Løftet om at høre til

Jeg vil gerne tale om det, jeg kalder læren om at høre til i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne læresætning består af tre dele: (1) betydningen af at høre til i indsamlingen af Herrens pagtsfolk, (2) vigtigheden af tjeneste og offer ved at høre til og (3) Jesu Kristi centrale rolle for at høre til.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bestod i begyndelsen hovedsageligt af hvide nordamerikanske og nordeuropæiske hellige med et fåtal af indianere, afroamerikanere og øboere i Stillehavet. Her otte år fra 200-året for Kirkens grundlæggelse er Kirken vokset meget i antal og diversitet i Nordamerika og endnu mere i resten af verden.

Efterhånden som den længe profeterede indsamling af Herrens pagtsfolk i de sidste dage tager fart, vil Kirken virkelig komme til at bestå af medlemmer fra alle nationer, stammer, tungemål og folk.¹ Det er ikke en beregnet eller påtvunget diversitet, men et naturligt forekommende fænomen, som vi kan forvente, idet vi erkender, at evangeliets net samler mennesker fra alle nationer og fra alle folk.

Hvor er vi velsignede ved at se den dag, hvor Zion bliver etableret sideløbende på hvert kontinent og i vores eget nabolag. Som profeten Joseph Smith sagde, har Guds folk i enhver tidsalder med glæde set frem til i dag, og »vi er det begunstigede folk, som Gud har udvalgt til at frembringe den sidste dages herlighed.«²

Da vi har fået dette privilegium, kan vi ikke tillade racisme, stammefordomme eller andre splittelser i Kristi Kirke i de sidste dage. Herren har befalet os: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«³ Vi bør være flittige til at rydde fordomme og diskrimination ud i Kirken, fra vores hjem og frem for alt ud af vores hjerte. Efterhånden som vores kirke befolkes mere forskelligartet, må vores velkomst vokse og blive mere spontan og varm. Vi har brug for hinanden.⁴

Paulus erklærer i sit Første Brev til Korintherne, at alle, der bliver døbt i Kirken, er ét i Kristi legeme:

»For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus.

For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke …

for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden.

Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.«⁵

En følelse af at høre til er vigtig for vores fysiske, mentale og åndelige velbefindende. Alligevel er det meget muligt, at vi alle til tider føler, at vi ikke passer ind. I nedslående stunder føler vi måske, at vi aldrig vil kunne leve op til Herrens høje standarder eller andres forventninger.⁶ Vi kan uforvarende pålægge andre – eller tilmed os selv – forventninger, der ikke er Herrens forventninger. Vi kan ubevidst kommunikere, at en sjæls værdi er baseret på visse præstationer eller kaldelser, men det er ikke målestokken for vores position i Herrens øjne. »Herren ser på hjertet.«⁷ Han bekymrer sig om vores ønsker og længsler, og hvad vi bliver til.⁸

Søster Jodi King har beskrevet sin egen oplevelse i nu forgangne år:

»Jeg havde aldrig følt, at jeg ikke passede ind i kirken, før min mand, Cameron, og jeg begyndte at kæmpe med barnløshed. De børn og familier, det almindeligvis gjorde mig glad at se i kirken, blev nu anledning til sorg og smerte.

Jeg følte mig ufrugtbar uden et barn i armene eller en blepose i hånden …

Den sværeste søndag var vores første i en ny menighed. Fordi vi ikke havde børn, blev vi spurgt, om vi var nygifte, og hvornår vi planlagde at få børn. Jeg var blevet ret god til at svare på den slags spørgsmål uden at lade mig gå på af dem – jeg vidste godt, at der ikke lå nogen ond hensigt bag.

Men denne bestemte søndag blev de spørgsmål dog særligt svære. Vi havde lige fundet ud af, at vi efter at have håbet på det modsatte – endnu engang – ikke var gravide.

