Løftet op på korset
At følge Jesus Kristus kræver, at man nogle gange må bære en byrde og gå derhen, hvor et offer er påkrævet og lidelse uundgåelig.
For år tilbage efter en klasse om amerikansk religiøs historie spurgte en medstuderende mig: »Hvorfor har de sidste dages hellige ikke taget det kors, som andre kristne bruger som symbol på deres tro, til sig?«
Eftersom sådanne spørgsmål om korset ofte stilles som et spørgsmål om vores hengivenhed for Kristus, fortalte jeg ham straks, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige betragter Jesu Kristi sonoffer som det helt centrale faktum, det altafgørende grundlag, hoveddoktrinen og det ultimative udtryk for guddommelig kærlighed i Guds store plan for frelse af hans børn.1 Jeg forklarede, at den frelsende nåde, der er iboende i den handling var en essentiel og universel gave for hele den menneskelige familie fra Adam og til verdens ende.2 Jeg citerede profeten Joseph Smith, der sagde: »Alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg« til Jesu Kristi forsoning.3
Så læste jeg, hvad Nefi havde skrevet 600 før Kristi fødsel, for ham: »Og … englen … talte til mig og sagde: Se! Og jeg så og skuede Guds lam … at han blev løftet op på korset og slået ihjel for verdens synder.«4
Nu gik min »elsk, del og indbyd«-iver op i højeste gear, og jeg blev ved med at læse. Til nefitterne i den nye verden sagde den opstandne Kristus: »Min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg … kunne drage alle mennesker til mig … og af denne årsag er jeg blevet løftet op.«5
Jeg skulle til at citere apostlen Paulus, da jeg bemærkede, at min vens øjne var begyndt at blive lidt tomme. Et hurtigt blik på hans armbåndsur mindede ham tilsyneladende om, at han skulle være et sted, hvor som helst – og han stormede af sted til sin fiktive aftale. Således endte vores samtale.
Denne morgen, mere end 50 år senere, er jeg opsat på at færdiggøre den forklaring – også selvom hver eneste af jer begynder at kigge på sit armbåndsur. I mit forsøg på at forklare, hvorfor vi generelt ikke bruger korsets ikonografi, vil jeg gerne fastslå vores dybeste respekt og beundring af de trosfyldte motiver og fromheden hos dem, der gør.
En årsag til, at vi ikke fremhæver korset som symbol, stammer fra vores bibelske rødder. Fordi korsfæstelse var en af Romerrigets mest pinefulde henrettelsesmetoder, valgte mange af de tidlige tilhængere af Jesus ikke at fremhæve denne brutale og pinefulde praksis. Betydningen af Kristi død var bestemt vigtig for deres tro, men i godt og vel 300 år havde de typisk forsøgt at formidle deres identitet som troende på andre måder.6
Omkring det fjerde og femte århundrede blev korset introduceret som et symbol på kristendom generelt, men vores tro er ikke »generel kristendom.« Vi er hverken katolikker eller protestanter, vi er derimod en genoprettet kirke, den genoprettede nytestamentlige kirke. Således går vores oprindelse og bemyndigelse tilbage til tiden før kirkemøder, trosbekendelser og ikonografi.7 I denne forstand er fraværet af et symbol, som senere blev almindelig udbredt, endnu et bevis for, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en genoprettelse af den sande kristne begyndelse.
Endnu en årsag til, at vi ikke bruger ikoniske kors er vores fokus på Kristi missions komplette mirakel – hans herlige opstandelse så vel som hans lidelsesfulde sonoffer og død. I understregningen af det forhold, vil jeg fremhæve to kunstværker,8 der hænger på væggen, når Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har deres hellige ugentlige møde hver torsdag i templet i Salt Lake City. Disse portrætter tjener som en konstant påmindelse til os om, hvilken pris, der blev betalt, og sejr, der blev vundet af ham, hvis tjenere vi er.
