn eller andre detaljer om hendes liv efter dette øjeblik, for det må have krævet stor beslutsomhed, ydmyghed og tro på Jesus Kristus, for hende at omvende sig og ændre sig. Det, vi ved, er, at hun var en kvinde, der »troede på hans navn« med en forståelse af, at hun ikke var uden for rækkevidde af hans uendelige og evige offer.

I Lukas kapitel 15 læser vi en lignelse om en mand, der havde to sønner. Den yngre søn bad sin far om sin arvelod, rejste til et land langt borte og ødslede sin formue bort i et udsvævende liv.⁴

»Og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.

Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin,

og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.

Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.

Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.«⁵

Det faktum, at faderen løb sin søn i møde, tror jeg, er betydningsfuldt. Den personlige smerte, som sønnen havde påført sin far, var helt sikkert dyb. Faderen kan også have været oprigtigt flov over sin søns handlinger.

Så hvorfor ventede faderen ikke på, at hans søn kom for at undskylde? Hvorfor ventede han ikke på et udtryk for erstatning og forsoning, før han udøste tilgivelse og kærlighed? Det er noget, jeg ofte har tænkt over.

Herren lærer os, at det at tilgive andre er et universelt bud: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.«⁶ Det kan kræve enormt mod og stor ydmyghed at tilgive. Det kan også tage tid. Det kræver, at vi sætter vores lid til Herren, idet vi påtager os ansvaret for vores hjertes tilstand. Det er her, betydningen af og kraften i vores handlefrihed er.

Med skildringen af denne far i lignelsen om den fortabte søn understregede Frelseren, at tilgivelse er en af de ædleste gaver, vi kan give hinanden og mest specifikt os selv. Det er ikke altid let at lette vores hjerte gennem tilgivelse, men gennem Jesu Kristi styrkende og muliggørende kraft er det muligt.

I Apostlenes Gerninger kapitel 3 lærer vi om en mand, der var lam fra fødslen, og »ham satte man hver dag ved den tempelport, der kaldes Den Skønne, for at han kunne bede om en almisse af dem, der gik ind på tempelpladsen.«⁷

Den lamme tigger var over 40 år⁸ og havde tilbragt hele sit liv i en tilsyneladende endeløs tilstand af mangel og venten, for han var afhængig af andres gavmildhed.

En dag, »da han så Peter og Johannes på vej ind på tempelpladsen, bad han dem om en almisse.

De så begge fast på ham, og Peter sagde: ›Se på os!‹

Han så spændt på dem i forventning om at få noget af dem.

Men Peter sagde: ›Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!‹

Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op; og straks blev hans fødder og ankler stærke,

han sprang op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud.«⁹

Vi kan ofte føle os som den lamme tigger ved templets port, der tålmodigt – eller sommetider utålmodigt – venter og »håber på Herren«.¹⁰ Venter på at blive helbredt fysisk eller følelsesmæssigt. Venter på svar, der trænger ind i den dybeste del af vores hjerte. Venter på et mirakel.

At vente på Herren kan være et helligt sted – et sted, hvor vi pudses og forædles, hvor vi kan lære Frelseren at kende på en meget personlig måde. At vente på Herren kan også være et sted, hvor vi spørger: »O Gud, hvor er du?«¹¹ – et sted, hvor åndelig udholdenhed kræver, at vi udøver tro på Kristus ved bevidst at vælge ham igen og igen og igen og igen. Jeg kender dette sted, og jeg forstår den slags venten.

Jeg tilbragte utallige timer på et behandlingscenter for kræft, hvor jeg i mine lidelser var forenet med mange andre, der længtes efter at blive helbredt. Nogle overlevede; andre gjorde ikke. Jeg lærte på en dybsindig måde, at udfrielse fra vores prøvelser er forskellig for os hver især, og derfor bør vores fokus være mindre på den måde, hvorpå vi bliver udfriet, og mere på selve Befrieren. Vores fokus bør altid være på Jesus Kristus!

At udøve tro på Kristus vil sige ikke blot at stole på Guds vilje, men også på hans tidsplan. For han ved præcis, hvad vi har brug for, og præcis hvornår vi har brug for det. Når vi underordner os Herrens vilje, vil vi i sidste ende modtage betydeligt mere end det, som vi havde ønsket.

Mine kære venner, vi har alle noget i vores liv, der er ødelagt, og som skal repareres, ordnes eller heles. Når vi vender os til Frelseren, når vi retter vores hjerter og tanker ind efter ham, når vi omvender os, kommer han til os »med helbredelse i sine vinger«,¹² og lægger sine arme kærligt omkring os og siger: »Det er okay. Du er kun 5 – eller 16, 23, 48, 64, 91. Vi kan ordne det sammen!«

Jeg vidner om, at der ikke er noget i jeres liv, der er gået i stykker, som ligger udover Jesu Kristi helbredende, forløsende og styrkende kraft. I Jesu Kristi hellige navn, han der er mægtig til at helbrede. Amen.