Jeg gik nedtrykt ind til nadvermødet, det var svært for mig at svare på den slags »lær os at kende«-spørgsmål …

Men det var Søndagsskolen, der blev en kniv i hjertet. Lektionen, der skulle have handlet om mødres guddommelige rolle, skiftede hurtigt spor og blev til et ventileringsmøde. Mit hjerte sank i livet, og tårerne trillede ned ad mine kinder, da jeg hørte kvinder klage over en velsignelse, jeg ville give alt for at få.

Jeg for ud af kirken. Til at begynde med ville jeg ikke tilbage. Jeg havde ikke lyst til at opleve den følelse af isolation igen. Men efter jeg havde talt med min mand den aften, vidste vi, at vi ville blive ved med at komme i kirken, ikke blot fordi Herren har bedt os om det, men også fordi vi begge vidste, at den glæde, der kommer af at forny sine pagter og føle Ånden i kirken, overgår den tristhed, jeg havde følt den dag …

I Kirken er der enker, enkemænd, fraskilte og enlige medlemmer; der er dem, hvor familien er faldet fra evangeliet; mennesker med kroniske sygdomme eller økonomiske problemer; medlemmer, der føler sig tiltrukket af andre af samme køn; medlemmer, der kæmper for at overvinde afhængighed eller tvivl; nyomvendte; nytilflyttede; folk, hvis børn har forladt reden, og sådan kunne man blive ved …

Frelseren indbyder os til at komme til ham – uanset hvad vores situation er. Vi kommer i kirke for at forny vores pagter, øge vores tro, finde fred og gøre det, Frelseren gjorde med fuldkommenhed i sit liv – tjene andre, som ikke føler, de hører til.«⁹

Paulus forklarede, at Kirken og dens ledere er givet af Gud »for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op,

indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«¹⁰

Det er en trist ironi, når en person, der føler, at han eller hun ikke opfylder idealet på alle livets områder, konkluderer, at han eller hun ikke hører til i selve den organisation, som Gud har udformet for at hjælpe os til at udvikle os mod det ideal.

Lad os overlade dommen til Herren og til dem, han har bemyndiget, og være tilfredse med at elske og behandle hinanden så godt, vi kan. Lad os bede ham om at vise os vejen, dag for dag; »hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind«¹¹ – det vil sige alle –til Herrens store fest.

En anden facet af læren om at høre til har med vores egne bidrag at gøre. Selvom vi sjældent tænker over det, kommer meget af vores tilhørsforhold fra vores tjeneste og de ofre, vi yder for andre og for Herren. Overdreven fokus på vores personlige behov eller vores egen bekvemmelighed kan forpurre følelsen af at høre til.

Vi stræber efter at følge Frelserens lære:

»Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener …

For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«¹²

Følelsen af at høre til kommer ikke, når vi venter på den, men når vi rækker ud for at hjælpe hinanden.

I dag er det at vie sig til en sag eller ofre noget for nogen anden desværre ved at blive modkulturelt. I en artikel i Deseret Magazine tidligere på året gengav forfatteren Rod Dreher en samtale med en ung mor i Budapest:

»Jeg sidder på en sporvogn i Budapest med en … ven i begyndelsen af 30’erne – lad os kalde hende Kristina – mens vi er på vej hen for at interviewe en ældre kristen kvinde, der sammen med sin afdøde mand modstod forfølgelsen fra den kommunistiske stat. Mens vi bumper gennem byens gader, taler Kristina om, hvor svært det er at være ærlig over for vennerne på hendes alder om de kampe, hun står over for som hustru og mor til små børn.

Kristinas vanskeligheder er helt almindelige for en ung kvinde, der lærer at være mor og hustru – alligevel er den fremherskende indstilling blandt hendes generation, at livets vanskeligheder udgør en trussel mod ens velbefindende og bør afvises. Skændes hun og hendes mand til tider? Så skal hun forlade ham, siger de. Irriterer hendes børn hende? Så skal hun sende dem i dagpleje.