En mere offentlig repræsentation af Kristi todelte triumf er vores brug af dette lille Thorvaldsen-billede af den opstandne Kristus, der i herlighed kommer frem fra graven med stadigt synlige sår efter sin korsfæstelse.9
Til sidst minder vi os selv om, at præsident Gordon B. Hinckley engang sagde: »Vores medlemmers tilværelse og levevis må blive … [symbolet på] vores tro.«10 Disse overvejelser fører mig til det, der måske er den vigtigste reference af alle til korset i skrifterne. Den har intet at gøre med vedhæng i halskæder, med kirketårne eller skiltninger. Den har snarere at gøre med den klippefaste integritet og moralske rygrad, som kristne bør vise det kald, Jesus har givet alle sine disciple. I ethvert land og til enhver tid har han til os alle sagt: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«11
Dette handler mere om de kors, vi bærer, end dem vi smykker os med. At følge Jesus Kristus kræver, at man nogle gange må bære en byrde – sin egen eller en andens – og gå derhen, hvor et offer er påkrævet og lidelse uundgåelig. En sand kristen kan ikke bare følge Mesteren i de sager, han eller hun bifalder. Nej. Vi følger ham alle vegne, deriblandt om nødvendigt på områder, der er fyldt med tårer og problemer, hvor vi sommetider kan stå meget alene.
Jeg kender folk, i og uden for Kirken, der følger Kristus præcis så trofast. Jeg kender børn med alvorlige fysiske udfordringer, og jeg kender de forældre, der tager sig af dem. Jeg ser dem alle arbejde, til tider på kanten af total udmattelse, søgende efter styrke, sikkerhed og øjeblikke af lykke, der ikke kommer på nogen anden måde. Jeg ser mange enlige voksne, der længes efter, og fortjener, en kærlig livsledsager, et skønt ægteskab og et hjem fuld af egne børn. Intet ønske kunne være mere retfærdigt, men år efter år går, uden at lykken tilsmiler dem på den måde. Jeg kender dem, der kæmper med psykiske sygdomme af mange forskellige slags, der trygler om hjælp i deres bønner og længes og higer efter det forjættede land i form af følelsesmæssig stabilitet. Jeg kender dem, der lever i invaliderende fattigdom, der trodser fortvivlelse, og blot beder om en chance for at gøre livet bedre for deres kære og andre omkring sig i nød. Jeg kender mange, der pines af emner som identitet, køn og seksualitet. Jeg græder for dem, og jeg græder med dem, da jeg ved, hvor afgørende konsekvenserne af deres valg vil være.
Disse er blot nogle få af så mange prøvende omstændigheder, vi kan møde i livet, alvorlige påmindelser om, at der knytter sig en pris til at være en sand discipel. Til Aravna, som forsøgte at give kong David gratis okser og gratis brænde til hans brændoffer, sagde kong David: »Nej, jeg vil betale dig, hvad den koster. Til Herren min Gud vil jeg ikke bringe brændofre, som jeg ikke har betalt.«12 Det siger vi også.
Når vi tager vores kors op og følger ham, ville det være tragisk, hvis vægten af vores udfordringer ikke gjorde os mere medfølende og mere opmærksomme på de byrder, andre bærer. Det er et af de største paradokser ved korsfæstelsen, at Frelserens arme var udstrakte og vidtåbne og naglet fast, en utilsigtet, men præcis afbildning af, at enhver mand, kvinde og ethvert barn i hele menneskehedens familie ikke alene er velkomne, men indbudt i hans forløsende, ophøjende favn.13
Ligesom den herlige opstandelse fulgte den smertelige korsfæstelse, så vil velsignelser af enhver art blive udøst over dem, der, som profeten Jakob siger i Mormons Bog, er villige til at »tro på Kristus og have hans død for øje, og påtage sig hans kors.« Sommetider kommer disse velsignelser hurtigt og nogle gange senere, men den forunderlige konklusion på vores personlige Via Dolorosa [smertens vej]14 er løftet fra Mesteren selv om, at de kommer og vil komme. For at opnå sådanne velsignelser, må vi følge ham – ufravigeligt, hverken tøvende eller flygtigt, aldrig vaklende på posten, ikke når vores kors er tungt, eller når vejen, for en tid, formørkes. For jeres styrke, jeres loyalitet og jeres kærlighed takker jeg jer inderligt og personligt. I dag bærer jeg et apostolsk vidnesbyrd om ham, som blev »løftet op«,15 og om de evige velsignelser han skænker dem, der blev »løftet op« med ham, ja, Herren Jesus Kristus. Amen.