Kristina er bekymret for, at hendes venner ikke forstår, at prøvelser og tilmed lidelser er en normal del af livet – og måske endda en del af et godt liv, hvis den lidelse lærer os, hvordan vi skal være tålmodige, venlige og kærlige …

Religionssociologen Christian Smith fra University of Notre Dame fandt i sit studium af voksne i alderen 18-23, at de fleste af dem tror, at samfundet ikke er andet end ›en samling af isolerede personer, der er ude for at nyde livet.‹«¹³

Efter denne filosofi er alt, hvad man finder svært, »en form for undertrykkelse.«¹⁴

Derimod afledte de ofre, vore pionerforfædre ydede for at tage på mission, bygge templer, under tvang at forlade behagelige hjem og begynde forfra og på mange andre måder hellige sig selv og deres midler til Zions sag, en dyb følelse af tilhørsforhold, samhørighed og håb i Kristus. De var endda villige til at ofre deres liv, hvis det var nødvendigt. Og vi nyder alle godt af deres udholdenhed. Det samme gælder for mange i dag, der kan miste familie og venner, miste jobmuligheder eller på anden måde lide under diskrimination eller misbrug som følge af at blive døbt. Deres belønning er dog en stærk følelse af at høre til blandt pagtsfolket. Ethvert offer, vi yder for Herrens sag, bekræfter vores plads hos ham, der gav sit liv som løsesum for mange.

Det sidste og vigtigste element i læren om at høre til er Jesu Kristi centrale rolle. Vi slutter os ikke til Kirken for fællesskabet alene, hvor vigtigt det end er. Vi tilslutter os forløsningen gennem Jesu Kristi kærlighed og nåde. Vi tilslutter os for at sikre frelsens og ophøjelsens ordinancer for os selv og dem, vi elsker på begge sider af sløret. Vi deltager i et stort projekt for at etablere Zion som forberedelse til Herrens tilbagekomst.

Kirken er vogter af de frelsende og ophøjende pagter, som Gud tilbyder os gennem det hellige præstedømmes ordinancer.¹⁵ Det er ved at holde disse pagter, at vi opnår den højeste og dybeste følelse af at høre til. Præsident Russell M. Nelson har for nylig skrevet:

»Når I og jeg har indgået en pagt med Gud, bliver vores forhold til ham meget tættere end før vores pagt. Nu er vi knyttet sammen. På grund af vores pagt med Gud vil han aldrig blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os, og vi vil aldrig udmatte hans barmhjertige tålmodighed med os. Vi har hver især en særlig plads i Guds hjerte …

Jesus Kristus er garanten for disse pagter (se Hebr 7:22; 8:6).«¹⁶

Hvis vi husker dette, vil Herrens højeste håb for os inspirere os, ikke tage modet fra os.

Vi kan føle glæde, når vi individuelt og i fællesskab stræber efter »en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«¹⁷ Trods skuffelser og tilbageslag undervejs er det en storartet stræben. Vi opløfter og opmuntrer hinanden til at følge den opadgående sti, idet vi ved, at uanset prøvelser og uanset forsinkelser i de lovede velsignelser kan vi være »frimodige, [for Kristus har] overvundet verden,«¹⁸ og vi er med ham. At være ét med Faderen, Sønnen og Helligånden er uden tvivl det ultimative ved at høre til.¹⁹

Derfor kan læren om at høre til sammenfattes til det – som vi hver især kan bekræfte: Jesus Kristus døde for mig; han mente, at jeg var hans blod værd. Han elsker mig og kan gøre hele forskellen i mit liv. Når jeg omvender mig, vil hans nåde forandre mig. Jeg er ét med ham i den evangeliske pagt; jeg hører til i hans kirke og rige; og jeg hører til i hans sag for at bringe forløsning til alle Guds børn.

Jeg vidner om, at I hører til, i Jesu Kristi navn. Amen.